Fokus på charter

Artikelindeks



 

Bådcharter Tyrkiet
For begyndere og feinschmeckere.
Det er lige så nemt at sejle i Tyrkiet som at komme dertil. Og farvandet egner sig både til charter-begyndere og mere hærdede charterskippere.

Af Jakob Johannsen

Hvad enten det er første gang, man skal forsøge sig med en charterbådsrejse, eller man er en gammel, hærdet blue-water-sailor, så er den tyrkiske skærgård et perfekt sted at bruge sin surt optjente ferie.
Her er et højt maritimt serviceniveau, hvor man bliver hjulpet - hvis man altså vil hjælpes - fra man lander i lufthavnen, til man rejser hjem igen. Man bestemmer selv de navigationsmæssige sværhedsgrader, ligesom man selv bestemmer, om der skal sejles langt eller kort mellem overnatningspladserne.
Der er næsten altid vind, i hvert fald efter kl. 11, men den skifter i retning - hele kompasset rundt - og i styrke, dog meget sjældent mere end 10 m/sek.
Og så er den tyrkiske skærgård så utrolig smuk og indbydende, at den kan måle sig med Caribien og andre sejlparadiser. Til og med til meget lave priser for både flybilletter og prisen for at chartre både.

Europæiske priser i land
Det eneste, Tyrkiet mangler, er de tropisk varme vintermåneder. For sæsonen i den tyrkiske del af Middelhavet går ”kun” fra 1. april til en gang i november. Selvom priserne på billetter og charter er rimelige, så har prisniveauet på land de seneste år nærmet sig europæiske højder de fleste steder.
Vi havde chartret en spritny Hanse 37 hos International Yacht Club, IYC. Og selvom der er klub-agtig stemning og hygge på deres baser i Marmaris og Fethive, så er det et dansk-tysk-tyrkisk charterbådsselskab med hovedkontorer i Marmaris og Faaborg.

Moderne både og marinaer
IYC råder over omkring 75 fartøjer i tyrkisk farvand, fordelt på havnene Marmaris Netsel Marina (www.netselmarina.com) og Fethiye Ece Marina (www.ecemarina.com). Bådene er relativt nye fra 34-51 fod og af typer som Hanse, Bavaria, Beneteau og Dufour. I denne sæson har der været ni katamaraner, men allerede i sæson 08 vil ca. 1/3 af firmaets fartøjer være katamaraner mellem 38-50 fod. De billigste flybilletter, vi kunne finde, var hos Tyrkiet Eksperten.
Vi, tre voksne og fem børn, sejlede ud fra Marmaris Netsel, men næste gang tror jeg at vi vælger marinaen i Fethive, bl.a. fordi den ligger meget nærmere Dalaman, den store internationale lufthavn på Tyrkiets sydvestspids, og for at slippe for den voldsomme nattelarm i Marmaris.
Ellers (dvs. om dagen) er det en vidunderlig og meget stor marina med alt, hvad hjertet begærer, lige fra lækre restauranter, swimmingpools og velforsynede supermarkeder. Og på IYC-molen er der så god service fra firmaets ansatte, at man næsten skulle tro, at International Yacht Club var en rigtig sejlklub, man pludselig var blevet medlem af.
Er man på en båd uden skipper (bare-boat-charter) for første gang, udgør den store beskyttede bugt lige uden for Marmaris en pragtfuld kravlegård, hvor man sagtens kan få de første dage til at gå med at lære båden at kende. Ja, man kan endog lægge sig for anker en nat eller to i en af de fredelige og helt beskyttede bugter. Er man fuldbefaren, kan man stikke ud gennem klipperne omkring Marmaris og f.eks. fortsætte lige ud mod syd og sydvest til det græske øhav. Man kan også lægge kursen til bagbord og sejle ind i den dybe og berømte skærgård, som udgør det meste af landets lange sydkyst.

Mod det græske øhav eller den tyrkiske skærgård
Man kan også som vi først sejle lidt langs med halvøen mod sydvest og så ombestemme sig og stikke østpå nogle timers sejlads over til sydkysten med alle dens små øer, bugter, fjorde og små byer, som forsynet har strøget så generøst ud i denne del af Middelhavet.
Jeg havde lovet børnene hjemmefra, at vi skulle ligge for anker om natten i en læ bugt med morild i vandet og stjerner på himlen. Så slap jeg også for at smide anker og lægge til en fremmed mole med fendere og fortøjninger.
Men i modsætning til Caribien er cruising i tyrkiske farvande lagt an på, at man lægger til ved land næsten hver nat. For det første blæser vinden fra forskellige retninger i løbet af natten. For det andet er de gummibåde med motor, som hver båd er udstyret med, så små, at en fuld besætning som vores måtte sejle flere gange og endda med nedsat fart for at få alle i land. Belært af erfaringer med tabte slæbejoller anbefaler de fleste charterselskaber i Tyrkiet, at man tager jollen på dækket under sejlads.
Så da solen begyndte at nærme sig bjergkammen, hev vi ankeret op og stævnede mod nogle små broer inde ved stranden. Her havde vi ved ankomsten til bugten set en mand vifte ivrigt med et stort rødt flag på broen. Med min danske skepsis var jeg sikker på, at han ville jage os væk. Men da vi så, hvordan andre både blev modtaget af farvede flag, før de lagde til ved de spinkle broer, tog vi også chancen.
Alle mand var på dæk med anker, fortøjninger og fendere – til ingen verdens nytte. For manden med det røde flag kom os i møde i en lille jolle.

Fortøjning og forpligtigelser
På en blanding af engelsk og tysk fik han forklaret, at han havde både en udhalerline og fortøjninger til os, og fenderne kun var nødvendige, hvis dem han havde, ikke var fine nok. Da vi havde fortøjet, kom han løbende med et el-stik og en slange, så vi havde både el og vand. Det kan man da kalde service.
Men, men, men. Denne fantastiske service har en årsag. Systemet virker som følger: Du lægger til ved en bro og får udhalerline, fortøjninger, vand og el. Men så forventes du og din besætning også at indtage jeres middag i den lille taverne for enden af broen og evt. proviantere i den lille butik, som gerne findes lige bag ved.
Det system er ganske smart, men det vender op og ned på en del begreber. F.eks. skal man ikke lægge båden, hvor der er mange pladser fri, for det kunne jo betyde, at maden her er dårlig eller dyr. Omvendt, hvis der ligger mange både ved broen, så er der chance for at man kan få sig en god middag, når man ellers har fendret ordentlig af.

Tre uger i den samme bugt
Bugterne omkring byen Fethiyei er enhver tursejlers paradis. Jeg ville påtage mig at sejle rundt her i tre uger uden at lægge til ved den samme bro eller ind i den samme pittoreske bugt mere end en gang. Vil man sejle langt, sejler man på kryds og tværs. Vil man derimod sejle så kort som muligt, kan man sejle fra sted til sted på maks. en time. Et vidunderligt driver- og sejlerliv. Fethiyei selv er en dejlig gammel by, som tilsyneladende er vokset lidt for hurtigt, men som støjmæssigt ikke kommer op på højde med Marmaris.

Og så er det hjem i ”klubben”
Turen tilbage til Marmaris tog vi i et stræk, og det var som at ”komme hjem til klubben” i den moderne marina, hvor vi heldigvis kunne ligge et par udflugtsdage, indtil turen gik hjem igen. Vi var allerede stamkunder og på fornavn med de fleste på broen, og i de tre dage vi nød Marmaris om dagen og lukkede den ude med ørepropper om natten, mødte vi mange andre gæster fra Tyskland, England, Frankrig, Danmark og Sverige, som var på deres tredje eller fjerde tur med ”klubben” IYC.

IYC-charter i Tyrkiet
Priser 7.400-38.000 kr.
Bestil: Yachtbroker tlf.: 62 22 99 96
Englandsvej 2, 5700 Svendborg, www.iyc.dk





 







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen