Tjek charterbåden hjemmefra
Få styr på brikkerne, inden du tager af sted i lejet båd
Af Anders Høegh Post
Skal du leje båd, er der mange gode spørgsmål at stille, inden du tager af sted. Brochurer for chartersejlads viser gerne blåt vand, palmer, sol, bikinier og glade mennesker i en charterbåd. Det er sjældent, man på billederne ser en båd med de grimme ting så som den store, oppustede gummibåd, der ligger i vejen på det meste af ruftaget, eller slæber efter båden. Eller man ser landgangsplanken, som fylder på sidedækket, eller står op ad hækstaget. Brochurerne mangler også ofte nogle praktiske oplysninger, man som bådlejer kan have fordel af at spørge udlejeren om inden afgang.
Hvor længe?
Går bådudlejning fra lørdag til lørdag eller fra søndag til søndag? Det nævnes ikke altid, og når flybilletter skal bestilles, er ugedagene vigtige for at undgå hotelovernatning. Firmaernes procedure er oftest, at man overtager båden f.eks. en lørdag eftermiddag og afleverer båden igen en fredag aften. Så kan firmaet nå at gøre båden klar igen til næste kunde lørdag eftermiddag. Man kan dog næsten altid få lov at overnatte i båden, før den er overtaget, eller efter den er afleveret, hvis det passer bedst med flyet.
Depositum og forsikring
Depositum er obligatorisk og ofte det samme beløb som bådlejen. Depositummet returneres, når båden afleveres uskadt. Er der skader, tilbageholdes det, indtil firmaet har repareret skader eller har erstattet mistet grej. Herefter sendes det resterende depositum hjem. Ved dyre skader mistes hele depositummet, men heller ikke mere. Undertiden kan man i stedet vælge en forsikring på 700-1000 kr./uge, hvor pengene er tabt, selvom der ingen skader er sket. Forsikringen dækker ikke, hvis f.eks. gummibåden mistes.
Køjer
Spørg til køjerne og indretning. Forkahytten kan f.eks. have etage-køjer og ikke dobbeltkøje.
Hvad koster det?
Bådens pris burde være enkel at se, men ofte skal der lægges 3000-4000 kr ekstra til. F.eks. skal der næsten altid betales for den obligatoriske slutrengøring, tit 500-600 kr. Det indgår som regel ikke i bådens brochurepris. En påhængsmotor til gummibåden koster også ekstra oftest 600-800 kr. Spiler og spilerstage findes næsten aldrig og vil nok koste et par tusinde ekstra.
Transport
Hvor er nærmeste lufthavn, hvor langt er der, og hvad koster det? Prisen for f.eks. en minibus fremgår nogle gange af prislisten. Arrangeres en minibus af udlejeren, kører den til hans lokale takst. Taxaer i ”de varme lande” to-tredobbler nemt prisen, og taxametret bruges sjældent. Der kan også være ekstrapris for bagagen.
Ekstraudstyr
Lagner, tæpper og håndklæder skal i nogle tilfælde betales særskilt (100-600 kr.). Viskestykker, toiletpapir, køkkenrulle, opvaskemiddel, tændstikker til gasblus og opvaskebørste findes sjældent om bord.
Indkøbsmuligheder
Mad og drikke er ikke om bord, men kan bestilles, hvilket sparer en masse havnetid og giver mere sejladstid. Effektive charterfirmaer tilbyder levering eller har aftale med et lokalt supermarked, som uanset tiden henter to-tre mand af besætningen, kører dem til supermarkedet og tilbage til båden.
Vejrforhold
Gennemsnitsvejret står nogle gange i brochurerne, men ikke altid. Det eneste, du kan håbe, er, at hvis de lejer båd ud i en periode, så må vejret være nogenlunde. På www.dmi.dk/index/verden/verdensvejr kan du finde gennemsnitsvejret for alle jordens egne.
Havneforhold
I Middelhavet bakkes bådene normalt ind på en havneplads. Spørg om charterbåden har S-drev eller lige skrueaksel. Det sidste er langt det bedste at bakke med, fordi der er størst manøvreevne, når skruen er tæt foran rorbladet. Firmaets oversigt med sejladsområde og seværdigheder og anbefalede havne er meget værd for sejlere i et nyt område. Læs også ”Turen går til ...” samt parlør m.v.