Bådmagasinets ærinde?
Alt det ovennævnte fører til én og samme konklusion: at foretage en primitiv sammenligning af vidt forskellige idrætsforbund baseret på ganske få nøgletal – som i øvrigt er forkerte – er ganske enkelt det rene nonsens. Og dybt utroværdigt. At artiklen derudover er kommet til verden uden overhovedet at efterprøve dataenes validitet, gør kun historien endnu mere grotesk.
Hvad er Bådmagasinets ærinde? Er målet at give læserne et reelt og kritisk billede af Dansk Sejlunions økonomi og prioriteringer? Eller er målet snarere at påføre Dansk Sejlunion og dets medarbejdere en omgang gold og bevidstløs kritik – uagtet, om den er dokumenteret eller ej?
Hvis det sidste er tilfældet – hvad jeg godt kunne have en mistanke om – så er missionen lykkedes.
Jeg vil runde af, hvor jeg indledte. Med at fastslå, at Dansk Sejlunion til hver en tid gerne vil redegøre for den måde, vi anvender vores midler på. Sejlads er ingen billig aktivitet. At der er en del udgifter til grej, vedligehold, havnepladser, forsikringer og andet, er en grundpræmis, som vi alle sammen må acceptere, hvis vi gerne vil sejle.
Derfor bilder jeg mig heller ikke ind, at Dansk Sejlunions udgifter ligger i den lave ende i forhold til andre og mindre komplekse fritids- og idrætsaktiviteter. Men det er sagen underordnet. Det afgørende er, at vi til hver en tid selv kan stå fuldstændig inde for den måde, vi arbejder på.
Vores prioriteringer i Dansk Sejlunion er naturligvis baseret på en masse valg. De valg vil vi hellere end gerne lægge frem til åben debat. Og jeg ville med glæde have deltaget, hvis Bådmagasinet havde bedt om et interview.
Men nej. Bådmagasinet havde i stedet lavet nogle køkkenbordsberegninger, som jeg på en email blev bedt om at kommentere. Siden hørte jeg ingenting, før den færdige artikel pludselig dukkede op i bladet. Set i bakspejlet kunne jeg måske have fulgt op på sagen. Omvendt, så plejer Bådmagasinet sædvanligvis på forhånd at lade os se de artikeludkast, som involverer Dansk Sejlunion. Det skete så ikke her – af grunde, som kun Bådmagasinet kender.
Hvis Bådmagasinet på et tidspunkt er interesseret i at give et seriøst billede af, hvordan Dansk Sejlunion forvalter sejlernes kontingentkroner, så stiller jeg gerne op.
Pinlige journalistiske havarier, som vi har oplevet her, behøver Bådmagasinet ikke spilde hverken Dansk Sejlunions eller læsernes tid på en anden gang.
