Bådmagasinets pinlige havari
Bådmagasinet har i en artikel forsøgt at sammenligne Dansk Sejlunions lønudgifter med tilsvarende i andre DIF-forbund.
Hvad får sejlerne ud af kontingentet til Dansk Sejlunion sammenlignet med, hvad medlemmer inden for andre idrætsgrene betaler til deres nationale forbund?
Det er et spørgsmål, som Bådmagasinet har sat sig for at undersøge i sin seneste udgave (september 2013). Artiklens konklusion er, at blandt de ti største DIF-forbund er det Dansk Sejlunion, der har de største lønudgifter målt i forhold til antal medlemmer.
Bådmagasinet er til hver end tid velkomne til at sætte fokus på Dansk Sejlunions administration. Vi vil hellere end gerne svare på spørgsmål og fremlægge vores valg og prioriteringer.
Vores eneste forventning til Bådmagasinet (og andre medier) er, at omtalen af Dansk Sejlunion – kritisk eller ej – foregår på et sagligt grundlag. Og at der er dækkende dokumentation for de udsagn, der lægges frem.
Uden research og saglighed
Dermed er jeg fremme ved pointen bag dette indlæg.
Bådmagasinets artikel rummer efter Dansk Sejlunions opfattelse en helt ekstraordinær mangel på ordentlig research og saglighed. Artiklens mangler kan inddeles i tre hovedoverskrifter:
1. En udtalt mangel på dømmekraft i forhold til sammenligningen mellem de forskellige DIF-forbund. Hvis Bådmagasinets tal står til troende, så er lønningerne i flere forbund lavere end kontanthjælpssatserne!
2. Bådmagasinets regnestykker medregner kun udgifter. Men det giver ingen mening set i forhold til, at en betragtelig del af Dansk Sejlunions lønudgifter – og meget mere end det – reelt er finansieret via øremærkede tilskud fra især TORM, DIF og Team Danmark.
3. Sejlads er en kompleks aktivitet i forhold til de fleste andre fritids- og idrætsaktiviteter. Miljø, sikkerhed, havneforhold, friluftsliv, målinger og organisering af DM-titler mv. i omkring 40 bådklasser. Alt sammen forskellige indfaldsvinkler, som Dansk Sejlunion arbejder med dagligt.
