Ørnvik 500 Commander
Ørnvik 500 (Quicksilver i de andre nordiske lande) ser lækker ud med blåt skrog og fine hynder. Indretningen er meget gennemtænkt. Det kedelig ved båden er skroget.
Bag konsollen er der knebent med plads til to, det samme gælder foran. Længere fremme er der endnu en bænk. Hynderne er bløde og flot udført med en smule facon. I praksis fungerer det kun lidt bedre end en flad hynde, men det ser pænt ud. Foran konsollen kan slås et bord op og man har så en lille, hyggelig siddegruppe. En hynde kan lægges mellem bænkene til en solbadeplatform. Faktisk en smartere indretning end hos de fleste.
I bagbord side er der så en gangzone med låge til den integrerede badeplatform. Flot! Men bakker man hårdt, kommer vandet fossende ind gennem lågen og så bliver man våd på benene. Så skal der gives gas fremover og vandet forsvinder ud gennem lænsehullerne. Totalt set er indretningen gennemtænkt og ser lidt elegant ud. Ydermere er der fine stuverum.
Sejlegenskaber
Bunden har mere U-form end V-form med meget bæring agter. Forskibet er slankt. Båden kommer fint op og plane, men motoren skal trimmes ud, fordi båden har en tendens til at gå lidt på næsen. Den tager småbølgerne behageligt og så langt er alt o.k. I sving går det ikke på skinner, båden glider lidt rundt omtrent som en gammel fransk bil med blød affjedring. Man ved ikke helt hvor den vil hen, men har man et fast tag i den styrer den derhen man vil. Indtil man skal sejle skarpe sving. Ved provokeret svingsejlads tager forskibet fat og agterskibet kastes til siden. Råt og brutalt. Flere gange havnede test-sejlerne på dørken og i en hop blev hele motorkontrollen rystet løs. Det sker hver eneste gang og det trækker helhedsindtrykket kraftigt ned. Båden trænger slet og ret til et nyt og bedre skrog!
Ørnvik 500 commander
Længde/bredde: Vægt 650 kg 5,35/2,28 m
Motor: Mercury F60 ELPT-EFI 4-takt. Topfart 29,8 knob 60 hk
Pakkepris: Kampagnepris 2004: 129.990 kr. 143.265 kr.
Producent: Quicksilver/Örnvik, Polen www.marinepower.nu
Importør: Ketner Outdoor, tlf. 43 27 11 66,
+ Kunstfærdig indretning
+ Fin trafikzone
+ God pakkepris
- Kedeligt skrog
- Variabel finish
- Ustabil i sving