"You against the race-course"
Altså: Ifølge Goldsmith drejer det sig om at sejle sit eget løb så meget af tiden som muligt. Jo mere tid og energi du bruger på konkurrenterne, jo mere forsinket bliver du. Jo mere tid du tilbringer på maksimal fart og højde, på den optimale kurs, og på det rigtige sted på banen – jo bedre er det. ”It’s you against the race-course”.
Taktisk eller ej?
Selvfølgelig er forudsætningen nogenlunde fri vind, så det er væsentlig lettere at efterleve den filosofi i den forreste del af feltet. Omvendt må det kræve gode nerver, ikke at sejle taktisk, og koncentrere sig om at dække feltet af, hvis man er med i front. Og det handler vel om at finde en slags balance. For selv om man mener at venstre er bedre end højre, er der nok ikke mange der vil følge den indskydelse, hvis man er nummer et, og resten af flokken vælger højresiden.
Ingen omveje
”Goldsmith-doktrinen” betyder heller ikke at man skal fise ud på hjørnerne og undgå konkurrenterne. Men den betyder, at man eksempelvis efter start ikke bruger tid på at pine højde, for at kvæle en båd til luv. At man ikke sejler lange omveje for at dække konkurrenter på læns. Eller – og det er ret relevant for dagens tekst – at man ikke sejler på en skralder i lange tider, for at placere sig imellem konkurrenterne og mærket. Fordi det simpelthen ikke er hurtigste vej til mål.
Som svømning
Et godt billede på ideen med den her måde at sejle på, er at sammenligne sejlsport med andre idrætsgrene. Sejlsport er ikke som motorsport, hævder Goldsmith, hvor man kan blokere modstanderen og kontrollere de andre fra en førerposition. Vel, bortset fra i matchrace, selvfølgelig. Sejlsport er mere som svømning, siger han. Her har hver deltager en bane, og det handler om at holde sin bane, og bevæge sig hurtigst muligt i den. Der er alligevel ikke nogen muligheder for at påvirke svømmere i baner helt ovre på den anden side af bassinet. I højden kan man genere dem lige ved siden af. Med det resultat at både de og dig selv kommer senere i mål.
