Ferie Tema II

Artikelindeks

Østersøen - oplevelsernes hav


Østersøen er stor, og den kan opleves over mange års ferieture, og der vil stadig være nye, spændende om-råder at besøge.

 
Skærgårdens fred og idyl er målet for tursejlere. Du kan ankre med stævnen til klipper i ensomhed eller i selskab. Prøv at finde en plads med både aften- og morgensol.

Østersøen har brakvand, og der lever også ferskvandsfisk som gedder og aborrer i skærgården blandt saltvandsfisk, og er 3-5 grader koldere end de hjemlige farvande på grund af mange iskolde elve nordpå. Et bad kan blive et koldt gys.
Der er ingen strøm undtagen 1-3 knob forbi Kalmar i det smalle sejlløb. Kompasmisvisningen er øst 2-4 grader. Du skal trække 2-4 grader fra den kurs, du beregner i søkortet.
Skærgården er tæt bevokset med gran, fyr, birk, el, elm mv., og derfor er der myg. Medbring myggenet til luger, myggespiral til røg i kahyt og køb lokale myggemidler. Der er også skovflåter, gå ikke i land i skærgårdens krat med bare ben. ”Østersøfnug” er drivende pollen i store mængder, der farver vandet gult. I skærgård er vandet massivt grønt af alger. Du kan kun se 1,5 m ned og altså ikke navigere ved at se efter bunden som i Danmark.
Sejlads til Østersøen går syd om Sverige, hvor kysten har bøjer med fiskegarn 1-2 sømil ud. Yderste garn har stage med sort flag og gult kryds, sejl uden om.

Mod eventyr i Østersøen
Turen starter ofte via Falsterbokanalen, hvor en vejbro åbner hver time. Bemærk: ”Broflag” (signalflag N) er dansk og åbner ikke broer i udlandet, hvor flaget har international betydning ”Nej”.
Der er flere havne langs den 20 sømil svenske sydkyst: Falsterbokanalens havn. Trelleborg færgehavn (ikke lystbåde). Gislövs Läge (lidt kedelig). Östra Torp ved Smygehuk (lille, lugter af rådden tang). Ystad (fin). Kåseberga (spændende, men ikke i hård pålandsvind).
Den kønne, svenske skærgård er et af de vigtigste mål i Østersøen, hvor man sejler mellem skov og klipper i den ene grønne idyl efter den anden.

Bornholm - Verdens bedste ø og Verdens Ende
1-2 ugers ferie min. 90 sømil fra København
Bornholms kønne klippehavne og kulørte bindingsværkshuse er kun 1-3 dages sejlads væk. Alligevel får du beundring fra andre sejlere, når du har været på Bornholm, for det regnes for meget langt væk. Faktisk findes Verdens Ende også ved Bornholm, det er navnet på en klippepynt på Christiansø.
Bornholmske havne er kønne og maleriske, men mange er små og snævre. Ankommer du i frisk vind, så er Bornholm ikke større end at det er klogt at sejle 10 sømil længere om til læsiden og finde en havn i fred og ro.
Der kan være lokal tåge og havgus på den ene side af øen, mens der er sol og skyfrit på den anden side.
Typisk bornholmsk er havnene mod øst: Allinge, Gudhjem og Svaneke ved maleriske byer. Der er trængsel af danske, tyske og svenske både. Kommer du tidligt, bliver din båd pakket ind i hyggelig trængsel. Kommer du sent, er der muligvis ikke plads.
De tre havne er specielle ved at have gamle sluseporte, der lukkes ved pålandsvind over ca. 8 m/sek. for ikke at få dønning ind. I hård pålandsvind er der nogenlunde ro bag portene, men en meter dønning i forhavnen, så der er farligt at fortøje. Bliver båden spærret inde bag porte i dårligt vejr, så lej cykler eller tag bussen rundt på Bornholm imens.
Andre havne: Rønne med store lystbådsafsnit. Hasle, stor, lidt kedelig. Vang og flere andre, små idyller. Hammerhavn, atypisk, men med den imponerende Hammershus ruin på bjerget over havnen. Tejn, stor. Neksø, stor fiskerhavn.
Christiansø er det mest spændende i vor del af verden. En be-fæstet klippeø med lange mure og kanoner, som i 1680’erne blev Danmarks flådebase mod svenskerne, da vi havde mistet Skåne, Halland og Blekinge. Indsejling til Christiansø er forbi gamle mure med kanonmundinger. Der er ofte stor trængsel, dobbelte havnepenge og du må ikke tanke drikkevand (der er kun nok til beboere). Men alligevel er der fantastisk.

Skærgårdens skove - Det kønneste sted at sejle 2-4 ugers ferie min. 260-400 sømil fra København
Skærgården på Sveriges østkyst starter ud for Ölands nordspids. Heldigvis er den allerkønneste del den nærmeste: St. Anna Skærgård. Når du er nået 10-20 sømil ind i skærgården, er det svært at finde noget kønnere. Der bliver ikke smukkere, selv om du fortsætter i den grønne skærgård til Stockholms, Ålandsøernes og Finlands skærgård.
Der er et par lange stræk til skærgården: Først den 70 sømil brede Hanöbugt med flere timer uden landkending. Du kan også følge kysten rundt med mange havne undervejs, men så er distancen 100 sømil. Så kommer Kalmarsund, som på kortet ligner Øresund, men Kalmarsund er ca. 80 sømil lang og 15 sømil bred i enderne. I de sidste år er der kommet en del store havmøller i sydlige del. Kalmarsund er nogenlunde beskyttet i hård vesten- og østenvind, og der er mange havne. Truer en indeblæsning, så vælg Kalmar med det kønne slot, mange museer og butikker.
Ved Kråkelund nord for Oskarshamn sejler du ind i St. Anna Skærgård ad smalle farleder (sejlløb), som dog snart bliver bredere nordpå. Oplevelser mellem skærgårdens træer er startet.
Du kan ankre med stævnen til klipper mange steder. Du kan fortøje med lange liner til træer, men et par bjergkiler til at slå i klippesprækker bør du have. Prøv at finde en ankerplads med både aften- og morgensol, så er idyllen perfekt. På steder beskrevet i svenske bøger ligger der både side om side med fendere ude som i havn. De plejer at hjælpe ankommende både ved at advare mod eventuelle sten. Ankerbunden i skærgården er ler og mudder. Der er ikke klipper på havbunden, for de er gennem millioner af år dækket af metertykt ler og mudder.

Stockholm og Sandhamn - Skærgård og havsejlads
4-5 ugers ferie min. 380 sømil fra København
Min hurtigste sejlads gik fra Sundet til Stockholm, 400 sømil på tre døgn. Det kræver en øvet besætning, hvor enhver kan styre alene om natten i godt vejr, også for spiler. Det kræver også held med vinden, og det havde vi: Vi sejlede syd om Sverige og havde første nat frisk læns over Hanöbugten. Næste morgen og hele dagen lænsede vi op gennem Kalmarsund. Jeg husker tydeligt, hvor træt og søvnig jeg var nord for Kalmar, mens de to andre sov i kahytten. Jeg ville passere et bundfast fyr forude i sejlløbet inden jeg purrede en afløser. Men jeg blundede et øjeblik ved rorpinden, og stævnen pegede lige på fyret 200 m forude. Forskrækket koncentrerede jeg mig om at styre, men blundede igen, og stævnen pegede atter på fyret 100 m forude. Så ”travede” jeg frem og tilbage i cockpittet for at holde mig vågen, over skødebroen og to skridt frem, to skridt tilbage over skødebroen igen. Det hjalp, og med en frisk rorgænger fik jeg en god søvn i læ køje med vandet brusende uden for.
Vi kom ud af Kalmarsund og styrede om natten midt mellem fastlandet og Gotland med lidt torden uden vindstød. Tredje dags morgen var vinden svag, og det var diset. Intet var i sigte, selv om skærgårdskysten kun burde være 10 sømil borte. Et navigationstjek placerede os lige hvor loggen sagde: syv sømil fra det store fyr ved skærgården udfor Sandhamn og Stockholm. Der var bare intet fyr i sigte trods sol og god sigt. Da der skulle være tre sømil til fyret dukkede det ud af en lokal tågebanke, og vi drejede ind mellem klippeøer til Sandhamn.
Sandhamn er Stockholms sejlercenter, og herfra starter mange kapsejladser, bl.a. Gotland Rundt. Det er oprindeligt et fisker-leje og centrum for stockholmske lodser med røde træhuse og små haver. Og i dag med mange gæstebåde.
Fra Sandhamn kan man sejle gennem den kønne og brede skærgård ind til selve Stockholm. Eller man kan fortsætte mod Ålandsøerne og måske Finland. Eller man kan hygge sig hjem ad skær-gårdens snoede sejlløb.

Gotland - Visby med de gamle borgmure
3-4 ugers ferie min. 280 sømil fra København.
Gotland ligger 50 sømil ude i Østersøen. Det svarer til afstanden til Anholt i Kattegat. Ved hovedstaden Visby er der 30 m høje kalkklinter, så du kan se øen på god afstand.
Visby er en tidligere rig Hansestad, og de gamle, grå bymure fra 1300-tallet er bevaret, et fantastisk syn, som ikke findes mange steder. Byens middelaldercentrum med gamle huse og smalle, maleriske stræder er også bevaret sammen med ruiner af ca. 12 kirker fra hansetiden. Byen er kun ca. en km lang og overskuelig at gå rundt i. Du kan også gå hele vejen langs den flotte bymur, det bliver ca. tre km.
Lystbådehavnen er stor, men fyldt godt op af både fra Sverige, Finland og Tyskland samt nogle fra Danmark, Polen, Rusland og baltiske lande.

Ålandsøerne - 1000 øer mellem Sverige og Finland
4-6 ugers ferie min. 450 sømil fra København
Ålandsøerne er kønne skærgårdsøer mellem Sverige og Finland. Ved sejlads til Ålandsøerne opdager du, at Jorden er rund, for du skal stille uret en time frem. Du er nemlig kommet langt mod øst mod solopgangen. I juli er solnedgang ved 23-tiden, for du er også højt mod nord (men de tager flag ned kl. 21). Misvisning er 4-5 grader øst. Ålands skærgård er lige så køn som den svenske og finske.
Hovedstaden Mariehamn ligger på den største ø. Byen er opkaldt efter en russisk kejserinde, for Finland og Ålandsøerne var under russisk styre sidst i 1800-tallet.
Fra den svenske skærgård ved Stockholm og Sandhamn må du sejle over det 20 sømil åbne Ålandshav til Mariehamn. Lokale sejlere, der er vant til skærgård med fladt vand, kalder det Ålands ”jäsande” hav. Det betyder ”gærende” hav, underforstået farligt og med bølger, for bølgerne kan naturligvis blive lige så store som i Køge Bugt og Storebælt. Ikke noget at være nervøs for, når man er dansk. I øvrigt er man meget velkommen med dansk båd.
Mange gæstesejlere mødes i Mariehamn, der har to store lystbådehavne, en på hver side af byen på en smal halvø. Den vestlige havn er nærmest, og her anløber mange kæmpefærger fra Sverige, og her knejser den skyhøje rigning (54 m) af 4-mastet bark ”Pommern”. Den og lignende skibe sejlede for et rederi på Ålandsøerne indtil 1950’erne til Australien og Sydamerika - uden motor.
På Ålandsøerne ser man i juli de 10-12 m høje majstænger med grønne birkegrene og masser af bånd i farver som Ålandsøernes flag, blå, gul og rød og det kan blive stedet, hvorfra du vender hjemover, eller du kan fortsætte 90 sømil til Finland, hvis du har mere end 4-5 ugers ferie.
Ålandsøerne hører under Finland, men har selvstyre og eget flag som Færøerne.

Vejrmeldinger
Dansk vejrmelding høres på langbølge, men meldinger dækker kun til og med Bornholm og Hanöbugten. Længere nordpå må du høre svensk ”sjörapport från SMHI” på FM og langbølge kl. 05.55 - 07.55 - 13.00 - 15.55 (2 døgns) - 21.50.

af Anders Høegh Post







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen