Med far over Nordsøen
Prøv det. At krydse havet mellem Danmark til Skotland på 342 sømil var blot en kontrolleret familietur på 57 timer, hvor kun balancenerven blev anstrengt på en 35 fods sejlbåd. Turen bød på en svalende dukkert og et muntert delfin-besøg.
Hvem har ikke gået ved Vesterhavets brænding i stormende pålandsvind og tænkt. ”Godt jeg ikke sejler ude i den frådende sø.” Og hvem har ikke set Skagensmalerier af druknede fiskere i mørk belysning. Bekymringerne er mange når det gælder Vesterhavet og det har holdt mange danske sejlere fra sejlads derude, mens lidt flere sejlere fra Tyskland og Holland længe har brugt Vesterhavet, som andre bruger Kattegat. Og hvor slemt er det så det hav, der fra Danmark tæller Fisker og Fladen. Turen var ikke for begyndere men nu ikke særligt slem. Dog var båden næsten kronisk gyngende med ny og gammel sø - men uden vi blev søsyge. To et halvt døgns sejlads tog turen fra Thyborøn til Peterhead i Skotland. Deres udsendte var i juli med den ene vej fra Danmark til Skotland på en otte år gammel Comfortina 35, ”Jeni”. Det foregik sammen med min far Niels og hans kone Jette fra Kerteminde. Solen skinnede da vi krydsede i hård luft op gennem Limfjorden, med marker på begge sider. Vi tog det sidste stræk over Nissum Breding. Det smukke landskab stoppede brat et øjeblik da det udskældte Cheminova dukkede frem i soldisen på Harboøre Tange, hvor sandbanker var tæt på sejlrenden. Endelig i Thyborøn. Nu skulle det ske. Det store gys. Vesterhavet og Nordsøen skulle overvindes. Angsten over det ukendte hav skulle gøres til skamme, 342 sømil, en tur svarende til at runde både Sjælland og Fyn. Her var dog ikke mulighed for lige at gå i land. I tilfælde af vindstille, havde min håndværker-far derfor udbygget båden med en ekstra dieseltank, så kapaciteten var øget fra 85 til 140 liter. Den ombygning viste sig at være ubegrundet på turen. Vi brugte kun 30 liter på vejen til Skotland. Diesel vi havde købt billigt i Thyborøns fiskerihavn af en venlig mand, der var vant til at sælge i tusindvis af diesel pr. gang. Diesel fandtes ikke i byens lystbådehavn. Efter påfyldning kunne vi ikke strække den længere. Vi MÅTTE af sted. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven. Farvel Danmark. Femdøgnsprognosen fra DMI blev tjekket igen. Den var lovende med højtryk uden blæst. På med sejlertøj og redningsvest og ud gennem hullet i den enorme bredning. Vinden stod med 8-9 m/sek. fra vest nord vest og vi skulle næsten stik vest. Søen var temmelig urolig i halvanden meters højde. Noget mere i forhold til det rolige Øresund jeg kender til. Efter en halv til hel times kryds uden rumlen i maven, kunne Jylland næsten ikke ses.
40 meter fra et containerskib
Det kunne til gengæld flere og flere fragtskibe. Vi kom lige lovligt tæt på en. ”Niels, Niels, har du set coasteren?” spurgte Jette med hjertet i halsen og høj stemme. ”Ja, ja, vi går foran,” forsøgte min far afslappet. Men det gjorde vi langt fra. Coasterens 18 knob var svære at vurdere og vi måtte pludselig falde kraftigt af og se den sejle kun 40 meter foran os så vi tydeligt kunne se en masse syvtakkede stjerner på de mange containere.
”Niels, for f….. da,” sagde Jette berettiget i den knapt så trygge manøvre på ”Jeni”. Vi mødte store skibe på vej syd og nord over. Faktisk var der temmelig meget trafik, som vi konstant skulle holde øje med. Vinden døde helt om aftenen, vi havde sejlet otte timer siden Thyborøn. Fragtskibene lod ”Jeni” være i fred efter nogle få timer og vi kunne se en himmelsk solnedgang. Vi satte motoren og selvstyren til med kun storsejlet oppe, men natten var urolig for dønningerne var store. To personer var oppe på vagt mens en sov på skift. Om morgenen var vinden svag fra syd. Hen af formiddagen døde den helt og bølgerne lagde sig næsten, mens solen strålede skarpt. Vi tog en svalende dukkert i et glimtende hav, med svage lette dønniger. Det var koldt men dejligt friskt. Fint at røre sig, når man ellers sidder stille så mange timer. Tid var der til at læse en god bog mens motoren og den lille Autohelm 4000 samt den primitive GPS klarede ærterne. Hvor var lige det svære i at krydse Vesterhavet, tænkte vi smilende, mens Jette diskede op med dejlig mad i cockpittet. Vi havde nu sejlet et døgn og så slet ingen både længere. Nu var det olieboreplatformene vi skulle koncentrere os om. Vinden slog igennem med fem-seks m/sek. Vi var heldige. Vinden kom nemlig fra øst. Spileren blev sat efter min far havde fægtet godt og grundigt med spilerstagen. Endelig sejlads med sejl, det er jo det bedste på en sejlbåd. Farten steg til seks knob. Humøret steg endnu mere med raske skridt mod Skotlands østkyst. Vi lyttede til femdøgnsprognosen fra DMI på mellembølgen, den lød stadig betryggende både med vindstyrke og bølgehøjde, inden Jette igen satte en af sine varme retter over, som hun havde lavet og frosset ned hjemmefra.
<B
Jeg gik om læ og lå og læste et par timer, da jeg pludselig blev kaldt på.
”Skynd dig, skynd dig, kom op og se.” Op på dæk, og hvad så jeg. To legende delfiner i fuld fart. På det tidspunkt løb vi otte knob med spiler. Noget de to grå-sorte delfiner på halvanden meters længde kunne bruge til noget. De to intelligente dyr sprang op og lavede show i en halv time. Specielt syntes de svømning under ”Jeni” var sjovt, og dyk ind foran stævnen - uden at ramme.
Det er da ingen hemmelighed, at der ikke sker voldsomt meget når turen går så let, som vor gjorde, derfor var det uventede besøg kærkomment. Efter 40 timers sejlads kunne vi se den første boreplatform med den evige flamme. Den lignede et stort imponerende firbenet uhyre midt på vandet. Jette havde navigeret pænt forbi de omkring fem-seks boreplatforme vi mødte undervejs. Det blev nat og spileren blev taget ned, selvom vinden stadig var til spilersejlads. Jeg ville gerne have beholdt spileren oppe, men efter en stor plasticpose satte sig på roret måtte vi alligevel tage spileren ned og bakke båden indtil plasticposen røg af. Vi fik atter en urolig nat, hvor storsejlet slog kraftigt. Båden lå roligere og mere stabilt i vandet med spileren oppe, men hvem ville ud på dækket om natten og rode med spileren, hvis den pludselig klappede rundt om fokken. Vinden havde det seneste døgns tid været på omkring 8 m/sek. fra østlig retning. Nu var vinden drejet i nordøst og vi havde kurs lige mod Peterhead. Egentlig ville vi gerne have været til Fraserburgh på det nordøstlige hjørne af Skotland. En havn, som lå tættere på indsejlingen til den Kaledoniske kanal, men som - viste det sig senere på hjemturen - var en stor beskidt industri- og fiskerihavn, hvor lystsejlere var til gene.
Nu VILLE vi i havn, ikke at vi var havgale. Men nu kunne vi nå ind uden at skulle kæmpe i modstrøm, hvilket vi konstaterede i tidevandstabellen. Og endelig kunne vi om natten skimte den store havn, der også har en hyggelig lystbådehavn. 57 timer havde vi sejlet. Stolte gik vi for motor i havn ved midnat. Det blev fejret med en øl og Gammel Dansk. Vi sov godt den nat. Selv før alkoholen var det underligt at gå på broen i Peterhead. Turen over Vesterhavet havde gjort noget ved balancenerven. Den havde også gjort noget ved os. Vi var kommet over uden skade på sjæl, krop og båd. Om morgenen vågnede vi op og lå tre meter længere nede i forhold til stenmolen, som nu skød voldsomt op. En fremmed båd havde lagt sig et for lavt sted og lå skråt uden mulighed for at komme fri før tidevandet. I den lille havn i Peterhead lå omkring 10 både fra Holland, Norge, Danmark og Tyskland.
Det var da noget grænseoverskridende
Evalueringen på turen fra Danmark var klar. Det havde ikke været så slemt. At det kun er farligt at sejle i Vesterhavet er en myte. Jette Nielsen, siger efter turen:
”Det var en lang og spændende tur og det var egentlig sjovt at prøve grænser med sig selv. Det var noget grænseoverskridende. Jeg gør det ikke lige med det samme igen. Der er også en del forberedelse i sådan en tur.” Jeg kan tilslutte mig argumentet men ikke med samme gennemslagskraft, jeg sejlede nemlig ikke turen tilbage til Danmark. En hjemtur som for det meste gik med selvstyre og foran for tværs. Turen hjem var en time hurtigere end turen ud. Jeg kørte i stedet rundt i Skotland med en ven på små smalle veje og så vandfald. Hun havde noget lettere taget flyveren til Edinburgh. En dejlig historisk, flot by og samtidig er det milde skotske folk helt i top - men også de mange whisky-destillerier med rundture og smagsprøver. Men det er en helt anden historie. Jette og min far sejlede fra Peterhead og videre ind i den Kaledoniske Kanal efter at have købt adgang i 14 dage for 2500 kroner. Her passerede de 29 sluser i et bakket, charmerende og grønt område på den 98 sømile lange kanal. Desværre var der noget regn i Skotland, mens solen skinnede i Danmark. Men prøv turen og et nyt eventyr. Fat derfor mod på den gyngende grund. Vikingerne har taget turen mange gange. Men forbered dig godt og lyt til vejrudsigten. Din båd og besætning skal kunne klare omskift i vejret og kunne klare hårdt kryds i mindst et par døgn.
Afgangs- og ankomsthavn Danmark - Skotland
Man mærker straks at Thyborøn Havn er anderledes end andre - den sidste station før Vesterhavet og Nordsøen. Alene mågerne er dobbelt så store som man ellers ser i danske havne. Til venstre set fra den østlige søside findes et kæmpe havnebassin for fiskere og andre skibe. Til højre ligger lystbådehavnen, der i kuling kan byde på sandstorm, der fyger ud i bådene. Vi mødte nu sol og musik på havnen i juli ved de gamle fiskerhuse i Thyborøn. Masser af fiskeretter serveres i havnen, der har besøg af fremmede både fra Holland, Tyskland og Norge. Byen byder på Jyllandsakvariet og et mindre ølmuseum. Men det som trækker mest er stranden med de mange specielle bunkere, og en badestrand inden for tangen 50 meter fra havnen.
Når man har sejlet 342 sømil til Peterhead i Skotland, møder man igen en stor industrihavn, der har en meget hyggelig lystbådehavn og en meget serviceminded havnefoged. Havnen kan man let finde ind i om natten. Og man skal ikke melde sin ankomst, som ved andre skotske havne. I havnen kan man sidde oppe ved havnekontoret og grille med fantastisk udsigt over havnen og Peterhead. I den lille lystbådehavn er tre meter tidevand, så vær sikker på at placere båden, så der også er vand under kølen under ebbe. Peterhead er en meget aktiv fiskerby, der har gode forretninger.
Lej en redningsbåd og sørg for batteri-kraft
Vigtigst er nok at huske en redningsbåd. Vi lejede en for 1600 kroner, der var i forsvarlig stand. Søsygepiller er også vigtigt. Det gynger godt ud for Jylland. Varm mad lavet hjemmefra var sagen når timerne gik lidt langsomt mod Skotland. Et godt måltid lige til at varme er sagen, hvor det er temmelig gyngende at stå og lave mad. Strømforsyningen er også vigtig. Vi havde monteret et ekstra batteri, så vi på 35 fods ”Jeni” havde tre batterier, bl.a. til at trække VHF, GPS, radaren, køleskab og ikke mindst strømslugeren, en selvstyrer Autohelm 4000, der blev flittigt brugt. En ny holdbar genua i dyr sandwich-dug var også kommet om bord. Den fik vi rigtig megen glæde af. En knob hurtigere giver let fem timer kortere sejlads fra Danmark til Skotland. Dieseltanken blev udvidet med en ekstra tank, det viste sig at være overflødigt, da vinden til sejlene var tilstrækkelig i 80 procent af tiden.
Ved sejlads langs Skotland opstod en del tåge, her var radaren et meget vigtigt redskab når de store både passerede. Og tjek naturligvis din rig for splitter og løse kordeler i wiren. Et obligatorisk kort over Nordsøen var også et hit.
af Troels Lykke
