Rinker 232 Captiva Cuddy:
Prisgunstig. Nu er Rinker på banen her i Danmark og i USA er det en af storsælgerne. Amerikanerne har også foretaget en produktudvikling og der er flere gode detaljer på 232 CC-modellen. Men på enkelte punkter er det ikke helt godt …
Først og fremmest er amerikanske både stormet frem på grund af den gunstige dollarkurs. Og der er alt mulig grund til at kigge nærmere på båden.
Vi kan med det samme fastslå at båden ser lækker ud. Lad os tage smørrebrødslisten frem:
Fancy dekoration på skrog-siden, flot finish på glasfiber-arbejdet, moderne design på instrumentpanelet med matchende rat, gedigne polstringer og ganske meget udstyr. Lyskastere i stævnen, radio/stereo på 160 watt, rat, der kan tiltes, kompas og dybdemåler er noget af standardudstyret. Netop sådanne detaljer og prisen lokker førstegangskøbere. En nærmere gennemgang af båden bliver følgende: Forkahytten er ganske stor, der er god plads i skroget og dækket er bygget meget op. V-køjen har en god længde med tykke madrasser. Polstringer og betræk er pænt udført og der er et klart luksuspræg over kahytten. Stor luge i fordækket er hængslet i bagkanten. Porta Potti er standard.
Det er først og fremmest i cockpittet, at Rinker har fået nogle praktiske detaljer. På agterspejlet sidder en stor badeplatform med leider. Den er let at nå selv fra vandet. En smallere platform er integreret i dækket. Her er et par små stuverum og vandskikrog. Der er direkte gangzone ind i cockpittet. Man behøver derfor ikke træde op på solmadrassen. På den anden side kan vandet nemt komme ind i cockpittet, når man bakker. Der er tæpper på dørken. Heldigvis ikke limet, men knappet på. Over motorkassen er en madras, der ikke er velegnet som solseng. En L-formet sofa er placeret til styrbord. Forude i cockpittet er der to behagelig stole, der kan drejes bagud for at danne en siddegruppe. Bag passagerstolen er der endnu et lille sæde og agten for det en lille bar-sektion. Løst, rundt bord er standard.
I det store og hele er cock-pittet tiltalende og med god plads. Ved siden af førerplad-sen er der støbte trin op til det oplukkelige midtervindue. Det er den eneste adgang til fordækket - der er intet sidedæk. Pulpitten er lav uden åbning i fronten. Ankerbrønden er med en forholdsvis lille luge og lanternerne er placeret helt ude på dækket. På minussiden noteres at vinduesviskere mangler og motorkontrollen er lige det hårdeste. Båden har fuld kaleche, der som sammenslået bliver stående som en targa-bøjle. I de fleste tilfælde bruges kun havnekalechen.
Adgangen til motoren bliver acceptabel når man vipper solbadeplatformen op. Installationerne ser stort set godt ud, men batteriet sidder lige ved siden af motoren! Godt fastmonteret men ikke i boks. Det som derimod er helt uacceptabelt er placeringen af hovedafbryderen. Den sidder nede på den langsgående forstærkning - udsat for fugtighed hvis der står lidt vand under motoren. Langt værre er det set ud fra et brand-sikkerhedsmæssigt syn. Inden man kan bruge ventilationsviften i motorrummet, skal hovedstrømmen slås til. Er man uheldig og der er lidt benzindamp nederst i motorrummet, er det ikke klogt at dreje afbryderen. Så kan der komme en gnist og resultat er ikke spændende. Vi har en klar opfordring: Flyt batteriet og hovedafbryderen - for en sikkerheds skyld!
I det store og hele er Rinker 232 CC en tiltalende båd, men det er ikke godt at brandsikkerheden bliver omgået så lemfældigt med benzinmotor og stor tank. Netop på det punkt er det vigtigt at forebygge med gennemtænkte installationer.
Sejlegenskaber
Ved stilleliggende er båden meget stabil og der er kraft nok til en hurtig planing. Styringen føles præcis og på næsten fladt vand sejler båden stabilt og fint. Der er fuld kontrol i normale sving selv i topfart. Småbølger takler skroget fint og vi fik nogle løft med drevet helt ude af vandet. Båden lander forholdsvis blødt på V-bunden med 21 graders vinkel. Men når bølgerne bliver krappere på ca. en meter, falder skroget helt igennem og bølgerne rammer chinen midtskibs og smældene går gennem marv og ben, fordi bådens chiner er ekstremt brede. Præcis under sådanne forhold nytter det ikke så meget at trimme, vi fandt efter kort tid det bedst at reducere farten til halvplaning, fordi smældene og rystelserne blev direkte ubehagelige.
På den anden side er de brede chiner med til at båden planer godt og sejler stabilt. Den ligger også godt i svingene og her fik vi en ny oplevelse. Efterhånden som svingene blev vildere og vildere var det overraskende hvor godt båden beholdt grebet. Ved total undvigemanøvre fra næsten topfart, lå båden helt utroligt gennem svingene. Vi prøvede om og om igen - det var ikke muligt at få den til at slippe. G-kræfterne blev så kraftige at det i slutningen af svingene flimrede for øjnene. Det har vi sjældent set magen til før!
Forklaringen findes i chinens udformning. Den er ikke kun bred, men har en negativ facon og ender yderst i ”en dyb skinne”. Den sidder helt utroligt!
Konklusionen er at Rinker 232 CC klarer sig godt i moderat sø, men i en typisk sø på ca. en meter får den problemer. Eller rettere sagt: De om bordværende får problemer og farten må ned. Svingegenskaberne er specielle - det er vildere end at køre karrusel og her kan skipperen helt klart sejle passagererne ud af båden, hvis han laver en brutal vending. Totalt set er der meget godt i denne båd, men nogle af bommerterne i motorrummet kunne være undgået.
Vælg udstyr
De amerikanske både er specielt omfattende i standardudstyret. Nidelv 725 Sport havde ekstraudstyr for ca. 160.000 kr., men så er pakken også omfattende. For dig som køber er det vigtigt at vurdere hvad du har behov for af udstyr. Måske er en del af udstyret ikke vigtigt for dig. På vores breddegrader kan det være vigtigere med et varmeapparat (det giver lune selv under kalechen), ankerspil agter osv. Selv om nogle af bådene ser ud til at være veludstyret, kan det være det forkerte udstyr til dit behov. Vurder derfor nøje standardudstyret, før du køber, der er nemlig al mulig grund til at forhandle sig frem til ekstra-udstyr. Husk også at det hurtigt løber op i 10.000 kr. at få bådens bund primet og bundmalet og derudover skal der investeres i veste, anker, tovværk og fendere. Alt koster og det du kan få med er sparet.
Udstyr
• Fuld kaleche Standard
• Havnekaleche Standard
• Pantry Standard
• Køleskab/boks Standard
• Toilet Standard
• Kompas Standard
• Radio/stereo Standard
• Teak badeplatform Nej
• Teak dørk Nej
• Dusch badeplatf. Standard
• Farvet skrogside Standard
• Solseng Standard
• 2 batterier Ekstra
Rinker 232 Captiva Cuddy
Længde: 7,10 m
Bredde: 2,49 m
Motor: Maks. 320 hk
Motor: 260 hk
Testbåd Mercruiser V8
CE-kategori: C
Køjer: 2 stk.
Maks. ant. personer: 9 stk.
Pris fra: 332.393 kr.
Pris testbåd: ca. 350.000 kr.
Producent: Rinker Boats, USA,
www.rinkerboats.com.
Importør: Ove Floor,
tlf. 86 42 64 55.
+ gunstig pris
+ stort cockpit
+ ligger godt i svingene
- hård i meterhøje bølger
- batteri i motorrummet
- placering af hovedafbryder