Retten har talt. Det har taget mange, mange år. Men manden der opfandt Laser, canadiske Bruce Kirby, har omsider fået rettens ord for at den lurvede forretning ved navn Laser Performance har misbrugt hans rettigheder, og snydt ham for store indtægter.
Knusende nederlag til LP
Dem får han så nu – altså indtægterne. Retsafgørelsen er et knusende nederlag til Laser Performance, som nu skal betale Kirby helt nøjagtig 6.857,736.30 US dollars – svarende til godt og vel 46 millioner kroner.
Bruce Kirby har grund til at smile.
Mistede bygge-rettighederne
Laser Performance har i en lang årrække været drevet som en finansiel malkeko for ejerne, ikke kun på bekostning af Kirby, men også på bekostning af Laser-klassen og dens sejlere. Leverance af både og udstyr har været upålidelig, kvaliteten svingende, og der har været en lang række retslige konflikter med andre aktører på markedet. Laser-klassens OL-status har også været truet, og det er den vel for så vidt stadig. For et år siden mistede Laser Performance Europe retten til at bygge officielt godkendte Lasere, fordi de ikke var i stand til at overholde minimumskravene til at sikre identiske både. Lige nu er nye producenter i gang med at evalueres.
Erstatningsbeløbet er delt, det meste af betalingsansvaret påhviler en virksomhed ved navn Quarter Moon, som formelt set er bådebygger for Laser Performance Europe. Man regner med at afgørelsen appeleres.
The million dollar doodle
Bruce Kirby tegnede i øvrigt Laseren i 1970, efter sigende på bagsiden af en serviet. Det er så ikke helt korrekt – vi har fundet et foto hos vores kolleger i Sail-world.com, og som du kan se, er det første udkast af verdens største enmandsjolle-klasse tegnet på et stykke linjeret papir fra en notitsblok. Kirby ville kalde båden ”Weekender”, men en ven mente den burde hedde noget mere moderne – noget højteknologisk. Datidens hotteste teknologi var laserstråler, så Kirby svarede: ”Mener du noget i stil med laser?”
Tegningen er blevet kaldt ”the million dollar doodle” – og den har lige bevist at den er gaven, der bliver ved med at give.
Udsnit af den første tegning af Laserjollen.