Kommentar: Det store Laser-mord

Det er som en Agatha Christie-roman, hvor både gæster og værtskab har været med til at føre kniven. Og hvor plottet er næsten umuligt at gennemskue. Her er den usandsynlige historie om det stadig pågående mord på verdens mest succesfulde jolleklasse.

World Sailing, med danske Kim Andersen for enden af bordet, har nok en gang manøvreret sig ind i et farvand fyldt af uvederhæftige afstemninger, pludselige og dramatiske beslutninger på tværs af ekspertråd – og en kaotisk, konfliktfyldt og uklar situation, når det gælder fremtiden for olympiske klasser.

Sejlsportens svar på det britiske parlament
Denne gang handler det om Laser-klassen. Den har allerede været i gang med et langsomt, men sikkert sammenbrud igennem en årrække – af årsager som ikke har noget at gøre med World Sailing – men nu har sejlsportens svar på det britiske parlament gået ind i sagen. Og så er der altså gået fuldstændig kage i den.

Svært plot
Plottet denne gang er svært gennemskuelig, og der er så mange aktører og forgreninger i sagen, at ingen formentlig kan udrede mysteriet helt, og fortælle den fulde, sande historie. Men her er et ærligt forsøg på et forholdsvis kortfattet resumé:

Nedstemmer egne eksperter – igen
Først skal man vide at Laseren har været truet som OL-klasse. Tidligere på året blev der endda gennemført test-sejladser, for at finde en eventuel afløser. Den klare vinder blev RS Aero, en moderne, let og hurtig enmandsjolle. Den blev så indstillet som kandidat til ny olympisk enmandsjolle af WS’ eget ekspertpanel. Men når Council trådte sammen, gik det som det så ofte går. Her nedstemmer man nemlig jævnligt sine egne fageksperter, og det skete så igen: Et flertal af de gamle herrer ønskede alligevel at beholde den gode gamle Laser fra 1973.

Konfliktfyldt historie
Bådens alder er selvfølgelig et problem i sig selv – den er snart 50 år gammel. Men dens største problem er, at den har en lige så lang historie fyldt med konflikter, retssager omkring patenter, byggetilladelser, og problemer på alle tænkelige niveauer – inklusive dårlig, ustabil kvalitet og upålidelige leverancer af materiel.
Den slags er jo altid problematisk, men særlig problematisk er det, når man har eneret på leverance til en olympisk klasse.

Laser Performance – den store
Men hvem er det egentlig som slås? Lad os præsentere aktørerne kort:
Laser Performance (LP) ejer rettighederne til Laser-navnet i Europa, Nordamerika og Sydamerika, og har eneret på at sælge både og grej i de regioner – hvor mere end 80% af klassens aktive sejlere findes. LP er altså den klart største og dominerende producent af Laser-joller.

Ejet af en finansakrobat
LP er ejet af en amerikansk forretningsmand ved navn Farshad Rastegar, og han har, ifølge utallige kilder, drevet butikken på ægte amerikansk kapitalistmanér: Med profitmaksimering som eneste målsætning. En lang stribe kunder og samarbejdspartnere er ladt i stikken med varer af svingende kvalitet og mangelfulde leverancer. Manden der opfandt Laser, amerikanske Bruce Kirby, har ligget i talrige søgsmål og konflikter med LP, for at få rettighederne tilbage, samt royaltypenge, som aldrig er blevet betalt. At skifte navn på jollen har været forsøgt i flere omgange.
LP ejer dog ikke rettighederne til hele verden. Der er også en lovlig producent i Australien (Performance Sailcraft Australia, PSA), og en i Japan (Performance Sailcraft Japan, PSJ). De er dog meget små i forhold til LP.

ILCA – klasseorganisationen
Vi er ikke færdige med at ridse frontlinjerne op endnu. Enhver klasse har jo også en klasseorganisation, og Laser-klassens hedder ILCA. De har, forståelig nok, været fortvivlet over alt det rod der har været med LP.
Samtidig har de mærket et tiltagende pres fra WS: Hvis Laser-klassen ikke kan leve op til de krav der nu en gang er til en olympisk klasse – ikke bare en stabil leverance af identisk udstyr af tilstrækkelig kvalitet, men også nye og strengere regler omkring monopol, de såkaldte FRAND-regler – så kan man vinke definitivt farvel til den olympiske hat.

EurILCA – underafdeling i opposition
ILCA ligger i øvrigt også i konflikt med EurILCA, en europæisk underafdeling, som længe har haft et horn eller to i siden på ILCA. Og omvendt. Årsagerne hertil fortaber sig i tågerne, og vi har hellere ikke plads (eller energi) til at gå ind i dem her. Men der er altså også en krig der foregår her, med trusler om opsigelse af aftaler, krav om udskiftning af ledelsen etc.

”ILCA Dinghy”?
Krigen brød for alvor ud, da ILCA for nyligt tog det dramatiske skridt at opsige aftalen med LP, om eneret på produktion af Laser i Europa, Nordamerika og Sydamerika. Farshad Rastegar protesterede højlydt, ikke mindst juridisk, og hans forretningsadvokater havde gyldne dage. Situationen var faktisk den, at klassens sejlere – inklusive dens OL-atleter – ikke vidste om de længere kunne få det fornødne udstyr til at drive sporten.
ILCA forsøgte videre at omgå rettighedstvisten ved at kalde omdøbe Laser til ”ILCA Dinghy” – en idé som hurtigt viste sig ikke at få den fornødne flyvehøjde. Især ikke fordi klassens europæiske afdeling, EurILCA var imod.

Er det her vores førstevalg?
Det kan helt sikkert siges meget mere om den her triste historie. Men billedet af et forfærdelig kaos er vel tegnet tydelig nok op nu. Og uanset hvilke detaljer i billedet som måtte være udeladt, vil de fleste nok, på ovenstående baggrund, tænke at Laser-klassen ikke ligefrem fremstår som førstevalget til en olympisk klasse. Især ikke når WS’ egen ekspertgruppe alligevel anbefaler en anden båd, og man i forvejen står med en splittet og konfliktfyldt slagmark omkring flere af de øvrige olympiske klasser til OL i 2024.

World Sailing rider ind
Men nej. Ind fra venstre – og igen i sidste øjeblik – rider nu World Sailing. Direkte ind i dette sejlsportens svar på Mellemøsten. Council i WS overhører som sagt sin egen ekspertgruppe, og peger ihærdigt på Laser som fortsat olympisk udstyr. En klasse, som altså var i komplet sammenbrud, allerede inden WS kom med kravet om at åbne op for nye leverandører.

Afstemning!
Så hvad nu? Senest har ILCA kaldt sine medlemmer til afstemning. Medlemmerne er blevet spurgt om de støtter en regelændring som (hvis den bliver gennemført) medfører at ILCA-godkendte Lasere kan bygges af producenter som ikke har trademark-godkendelse fra LP. Det vil sige, at klassen muligvis kan overholde de FRAND-regler, som er en betingelse for fortsat OL-status. Hvis der altså overhovedet er nogen, der vil bygge bådene på de tvivlsomme vilkår der findes. Store krav om afgifter for ”byggetilladelse” er på vej.
Hvad bådene i givet fald skal hedde, er der hellere ingen der ved.
WS støtter forslaget. EurILCA (og selvfølgelig i høj grad LP) er modstandere.
Hvad blev resultatet?
Laser-klassen havde fået en tidsfrist fra WS, der hed 1. august. Inden den dato skulle de nå til en situation, hvor de kunne overholde FRAND-regulativer, og i det hele taget være pålidelige og troværdige som olympisk klasse. Samme dag udløb fristen for afstemningen. Hvad den endte med, er der ingen der ved, her en uge efter...

Useriøs online-platform
Måske efter inspiration fra WS, har ILCA forresten valgt at gennemføre afstemningen på en online-platform, som er uegnet til seriøse afstemninger – i det her tilfælde SurveyMonkey. Uanset resultat, kan afstemningen aldrig blive troværdig, eftersom en af partnerne i sagen administrerer afstemningen, og har adgang til at gøre hva de vil med stemmerne, og påvirke undervejs i forløbet med sin viden om hvem der har stemt hvad. Med andre ord – en rigtig World Sailing-historie, som vi kender dem fra tidligere.

Elitesejlere fortjener bedre
Laser-klassens fremtidsudsigter er tvivlsomme uanset. Og der er så mange fronter og konflikter internt i klassen, at det ikke er muligt at udpege en skyldig. Men med World Sailing trædende rundt i manegen, så ligner det lige nu en dødsdom for patienten. Men måske ligger der et håb i et farvel til OL. Det er nok det eneste logiske resultat af den krig, som samtlige aktører har været med til at skabe i den hårdt plagede Laser-klasse. Udenfor det olympiske cirkus går det måske an at sejle Laser i fred, for dem der måtte have lyst til at holde fortiden i live endnu en generation eller to.
Olympiske sejlere, som lægger hele sit liv og sin sjæl i sporten, fortjener noget bedre. Det vil sige en anden olympisk enmandsjolle. Lad os håbe at det – trods alt – bliver enden på det.