Efter tre årtier på udenlandske designhold i Louis Vuitton Cup og America's Cup som ekspert i aero- og hydrodynamiske strømningsberegninger kan ingeniør Michael Richelsen fra Hornbæk i højere grad end nogen anden dansker kalde sig 'Mr. America's Cup'.
Men for en mand, der lever af at rådgive verdens bedste sejlere om, hvad selv de mindste ændringer af kapsejladsens teknologiske landvindinger gennem 162 år kan betyde for cupbådenes fart og manøvre-egenskaber, er danskeren i forbavsende vildrede om de aktuelle AC72-katamaraners fremtid.
På den ene side er Michael Richelsen personligt begejstret over de flyvende kæmpe-katamaraners store udviklingspotentiale. På den anden side er han ikke blind for, hvorfor kritikere af den 34. America's Cup i San Francisco har døbt Oracle-milliardæren Larry Ellisons version af den omdiskuterede kapsejlads for 'Fiasco in Frisco'.
"Jeg er i syv sind. For selv om de amerikanske arrangører har stablet et flot show på benene, som aldrig tidligere er set i sejlsporten, er der alligevel også problemer", siger Michael Richelsen, som efter sin første America's Cup-sejr i 2007 med schweiziske Alinghi nu er headhuntet af den italienske udfordrer Luna Rossa, der har modehuset Prada som sponsor.
"Designmæssigt vil det være synd at opgive det nuværende koncept. Vi er jo først lige begyndt at lære det at kende. Og vi kan alle blive meget bedre til at håndtere katamaranerne, selv om nogle af sejladserne overraskende nok allerede nu ser legende lette ud. Personligt vil jeg derfor gerne fortsætte med AC72'eren. Men omvendt er vi alle sammen også professionelle nok til at forstå, at hvis det besluttes, at konceptet skal ændres inden den næste cup, så er der en god grund til det".