Nicolai Sehested er ligesom Peter Wibroe i Danmark en uges tid, inden de skal retur til Abu Dhabi. De skal hvile ud, stresse af, se familie og venner, og derefter tilbage til Abu Dhabi, hvor holdet samles igen.
Inden de kom til Danmark skulle, dels søforhør overstås på Mauritius, dels møder omkring forsikringsspørgsmål afvikles i Abu Dhabi.
Nicolai Sehestedstyrede da uheldet skete, og han skulle derfor naturligt være til stede i hele afklaringsfasen, og kunne først rejse til Danmark, når det var gennemført.
Vi mødte Nicolai lørdag ved frokosttid i KDY’s klubhus på Tuborg Havn, dér hvor det hele startede, én dag i august.
Velkommen tilbage til Danmark, alle er glade for at ingen blev skadet og at det gik så godt med at evakuere Vestas Wind. Jeg er godt klar over, at der er en del, som I ikke kan svare på endnu, men fortæl om hvordan du oplevede grundstødningen, det følelsesregister man kommer igennem i en sådan ekstrem situation ?
”Det var en hård afgang fra Cape Town med 35 knob vind. Efter 10 minutter var vi allerede våde, og det blev nogle hårde første dage i Sydhavet, hvor der var rigtig meget vind hele tiden. Man når jo ikke at blive tør.
Det er forskelligt, hvor lang tid jeg har været på rattet som ’driver’, det afhænger af vejret. Det er rigtig hårdt om natten, idet man skal koncentrere sig ekstremt meget, man sejler på instrumenterne, og på den følelse man har med båden. Normalt bliver det til 45-60 minutter som driver, mens det om dagen godt kan være omkring 2 timer. Det er noget helt andet, når man kan se, hvad der sker.
Vi sejlede på kanten af cyklonen, da vi uanede om det forestående, nærmede os revet. Farten var omkring 19 knob, og vi var lige kommet ud af nogle kraftige byger. Det var en sky nat, og meget mørkt.
Få sekunder før vi ramte revet, hørte vi noget, og blev naturligvis ekstremt overraskede, da vi ramte revet første gang. Det første som røg var styrbord daggerboard, så vi fik en advarsel. Men derfra var der kun nogle sekunder til at kølen ramte revet.
Når man sejler i mørket, er man altid meget spændt i kroppen, og placerer sig ofte sådan, at man kan modstå større ryk i båden, for eksempel når man rammer store bølger eller dumper ned i en bølgedal.
Vi var ekstremt heldige, at ingen kom alvorligt til skade, da vi rammer revet. Det var også heldigt, at ingen stod op lige på det tidspunkt nede under dæk. Og dem der sover, har fødderne forrest.”
Nicolai er 'driver' på det ene vagthold, og han stod ved roret den aften, hvor de - intetanende - nærmede sig revet. Foto Brian Carlin TVW
Hvordan forløb natten på revet?
”Vi var i båden syv timer i løbet af natten. Man ved ikke præcis hvor man er, hvordan omgivelserne er, om der er land i nærheden. Det hele er så uforudsigeligt. Båden lå og bragede mod revet hele tiden i bølgerne. Mere og mere af specielt den agterste del af båden blev revet i stykker, når bølgerne skyllede ind over revet. Dønningerne er der hele tiden, og samtidig er der mere end en meter tidevand, som skiftede i løbet af natten. Det var modbydeligt at sidde i båden hele natten, og vi gennemgik hele tiden rutinerne, så vi var parat til at kunne forlade båden.
Efter 7 timer satte vi den første redningsbåd i vandet og udløste den, men ikke den anden, så vi ikke risikerede, at begge eventuelt gik i stykker på revet. Vi vidste, at der var hajer i lagunen og skulle passe meget på, når vi kom over revet til lagunen.
Vi gik forsigtigt over revet og passede på, at vi ikke blev kastet omkuld i bølgerne. Da vandet blev omkring en meter, gik vi ombord i den ene redningsbåd, som vi bandt fast til en sten. Den anden redningsbåd var stadig ikke udløst, og lå ved siden af.
Lagunen var måske 1,5 meter dyb og hajerne går ofte helt ind på 1 meter vand. Så vi skulle være meget forsigtige. I dagene efter så vi mange af dem.
Det var en fiskerbåd, som kom ud og hentede os, og sejlede os ind til øen. Derefter brugte vi 3 dage på i dagslys at fjerne så meget som muligt fra båden, således at der efterfølgende var minimal risiko for at ødelægge mere i miljøet.
Mentalt er det ekstremt hårdt at sidde på et rev en helt nat, uden at vide, hvad der kunne ske det næste øjeblik. Går det galt ? Hvad sker der om et minut eller fem ? Det gælder om at forblive skarpe i bedømmelsen af alle situationer. Man skal blive ved at arbejde som et hold, hvor alle støtter hinanden, alle holder øje med hinanden, alle ved hvordan vi vil takle tingene i forskellige scenarier.
Man er ekstrem fokuseret om opgaven at redde sig selv og hele holdet. Man er fokuseret alene på den opgave. Det er først senere, at følelsen af skuffelse kommer op i én. Derefter fokuserer man på, hvordan man kan komme videre, hvordan man kan få en god slutning på det her. Vi kom allerede hurtigt til at fokusere på, at vi – om muligt – gerne vil tilbage i racet.”
