Anne-Marie: Guldfavorit i Laser Radial

Related Articles: Lin & CP: Særlig fokus på sejlads i bølger og mental træning, 49erFX: Ida & Marie - topmotiverede og sultne efter en medalje, Jonas & Jakob: Vi tror på en medalje , Lærke: Pandemien gav mig mulighed for endnu bedre forberedelse

Anne-Marie Rindom vandt bronze i 2016, og nu går den dobbelte verdensmester efter guld i Tokyo. ”Favoritværdighed betyder ikke noget for mig, men jeg accepterer, at jeg er blandt favoritterne”, siger Anne-Marie til Bådmagasinet.

Da 30-årige Anne-Marie Rindom kvalificerede sig til OL for mere end et år siden og inden udsættelsen af OL til 2021 blev en realitet, besvarede hun spørgsmålet om bronzemedaljen fra Rio 2016 skulle skiftes ud med en medalje af endnu mere gylden karat, på denne måde:

”Man skal altid passe på med at sige, at man går efter guld – især i sejlsport – hvor der er så mange forskellige faktorer, der kan påvirke det endelige resultat. Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at levere et godt resultat. Hvis alt klapper, så kan jeg godt være med helt fremme i Tokyo.”

Da Bådmagasinet talte med Anne-Marie kort før afrejse, tilføjede hun: ”Det vigtigste er, at man gør sit allerbedste og giver den gas. Jeg har en god teknik, og jeg er god til at kigge efter vinden på banen. Der kan altid være nogen som er bedre på dagen, og det må man have respekt for.”

Selvom Anne-Marie udtrykker sig afbalanceret, når hun bliver spurgt til medaljechancerne, så er der ingen tvivl om, at hun har haft en klar målsætning mod Tokyo 2020 – som altså bliver 2021 - nemlig at vinde guldmedaljen.

Anne-Marie er en dybt fokuseret konkurrencesejler. Hun er en fighter, der giver alt, hvad hun har, og hvis hun møder modgang, giver hun ikke op. Hun tager i stedet hjem og analyserer sig frem til, hvad hun -kan gøre bedre. Hun er mental stærk og præsterer ofte sit allerbedste, når presset er på sit højeste.

Artiklen fortsætter under dette billede.

radial annemarie1 ws sailingenergy free 1
Anne-Marie er en af de mest succesfulde danske sportsudøvere gennem de seneste 10 år.

Vejen til verdenstoppen
Anne-Marie begyndte at sejle som 7-årig med familien i Horsens Sejlklub, først Optimist og derefter Europe-jolle, hvor hun hurtigt blev en af de bedste og vandt VM-bronze i 2007, EM-sølv i 2008 samt EM- og VM-guld i 2009.

I 2009 blev det tillige til VM-sølv i Ungdoms-VM i Laser Radial, og Anne-Marie kom derefter på det danske seniorlandshold i en alder af 18 år. OL-karrieren var dermed i gang.

Anne-Marie har det seneste årti været Danmarks mest succesfulde sejler. Hun deltog for første gang i OL i London 2012, hvor hun blev nr. 13, og derefter er det bare gået en vej, nemlig direkte mod verdenstoppen. Kun tre år efter vandt hun VM-guld i 2015, kvalificerede sig til OL med en VM-bronze i 2016, og kvitterede med en OL-bronzemedalje i Rio.

Anne-Marie har de seneste 6 år vundet stribevis af medaljer: OL-bronze, to VM-guld, VM-bronze, EM-guld, EM-sølv, 12 World Cup og andre internationale sejre og konstant været i toppen af verdensranglisten.

I 2019 - hvor hun vandt både VM-guld, EM-guld, World Cup stævnet i Genua, Princesa Sofia Trophy samt toppede verdensranglisten - blev Anne-Marie kåret som Rolex World Sailor of the Year, og dermed verdens bedste kvindelige sejler. Hun blev dermed den første dansker som har opnået denne prestigefyldte hæder.

Dermed er det næsten også uundgåeligt, at Anne-Marie må regnes blandt favoritterne til OL-guld i Tokyo i Laser Radial.

Artiklen fortsætter under dette billede.

radial annemarierindom 02 aarhus2018 ws sailingenergy free
2019 blev et fantastisk år for Anne-Marie, som vandt VM- og EM-guld, samt blev kåret til verdens bedste kvindelige sejler.

Hvad motiverede dig til at satse på OL ?

”Det er svært at svare på, men jeg husker da jeg kiggede på TV fra OL-sejladserne i Qingdao
(2008, red.), at lysten til at sejle OL meldte sig. Maiken Schütt fra Horsens sejlede på det tidspunkt Laser Radial og var en rollemodel for mig. Jonas & Martins vej til OL-guldet gjorde også et stort indtryk på mig. På det tidspunkt skulle jeg også beslutte, om det skulle være 3 eller 4 år i gymnasiet, hvor jeg kunne kombinere den 4-årige gymnasietid med elitetræning som sejler. Jeg startede i Laser-jollen i 2009, og det var en overraskelse for mig, da jeg et par år efter kvalificerede mig til OL 2012. Deltagelsen i OL blev en meget vigtig læring, og gav mig endnu mere lyst til at lave en OL-satsning mod Rio 2016.”

Anne-Marie blev i 2011 student fra Horsens Gymnasium, og startede derefter på Aarhus Universitet, hvor hun læser idræt. Med hjælp fra AU Elitesport har hun studeret på deltid, så hun ikke skulle gå på kompromis med sin elitesportskarriere. Det har muliggjort mange timers træning, samtidig med at hun har haft tid til at gennemføre sin uddannelse.

Straks efter bronzemedaljen i Rio igangsatte Anne-Marie sin tredje OL-satsning mod Tokyo 2020, men den verdensomspændende pandemi lavede det om til en 5-årig OL-kampagne. Udsættelsen af OL til 2021 har Anne-Marie vendt til noget positivt:

”Corona situationen har betydet meget usikkerhed og ændrede betingelser for både træning og konkurrence. Omvendt er vi sejlere normalt omstillingsparate, vi er vant til at ændre planer og tilpasse os, vind og vejr er omskifteligt, og vi starter heller ikke på et fastsat tidspunkt.
Jeg har brugt udsættelsen til min fordel, og målet har været at komme ud på den anden side endnu bedre rustet til OL-sejladserne. Heldigvis har der været en god gruppe af danske piger i Laser Radial, som jeg har kunnet træne sammen med både herhjemme og i udlandet. Anna Munch og Michaela Norsell har givet mig meget motivation det seneste år, kammeratskabet og sammenholdet har været fantastisk, hvilket har gjort det sjovere og til et federe liv, selvom det blev en OL-kampagne på 5 år.
Jeg føler, at jeg har rykket mit niveau og blevet endnu bedre, og jeg er derfor blevet glad for det ekstra års OL-forberedelse.
Det har også været godt for danske piger på udviklingslandsholdet, som har et mål om OL 2024, at vi har fået yderligere et års træning og sparring sammen, og jeg glæder mig over at kunne bidrage til deres udvikling.”

Anne-Marie har tillige haft flere internationale træningspartnere: ”Jeg har fortsat mit træningssamarbejde med den irske pige som vandt sølv i Rio, og vi har været meget sammen på Lanzarote. To andre faste træningspartnere har været den belgiske og norske OL-deltager."

Artiklen fortsætter under dette billede.

radial annemarierindom 05 wspressefoto free 1
Anne-Marie har trænet i OL-farvandet ud for Enoshima tre gange de sidste fire år, senest ved For-OL i 2019.

Hvem bliver dine hårdeste konkurrenter?

”Favoritværdighed betyder ikke noget for mig, men jeg accepterer, at jeg er blandt favoritterne. Ingen af top 5 er stoppet siden Rio, og samtidig er der kommet nye gode sejlere til, så konkurrencen bliver hård.Den hollandske guldvinder i Rio er også blandt favoritterne, og hun vil være med i kampen om medaljer. Jeg forventer hård konkurrence fra mange nationer ved dette OL, så det bliver et meget spændende OL-stævne."

Anne-Marie har sejlet flere gange i OL-farvandet og siger herom: ”Jeg har været i Enoshima en måned i 2017 og 2018, samt to måneder i 2019, så jeg kender forholdene derude ret godt. Siden har alle  sejlerne været forhindret på grund af Corona situationen.Vi valgte Lanzarote som vores primære træningssted, dels er det det varmeste sted i Europa, dels er der store bølger ligesom i Enoshima. Danskerne var de første dernede i efteråret 2020, og derefter har stort set alle fra Europa trænet dernede. Der har tillige været en række gode stævner med omkring 40 deltagere, hvilket svarer til feltet ved OL.”

Specialtræning med varmetelte har forberedt sejlerne inden afrejse: ”Vi har også haft mulighed for specialtræning i varmetelte, som Team Danmark har sat op i Sejlsportscentret i Aarhus, hvor der kunne skabes samme temperatur og fugtighed som i Japan. Jeg har været i varmeteltet hver dag de sidste 10 dage inden afrejse, således at kroppen er blevet udsat for det daglige varmestress, hvilket betyder, at man ikke bliver så træt, når vi kommer til Japan. Dernæst får vi næsten 14 dage til at akklimatisere os inden sejladserne starter.”

Laser Radial – nu omdøbt til ILCA 6
Under OL i Tokyo vil bådklassen blive kaldt ’Laser Radial’ eller ’Radial’, og det er da også den betegnelse de fleste kender, både indenfor og udenfor sejlsporten. Men på grund af en retssag vil den i fremtiden blive benævnt ILCA 6 - ILCA er forbogstaverne i klasseorganisationen International Laser Class Association. egenann.jpg
Laser Radial har været OL-klasse siden 2008, hvor den afløste Europe-jolle, som var den bådklasse, hvor Kristine Roug i 1996 vandt OL-guld, som den første og hidtil eneste kvindelige danske sejler. I 2004 vandt Signe Livbjerg bronze ved OL i Athen.

Laser Radial har samme skrog som mændenes Laser Standard, men den har mindre mast og sejl. Det er en ’one design’ klasse, hvor sejleren stort set ikke kan tilføre nogen tekniske forbedringer, hvilket har været med til at gøre Laser-jollen til verdens mest udbredte jolle for 1 person. Alle joller er således helt ens, og resultatet er dermed helt op til sejlerens præstation, og stiller store krav til både fysik og taktiske evner i de oftest store felter.

Jollerne bliver altid stillet til rådighed ved både VM- og OL-stævnerne. Anne-Marie siger herom: ”Vi er vant til at få stillet joller til rådighed ved de store stævner, hvilket jeg ser som en fordel. Man ved naturligvis aldrig helt, hvilket grej man får, men det kommer fra den samme producent. Tidligere har vi oplevet forskelle på mastere, men i Rio sørgede man for ens master fra samme producent, hvilket også sker i Tokyo.”

Laser-jollen blev designet i 1969 og kom til Danmark i starten af 1970’erne, hvor den lige siden har været en populær jolle, i mange år primært blandt mændene, idet kvinderne sejlede Europejolle. Men da Laser Radial kom på OL-programmet til 2008, har de bedste kvinder naturligvis skiftet til den klasse, hvis de ønsker at satse på OL.


Galleri







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen