I forlængelse af fredagens kommentar om World Sailings troværdighedsproblem, følger vi op med en faktatjek af centrale påstande i den såkaldte TSE-sag, hvor WS’ eks-præsident Kim Andersen, i en rapport udarbejdet af en uafhængig undersøger, blev dømt for brud på etiske regler i World Sailing.
Andersen har sat talrige juridiske tiltag i gang for at kende rapporten fra etisk komité ugyldig, og i World Sailing arbejder den nye ledelse pt for at konstituere en ny etisk komité. Det er en kaotisk situation, med sagsanlæg og anklager på kryds og tværs mellem de forskellige parter.
Hvad viser dokumentationen?
Men helt uafhængig af de formelle og juridiske rammer for rapporten, er de faktuelle omstændigheder som afsløres meget belastende – ikke kun for Kim Andersens eftermæle, men også for dansk sejlsports internationale troværdighed.
Dansk Sejlunions ledelse og repræsentanter i WS har ubetinget støttet Andersen i alle de konflikter der er opstået i World Sailing de seneste fire år. Og det gør man stadig, selv efter at de seneste, belastende forhold er kommet frem. De er dokumenterede, faktuelle, og afslører talrige forsøg på manipulation, og forsøg på at dække over hvad der egentlig er foregået.
Igennem hele Kim Andersens fireårige præsidentperiode har især Hans Natorp gået ud med stærk kritik af Andersens modstandere, både internt i World Sailing og udenfor organisationen, og har forsvaret den tidligere præsident mod de anklager der er rejst mod ham.
Involveret i TSE-sagen
Hans Natorp var formand for Dansk Sejlunion under Andersens valgkampagne i 2016, og er tidligere medlem af World Sailings Council. Han er pt. næstformand i Danmarks Idrætsforbund, og har offentliggjort sit kandidatur til valget som ny DIF-formand i maj næste år. Natorp var Andersens måske nærmeste samarbejdspartner under arbejdet med at få en dansker valgt til den mest magtfulde position i sejlsporten, og var dermed dybt involveret i TSE-sagen.
Udtalelser kan efterprøves
Bådmagasinet har tidligere i år bragt to interviews med netop Hans Natorp, et interview i maj måned, og et interview i august. I begge interviews er Natorp kommet med udtalelser, som vi nu har fået lejlighed til at efterprøve. Når det gælder TSE-sagen, den seneste af i alt tre klager til Etisk Komité, så er det nemlig ikke kun rapporten fra Etisk Komité, men også den underliggende dokumentation, som Bådmagasinet er i besiddelse af. Materialet afslører, at flere af de påstande Andersen og Natorp er kommet med, ikke stemmer overens med dokumentationen. Interviewene med Natorp er publiceret 7. maj og 28. august. De er sendt til citatcheck, og godkendt af Natorp selv.
Interessekonflikt
For nye læsere: TSE-sagen drejer sig helt kort om at Kim Andersen benyttede PR-bureauet TSE (nu BCW Sport) under sin valgkampagne, og som nyvalgt præsident undlod han at oplyse om en mulig interessekonflikt med TSE. På det tidspunkt havde han allerede indgået en aftale med TSE om at løse kommunikationsopgaver for World Sailing, og som aftalen viser, var opgaven i høj grad at støtte op om den nyvalgte præsidents egen kommunikation. Aftalen blev ikke forelagt eller godkendt af World Sailings bestyrelse. Opgaven blev hellere ikke sendt i udbud. Aftalen blev stærkt kritiseret internt i organisationen, da den kom frem i lyset, og kom til at koste World Sailing ca. 1,7 millioner kroner.
Her er resultatet af vores faktacheck:
Natorp: ”Der er faktisk aldrig indgået en kontrakt mellem PR-bureauet TSE og World Sailing”
En skriftlig, signeret aftale med et rammebeløb svarende til ca. 400.000 DKK blev indgået mellem TSE og World Sailing i november 2016 – umiddelbart efter præsidentvalget, hvor Kim Andersen vandt. Samarbejdet kom i øvrigt til at fortsætte langt udover den indledningsvise aftale. Bådmagasinet er i besiddelse af en kopi af aftalen, som blev signeret af Kim Andersen i direkte forlængelse af en tidligere aftale mellem TSE og DIF, indgået med det formål at støtte Kim Andersens præsidentkampagne. Den efterfølgende aftale mellem TSE og World Sailing blev indgået med det primære formål at støtte Kim Andersens eksterne kommunikation som nyvalgt præsident. Vi er i besiddelse af aftalen.
Natorp: ”Der var tale om et lille, kortvarigt engagement, og der er ingen regler i World Sailing som kræver at man sender opgaver i udbud. Samarbejdet varede kun nogle måneder.”
Aftalen havde en varighed på ca. fem måneder, men samarbejdet blev efterfølgende forlænget. I alt kom samarbejdet mellem TSE og World Sailing til at vare i ca. to år. Det kostede World Sailing 191.613 GBP, svarende til ca 1,7 millioner kroner. Da beløbet kom frem i medierne tidligere i år, benægtede Kim Andersen at det var korrekt – en udtalelse Hans Natorp støttede op om. Rapporten indeholder interviews med centrale personer i World Sailing, som fortæller at det er normal praksis i World Sailing, at aftaler som denne sendes i udbud.
Natorp: ”Kim har ikke samarbejdet med TSE.”
Der foreligger en aftale mellem TSE og DIF, med det formål at støtte Kim Andersens præsidentkampagne. Vi er i besiddelse af faktura fra TSE, rettet til DIF. Det er en kendsgerning, at TSE sendte en medarbejder til Barcelona for at hjælpe Andersen i den sidste fase af valgkampen. Den samme medarbejder fortsatte efterfølgende som Andersens assistent i World Sailing. Efter valget blev tjenesterne (med en timeløn på 250 schweiziske francs, svarende til ca 1.700 kr.), faktureret til World Sailing. Den overvejende del af TSE’s arbejde handlede om at bistå med Kim Andersens kommunikation. Dette er beskrevet i aftalen.
Natorp: ”Jeg tror det var DS der lavede aftalen.”
Hans Natorp var selv formand for DS på det pågældende tidspunkt. I det interview hvor udtalelsen faldt, fortæller han samtidigt at det var ham selv, sammen med DS og Kim Andersen, der stod bag præsidentkampagnen, og ikke TSE. Udtalelsen kom som svar på et spørgsmål om hvorvidt Natorp, som nuværende næstformand I DIF, eventuelt kunne fremvise aftalen med TSE, og dermed dokumentere sin omstridte påstand. DS har aldrig haft en aftale med TSE.
Natorp: ”TSE blev simpelthen hyret ind for at sørge for at vores pressemeddelelser blev korrekt oversat til engelsk, fransk og spansk. Hvad det kostede, ved jeg ikke, men den slags opgaver ligger vel i omegnen af 50.000 kroner.”
DIF betalte 103.791 kr. til TSE for opdraget. I tillæg kommer rejseudgifter, ophold og diæt for de dage TSE’s medarbejder deltog i konferencen i Barcelona i november 2016.
Natorp: ”TSE var ikke involveret i Kims kampagne.”
TSE’s tjenester er faktureret som ”Campaign for World Sailing presidency”. På DIF’s betalingsbilag er opdraget anført som ”TSE Cons. Campaign World Sailing”.