Kommentar: De største medier herhjemme, samt journalistforbundet (eksternt link, red.), kritiserer i øjeblikket politikerne for at bringe vigtige budskaber på deres respektive Facebook- eller Twitter-profiler. Den samme tendens ser vi i endnu højere grad internationalt.
Når statsministeren f.eks. vil lukke dele af landet ned, pakkes budskabet pænt ind, og slippes uimodsagt ud til de supportere, som følger vedkommendes profil. Ingen kritiske spørgsmål. Ingen journalistisk bearbejdning eller perspektivering foregår. Narrativet ejes af afsenderen alene, og den magt bruges typisk til at fremme egne interesser. Problematiske konsekvenser eller aspekter ved det der foregår, bliver typisk udeladt. Fortællingen er rosenrød, og formuleres tit på måder, som manipulerer med de dele af virkeligheden, som ikke passer ind.
Nu også sejlsporten
Den tendens oplever vi også i sportens verden, herunder sejlsporten. Forbund, klubber og foreninger skaber i stigende grad deres egne historier. I særlig grad har vi været vidne til at World Sailing fortæller historier, som udelader alvorlige problemer, og vinkler dem til egen fordel. Medier mødes i stigende grad med tavshed, kritik, fornægtelse, eller endnu værre: Der insisteres på fremstillinger, som ikke altid er 100% sandfærdige.
Nogle af de historier har vi dækket her på sitet, især igennem det seneste års tid, hvor Kim Andersen har haft stærke modstandere i World Sailing, og været centrum for talrige konflikter med interne og eksterne kritikere. Han har været igennem hele tre klagesager i World Sailings etiske komité, og organisationen er nu havnet i en dyb krise, både økonomisk og samarbejdsmæssigt.
IOC afviser ansøgning
Også kommunikationen fra World Sailing er i krise. I tirsdags kunne du læse her på Baadmagasinet.dk, at IOC, den internationale olympiske komité, har sendt ansøgningen fra World Sailing på den nye disciplin Mixed Doublehanded Offshore tilbage, med besked til World Sailing, på at møde op med mere gennemarbejdet materiale. IOC siger, at det er nødvendigt at dokumentere tiltag som sørger for sejlernes sikkerhed, og samtidigt kræver man at der sikres en bedre økonomi, inden man kan godkende den nye disciplin. To spørgsmål ønskede IOC altså at få dybere belyst.
It's the economy, stupid
Sikkerhed har alle dage, i hvert fald siden det skæbnesvangre OL i München i 1972, været i højsædet under OL. Selv har vi her på redaktionen flere gange oplevet hvor besværligt det kan være at bevæge sig rundt i OL-miljøet, under de tunge sikkerheds-tiltag der har været.
Men økonomien i de olympiske klasser står mindst lige så centralt. Og lige præcis de økonomiske udfordringer, som Mixed Doublehand Offshore vil medføre, har længe rejst store spørgsmål i sejlerkredse. Hvordan skal økonomien til sådan en OL-satsning hænge sammen? Vi taler formentlig om en investering i millionklassen for et enkelt hold, så det vil udelukkende være de store nationer, som vil kunne stable sådan en satsning på benene. Det er et yderst vigtigt argument i hele debatten omkring den (måske) kommende olympiske disciplin. IOC’s mål er desuden at holde omkostningerne nede ift. Paris 2024, alene af den grund at der kun bliver tre år mellem de to kommende olympiske lege.
Belejligt udeladt
Men World Sailing fortæller igen sin helt egen historie, når det ret alvorlige problem omkring IOC’s manglende godkendelse af den nye OL-disciplin skal formidles. I tirsdags gik der en pressemeddelelse ud fra World Sailing, hvor hele spørgsmålet om IOC’s bekymring for økonomien i Mixed Doublehand Offshore simpelthen var fjernet.
Det kan synes som en lille ting. Men det er næppe en tilfældighed. Og det er ikke mindst symptomatisk. Det her er et stigende problem, som stiller skarpt på mediernes opgave i samfundet. Såkaldte ”faktatjek” er i stigende grad blevet en nødvendighed.
Kommunikationsmæssig kaos
World Sailing er nu helt holdt op med at besvare henvendelser fra pressen – noget vi selv har erfaring for her på redaktionen. Selv under den nye præsident Quanhai Li oplever vi det kommunikationsmæssige problem - tavshed. Gang på gang har vi her på redaktionen oplevet folk undre sig over hvad der egentlig er sket, bagom de rosenrøde fortællinger om de mange konfliktsager som er opstået de seneste fire år – vi har forsøgt at få svar, men møder larmende tavshed.
DS og DIF’s talsmand følger ukritisk med
Troværdigheden hos World Sailing har kort sagt lidt et alvorligt knæk. Og det stopper ikke der: Her hjemme har den kedelige udvikling smittet af på Dansk Sejlunion – og endda Danmarks Idrætsforbund, som i forvejen slås med problematiske sager, der handler om uetisk ledelse og kommunikation.
Både DS og DIF har mange aktier i ledelsen af WS, eftersom deres kandidat til præsidentposten, Kim Andersen, har været et stort og vigtigt prestigeprojekt. Det har nok været medvirkende til at kommunikationen fra DS har været vinklet og ensidig, og påfaldende afvisende overfor kritik, når temaet har været de mange konfliktsager omkring Andersen. DS’ formand, Line Markert, har endda beskyldt Bådmagasinet for at viderebringe røverhistorier – en udtalelse som kom fra talerstolen i formandens mundtlige beretning, under årets generalforsamling.
Mediernes opgave
Som sagt er det svært at vide hvad der egentlig er sket. Men noget af det er heldigvis faktuelt, og lader sig endda dokumentere – som nu den seneste pressemeddelelse fra World Sailing, som udelader det mest presserende spørgsmål fra IOC. At formidle den slags, synes vi er en vigtig opgave som medie. Vi må forvente troværdighed fra dem vi har valgt til at styre vores sport, og kontrollere at informationen er retvisende – også når der sker problematiske ting.
Faktatjek
Netop det har vi arbejdet en del med her på redaktionen igennem de seneste måneder. Blandt andet har vi gjort os den umage at faktatjekke nogle af de udtalelser, som er kommet fra DS’ og DIF’s mest brugte talsmand, når det drejer sig om World Sailings ledelsesmæssige problemer.
Hans Natorp er næstformand i DIF, tidligere Council-medlem i WS og eksformand i DS, og har været meget aktiv i forsøget på at etablere en historie om at Kim Andersen har handlet uangribelig i sin ledelse – på trods af det sørgelige resultat, de voldsomme konflikter og den hårde kritik, som kom til at præge hans præsidentperiode.
Vores næste faktatjek publicerer vi i en artikel her på sitet i morgen lørdag.
I galleriet herunder ser du tydeligt, at World Sailing belejligt undlader at nævne 'Costs' overfor deres læsere.