Kim Andersen kommer op mod en opposition, hvor alle tre kandidater har markant flere nomineringer end den siddende præsident.
Præsidentvalget i World Sailing er i gang. Det er ikke ’bare lige’ og nemt for mening læser at forstå. Bådmagasinet har fået tidligere generalsekretær Dan Ibsen, til at gennemgå valgets kompleksiteter, og ser på hvad der kan afgøre valget. En ’must read’ artikel, hvis emnet har din interesse.
I forbindelse med nomineringen af kandidater til World Sailing præsidentposten for de kommende fire år er der samlet afgivet 129 nomineringer, men de repræsenterer kun 76 ud af i alt 137 medlemslande i World Sailing, idet en lang række lande har nomineret flere kandidater.
Der er således fortsat mange lande, der ikke har tilkendegivet en holdning til, hvilken kandidat de forventes at støtte, og derfor er det naturligvis ganske vanskeligt at spå om de enkelte kandidaters vinderchancer. Antal nomineringer er en indikation, men absolut ikke et sikkert bud på, hvem der har størst chance for at vinde. Vi prøver i det følgende, at pege på nogle af de ting der kan afgøre præsidentvalget.
For første gang i World Sailings historie kommer valget til at foregå online, idet årsmødet er aflyst pga. COVID-19 pandemien. Normalt sker afstemningen på generalforsamlingen (= AGM Annual General Meeting), hvor man skal være fysisk til stede, evt. repræsenteret af en fuldmagtshaver fra eget land, og her deltager normalt ca. 60-75 lande.
Med online valghandlingen må man forvente, at valgdeltagelsen bliver markant højere end normalt, da især mange mindre lande - der normalt ikke rejser til møderne - denne gang får mulighed for at stemme elektronisk hjemmefra.
Du kan her læse om de fire præsidentkandidater (nævnt alfabetisk på efternavn), deres valgløfter, manifesto og CV, og vi har samtidig angivet det antal nomineringer som de har modtaget:
Kim Andersen, Danmark: 23 nomineringer
Quanhai Li, Kina: 35 nomineringer
Scott Perry, Uruguay: 35 nomineringer
Gerardo Seeliger, Spanien: 36 nomineringer
Kim Andersen har som den siddende præsident altså færre nomineringer end sine tre modkandidater, men bag nomineringerne gemmer sig følgende karakteristika:
• 7 lande har nomineret alle fire kandidater
• 14 lande har alene nomineret 2 eller 3 af kandidaterne i oppositionen
• 12 lande har alene nomineret Kim Andersen
• 13 lande har alene nomineret Quanhai Li
• 10 lande har alene nomineret Scott Perry
• 12 lande har alene nomineret Gerardo Seeliger
Valgsystemet betyder, at en kandidat kan vinde allerede i første runde, hvis han modtager mere end 50% af stemmerne.
Hvis man følger det system, som World Sailing tidligere har anvendt, sker følgende i de næste valgrunder. De tre kandidater med flest stemmer går videre til anden valgrunde, og her kan en kandidat igen vinde, hvis han modtager mere end 50% af stemmerne. Sker dette ikke går de to med flest stemmer videre til tredje runde, hvor vinderen bliver valgt som præsident. Der har været forlydender om en anden procedure, men den har vi ikke kunnet få bekræftet endnu.
Den elektroniske valghandling betyder også, at det i år bliver langt sværere at ’stemme taktisk’, idet det ikke i samme grad er muligt at lobbye under årsmødet og lave aftaler mellem afstemningerne på generalforsamlingen. Til en vis grad vil parterne på forhånd søge at instruere sine støtter, og der er for øjeblikket givetvis en intensiv kommunikation for at etablere aftaler, ikke mindst i oppositionen.
Kim Andersen
Udfordringen for Kim Andersen er, at alle tre kandidater i oppositionen som udgangspunkt ser ud til at have større støtte fra flere lande end ham selv, men fordelen for Kim kan være, at der opstår stemmespild i oppositionen, medmindre man på forhånd har lavet aftale om en ’primær kandidat’, som mange enes om at stemme på allerede i første valgrunde.
Hvis man antager, at alle lande som har nomineret Kim Andersen, også stemmer på ham, og Kim han samtidig får en del stemmer fra lande som ikke har indsendt nomineringer, har Kim en god chance for at gå videre til anden runde.
Alene i Gruppe G - som består af alle nordiske lande samt Estland, Letland og Litauen - har kun Danmark, Finland og Island nomineret Kim Andersen, og det betyder, at Kim Andersen alene fra denne gruppe har mulighed for op til 5 yderligere stemmer. Dog har der været forlydender om, at f.eks. Norge ikke støtter Kim. Hvis lande som Australien, England, Frankrig, Holland og New Zealand støtter Kim, og samtidig lobbyer for hans kandidatur, så styrkes hans muligheder sandsynligvis.
Går Kim Andersen videre til anden valgrunde, bliver to faktorer afgørende: 1) hvilken af de tre oppositions kandidater som bliver elimineret i første runde, samt 2) hvor alle de mindre lande - som denne gang får mulighed for at stemme online – placerer deres stemme.
Et par ’dark horses’ kan måske også få indflydelse på valget, nemlig to klagesager mod Kim Andersen, som Baadmagasinet.dk tidligere har omtalt.
Den klagesag, hvor Kim Andersen fik en advarsel, er nu genstand for behandling i Council, idet Constitution Committee netop har rådgivet Council om, at den Etiske Kommission ikke var beslutningsdygtig jfr. vedtægterne, ligesom Council muligvis vil undersøge opsigelserne i Etisk Kommission nærmere. Council havde møde tirsdag morgen, og mødes på fredag for yderligere drøftelse og beslutning heromkring.
Den endnu ikke afgjorte klagesag omkring TSE’s påståede involvering i Kim Andersens valgkamp i 2016, kan også få betydning for valget, idet afgørelsen i denne sag forventes at komme inden valghandlingen går i gang den 16. oktober. Bliver sagen afvist, kan det styrke Kim’s kandidatur, men modsat kan det blive skæbnesvangert.
Oppositionen
To af de tre kandidater i oppositionen – Quanhai Li og Scott Perry - har siddet som vicepræsidenter i Executive Committee de seneste fire år, og stiller dermed op mod den siddende præsident, formentlig begrundet i utilfredshed med Kim Andersen som præsident og formand for Executive Committee. Hertil kommer også, at Scott Perry tillige var med i en klagesag mod Kim Andersen, som indtil nu har resulteret i en advarsel til Kim Andersen, men ’det sidste ord er ikke sagt i den sag’.
Gerardo Seeliger er en erfaren organisationsmand, men han har aldrig tidligere været valgt til World Sailings Executive Committee. Han var den første som offentliggjorde sit kandidatur allerede i slutningen af 2019, og har meget klart talt for et skifte på præsidentposten blandt andet med baggrund i organisationens anstrengte økonomi, flytningen af kontorerne til London og flere andre mærkesager.
Alle tre oppositions kandidater stiller med næsten lige mange nomineringer, men når valghandlingen går i gang, kan et land kun stemme på én kandidat. Derfor vil de lande som har nomineret flere kandidater i oppositionen skulle afgive deres stemme på én af de tre kandidater. Disse lande har som udgangspunkt givetvis en favorit blandt de nominerede, ligesom kandidaten forventeligt vil få stemmer fra lande som ikke har foretaget nomineringer.
Når oppositionens stemmer skal fordeles mellem tre kandidater, kan der være chance for ’stemmespild’, og dermed er det sandsynligt, at én af oppositions kandidaterne ryger ud i første runde.
Et muligt scenarie kan være, at stemmer på henholdsvis Gerardo Seeliger og Scott Perry, vil gå til den anden part, hvis den ene bliver elimineret i en valgrunde, idet her er tale om rigtig mange stemmer i Nord-, Mellem og Sydamerika samt Sydeuropa. Derimod kan der være en mulighed for, at hvis Quanhai Li bliver elimineret, så vil stemmerne fordele sig mellem Kim Andersen og oppositionen.
Derfor kan det blive relativt afgørende for Kim Andersen, hvilken af de tre kandidater i oppositionen, som eventuelt elimineres i første valgrunde, hvis ikke Kim selv ryger ud i første runde.
Sandsynligvis har kandidaterne allerede på forhånd anbefalet sine støtter, hvem de skal stemme på i den næste runde, hvis de selv ryger ud. Dette betyder, at der bliver en konsolidering af stemmerne i oppositionen, hvilket kan gøre en anden og evt. tredje runde vanskeligere for Kim Andersen.
Valget starter om én måned
Den første afstemningsrunde afholdes (online, red.) fra 9. - 16. oktober. Dette vil være den vigtigste afstemningsperiode for præsidentvalget og vicepræsidentvalget.
I tilfælde af at ingen præsidentkandidater modtager mere end 50% af stemmerne i den første runde, er der planlagt to yderligere valgrunder, nummer to den 20. - 23. oktober, med tre kandidater, og hvis der bliver brug for den tredje, den 26. - 29. Oktober nu med kun to kandidater.
Valgresultaterne vil blive offentliggjort under generalforsamlingen af valgkomiteen den 1. november.
Du kan finde information om Election Committee samt procedurerne HER
- Related Articles: Brænder platformen under Kim Andersen?, Kim Andersen: "Hvis der er en etisk sag mod mig, så burde de smide mig ud", Næste klage mod Kim Andersen: ”TSE har ikke hjulpet med Kims kampagne”, siger Hans Natorp, Næstformand i DIF, Hans Natorp: ”Kim har gode chancer for genvalg”, World Sailing: Knusende kritik af Kim Andersen fra etisk komité, World Sailing: Presset øges mod præsident Kim Andersen