I Finansloven 2013 står der direkte: "Afgiften indføres for at sikre, at brugerne af den forsikringsordning, som nødtjenesterne må betegnes som, i størst muligt omfang er med til at finansiere udgifterne til driften af tjenesterne. Størstedelen (60 pct.) af redningsoperationerne i dansk farvand vedrører således lystfartøjer."
Det er i strid med alle offentlige statistikker. De bådejere, som nu rammes af den voldsomme stigning, kan næsten ikke ses i ulykkesstatistikkerne.
Der hvor der er behov for maritim redning, er oftest småfartøjer, kajakker, skydepramme med mere. Fælles for disse er, at de kun sjældent har en værdi større, end den husstandens normale familieforsikring dækker.
Ifølge lovteksten står der, at provenuet anvendes til at finansiere udgifterne til driften af de maritime nødtjenester i Danmark. Jamen, kan danske sejlklubber nu få et tilskud til den redningsservice, de hver dag opretholder? Hvorfor er det kun sejlklubber og vores medlemmer, som skal beskattes? Hvorfor skal de andre sportsklubber på havnen ikke beskattes? For en klub som Kongelig Dansk Yachtklub betyder skattestigningen en merudgift i ungdomsarbejde på 13.000 kr. årligt.
For klubbens medlemmer betyder det, at flere ældre sejlere må stoppe med livet på vandet. Den 1 % dækningsafgift, som nu skal stige til 1,34 % løber op i mange penge. Er kasko præmiesummen på en 1/2 million kr., stiger afgiften fra 5.000 kr. pr. år til 6.750 kr. pr. år. – hvert år fremadrettet.
Selvfølgelig tæller alle bække små, men mit spørgsmål er, om det ikke er en rigtig dårlig forretning for os alle sammen? Både os der sejler, og alle de mange landkrabber?
Baggrunden for denne afgift finder I tilbage i Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretalsregering, der i midten af 70erne også stod over for et hastigt voksende underskud på betalingsbalancen.
Finansministeren hed Knud Heinesen, og det var i de år han gentagne gange fortalte, at dansk økonomi stod på afgrundens rand, og det gældsramte Danmark risikerede at blive sat under international administration.
Kort sagt, der måtte handles, før økonomien faldt på gulvet, og inflationen ramte loftet. Resultatet blev et bredt august forlig i 1976 mellem Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Kristeligt Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Formentlig alene som et politisk signal til egne vælgere om, at de "rige" bådejere også måtte holde for.
Dengang var konsekvensen, at ledigheden i den maritime branche steg markant. Salget gik fuldkommen i stå, historien har en evne til at gentage sig. I dag er situationen desværre den, at ledigheden ikke kan stige yderligere, den maritime branche er allerede dødsmærket.
