SailGP har, i lighed med alle mulige andre events, udsat sæsonens aktiviteter til næste år. Men hvad nu? Der står en hel flok professionelle sejlere, toptunede F-50 katamaraner, store sponsorer og en hel global karavane klar. Det må vel kunne bruges til noget?
Det kan det. Rockwool, som står bag landets største investering i sejlsport nogensinde, står stadig 100% bag det danske hold, og har flere målsætninger med sit treårige engagement. Et af dem er at få unge mennesker ud i frisk luft - og aller helst ud på vandet.
Jollesejlere lærer fra sig
Den målsætning er ikke blevet mindre aktuel af de seneste måneders lockdown, og som en del af det alternative sæsonprogram rejser holdet rundt i landet for at hjælpe og inspirere unge jollesejlere.
“Holdet består jo af en flok sejlere, der er vokset op med jollesejlads, så vi har meget at dele ud af”, siger skipper Nicolai Sehested til Bådmagasinet.
Rekordforsøg
Sehested afslører også, at holdet planlægger at slå en række historiske rekordforsøg - inklusive Fyn Rundt og Sjælland Rundt i løbet af de kommende måneder. Derudover vil holdet også være til stede til Kieler Woche i Tyskland med flere aktiviteter, der skal bekræftes indenfor den nærmeste fremtid.
I løbet af sommeren vil Team ROCKWOOL Racing træne ombord på en fuldt brandet GC32-katamaran, og det er den, som skal bruges under rekordforsøgene.
”Vi ønsker at holde fast i vores hurtighed, og vi ser rekordforsøgene som en fantastisk måde at presse og teste os selv mod uret. Der er selvfølgelig ingen erstatning for F50, som er verdens hurtigste sejlbåd. Men GC32 er hurtig og udfordrende at sejle og har nogle grundlæggende ligheder med F50, idet det også er en stor, foilende katamaran.”
Ungdomsworkshops
Men kalenderen indeholder altså også en række ungdomsworkshops og akademi-forløb, samt forskellige aktiveringsmuligheder fra virksomhedens side. Rorsmand Nicolai Sehested tilføjer: ”Vi glæder os rigtig meget til at komme på vandet med Team ROCKWOOL Racing, og vi takker ROCKWOOL for deres fortsatte støtte til holdet, der giver os mulighed for at holde sammen og få værdifuld træningstid sammen på vandet samtidig med, at vi gennemfører forskellige aktiviteter rundt om i landet.”
”Vi har fået fantastisk støtte fra vores fans, siden vi blev en del af SailGP, og vi glæder os til at møde dem i både Aarhus og København hen over de kommende måneder – samt til at være vært for det første #ROCKTheBoat Akademi og en række workshop-forløb, der skal tiltrække og aktivere flere unge sejlere rundt om i Danmark. ”
Endnu hurtigere næste år
”Prioriteten for os nu er at holde os i gang og forberede os bedst muligt til SailGP sæson 2, men hvis vi kan slå et par rekorder undervejs, så er det endnu bedre. Forhåbentlig er vi helt klar til at kæmpe mod verdens bedste i SailGP til næste år. Vi glæder os meget til at komme tilbage på vandet.”
Team ROCKWOOL Racings event- og aktivitetskalender bliver løbende opdateret på Rockwools website, men her er hovedpunkterne:
• Midt i juni søsættes holdets GC32 i Aarhus
• I slutningen af juni forsøger holdet at sætte rekord rundt om Fyn
• Kort efter – også sidst i juni – følger rekordforsøget rundt om Sjælland
• Juli: Træning i GC32 training
• August: #ROCKTheBoat Academy sessions. Præcise datoer offentliggøres senere
• GC32-træningen fortsætter sideløbende igennem august
• 28. august 28 – 5. september: SailGP Team presented by Rockwool deltager i Aarhus Festival
• 05.-13. september: Holdet er med, med diverse aktiviteter, under Kieler-ugen.