Kommentar: Derfor er SailGP interessant for os alle

Related Articles: Endelig officielt - Dansk SailGP en realitet, Live fra dramatisk SailGP i Cowes, SailGP: Coutts afslører nyt hold i København

Hvis du er bare en lille smule sejlsportsinteresseret, og i besiddelse af en internet-forbindelse, så vil du allerede vide det: Det nye, syvende nations-hold i SailGP får et dansk flag. Skipper bliver vores nye ”golden boy”, Nikolaj Sehested. Teamets CEO bliver landets mest kendte sejler pt., Jonas Høgh-Christensen. Og sponsoren, der får det hele til at ske, er den danske isolerings-gigant Rockwool.

Afledte effekter
Hvis du tænker, nå ja, det er vist noget med nogle foilende katamaraner, der flyver omkring i byer der stort set ligger på andre kontinenter, og hvad har det med mig at gøre – så læs med her. For det er nemlig tale om en skælsættende begivenhed, med afledte effekter hele vejen ned i fødekæden.

Endelig en publikumsidræt
SailGP har formået, på revolutionerende kort tid, at bygge en serie op som udfylder et stort hul i sporten – og som samtidigt peger mod fremtiden. Det er professionelle nationshold, som sejler på korte baner foran publikum i store byer. Folkene bag har ressourcer, viden og erfaring nok til at servere det hele online og på TV, i et format som endelig, endelig gør sejlsport til en publikums-idræt, i stand til at vække interesse hos flere end dem, der i forvejen er frelste.

Foiling og vingesejl
Nogle kapsejladsformater har været på sporet tidligere, og America’s Cup kan også lave underholdende live-dækning. Men i SailGP sejler man i entypebåde, med budgetter som er en brøkdel af dem man ser i America’s Cup. Og samtidig er det tale om de hurtigste kapsejladsbåde i verden (indtil vi får reelle data fra AC-75), med cutting edge foiling og vingesejl-teknologi, som hele tiden videreudvikles og flytter grænser.

Miljøprofil
Serien har samtidig en klar miljøprofil – hvilket er en af hovedårsagerne til at Rockwool gik ind som partner. Og sammen med det danske hold kommer der, som en naturlig konsekvens, et stævne i Danmark i den kommende sæson. Det er alt i alt en unik kombination!

Ingen platform for unge
Så hvad betyder det, for den jævne, danske sejler? For det første får vi nye helte at heppe på, indenfor det område af sejlsporten, hvor fremtiden vil forme sig. Unge sejlere i dag har ingen platform, hvor de kan lege med foiling, med mindre de vil sejle windsurfer eller kite. Dansk Sejlforbund har ingen støtte eller tilbud i den retning, kun KDY handler nu på egen hånd, og indfører WASP for unge.

Lokomotiv i sporten
Nu vil der være et lokomotiv i sporten, som uvægerligt vil trække aktivitet i retning af foilende kapsejlads. SAP Extreme Sailing Team har gødet jorden igennem en årrække, men det her er "next step". Og hvis Danmark skal have en sejlsport i fremtiden, der er lige så succesfuld som den har været i fortiden, så må grundlaget for en ung generation der er vokset op med foiling, lægges nu.

Peger fremad
Det faktum at det er nationshold der konkurrerer i SailGP, vil betyde at der er noget at se op til og drømme om for unge danske sejlere. Og de vil vide, at det ikke kan nytte noget at blive ved med at sejle i både designet i 70’erne eller endnu før, hvis man vil med i toppen af fremtidens kapsejlads. Det er ganske enkelt foiling der er sportens fremtid som eliteidræt, og det betyder at der må etableres træningsmiljøer i håndterbare, sikre foilende både for unge på et lavere niveau. Måske vil Dansk Sejlunion begynde at forstå det nu, hvor vi har et (bogstavelig talt) flagskib.

En sejlsport værd at investere i
At vi i det hele taget kan få danske virksomheder til at investere i sporten, så den kan udvikles og blomstre, er også betinget af at den foregår på fremtidens præmisser: Sejlads i de hurtigste, mest krævende og moderne både der findes, formidlet i et professionelt og medievenligt format, og ikke mindst med et bevidst forhold til sejlsportens bedste kort i kampen med andre idrætter: Vores grønne profil. Derfor er der grund til at hejse flaget til tops og fejre Denmark Sail GP Team. For os alle sammen.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen