Ulovlige fyringer
Hvor Team New Zealands arabiske sponsor dog overlader ansvaret for sejladserne til holdets besætning, er det modsatte tilfældet med italienske Luna Rossas største sponsor, Milano-modefirmaet Prada, som i år fylder 100 år.
Pradas medejer Patrizio Bertelli, som i 1987 blev gift med Miuccia Prada, der er barnebarn af firmaets grundlægger og chefdesigner for familieforetagendets berømte kollektioner af modetøj, parfumer, kosmetik, tasker, sko, bælter, ure, vine og mobiltelefoner, er en passioneret sejlsportsmand og Luna Rossas egenrådige chef.
Patrizio Bertelli skabte det italienske hold i 1999. Allerede året efter vandt det daværende Prada Challenge sin første Louis Vuitton Cup. Tre år senere sørgede den gamle modefamilies mange penge for en plads i semifinalen. Og i 2007 nåede Luna Rossa med danske Christian Kamp om bord i udfordrernes finale mod Team New Zealand i kraft af en sejr i semifinalen over Larry Ellisons BMW Oracle Racing med danske Sten Mohr og Jann Neergaard i reservebesætningen.
Luna Rossas AC72-katamaran til sejladserne i San Francisco er designet af Team New Zealand. Italienerne har i de seneste tre år trænet med kiwierne. Og i fjor åbnede Prada sin hidtil største modebutik i Dubai, hvor new zealændernes sponsor har sit hovedsæde.
Pradas modebevidste image kommer også til udtryk i Luna Rossa-sejlernes sportstøj og firmaets America's Cup-kollektion, som bidrager til knap 3000 Prada-ansattes årlige omsætning på mere end 14 milliarder kroner om året. Men der er også enkelte pletter.
Blandt andet har europæiske arbejderorganisationer efter en dom for ulovlige fyringer af fabriksarbejdere hos Pradas tyrkiske læderleverandør opfordret modefirmaet til at sørge for, at leverandøren i fremtiden respekterer sine arbejderes ret til at organisere sig.
Og i fjor krævede en kvindelig leder af en Prada-butik i Japan erstatning for uberettiget fyring og kønsdiskrimination. Kvinden blev fyret, da hun i Japan Times fortalte, at hendes chefer havde bedt hende om at tabe sig og ændre sin personlige fremtoning i overensstemmelse med 'Prada-looket'.
Putin og Wikileaks
Udseende og fremtoning er imidlertid det mindste problem hos den tredje America's Cup-udfordrer i San Franciscos Louis Vuitton Cup, Artemis Racing.
Lige siden den britiske OL-sejler Andrew Simpsons tragiske dødsfald under en træningssejlads hos Artemis Racing i maj, har den 60-årige svenske mangemillionær Torbjörn Törnqvists mandskab, der ledes af den amerikanske sejlerlegende Paul Cayard, kæmpet for bare at få en konkurrencedygtig og sikker båd i vandet.
Men selv om det ser ud til, at Artemis Racing i den kommende uge er klar til at genoptage kampen mod Team New Zealand og Luna Rossa, slipper Torbjörn Törnqvist næppe af med den mystik, der omgærder hans og den russiskfødte finne Gennady Timchenkos fælles oliekoncern Gunvor Group.
Gunvor Group, der er opkaldt efter sin svenske ejers mor, er verdens største eksportør af russisk olie. Koncernen har 2500 ansatte og en årlig omsætning på 500 milliarder kroner, hvilket er mere end hæderkronede Volvo og Ericsson tilsammen.
Hovedkontoret er placeret i Geneve i Schweiz, hvor Torbjörn Törnqvist blandt andet har sejlet med Alinghis ejer Ernesto Bertarelli og Oracle Team USA's daglige leder Russel Coutts. Men Gunvor Groups to ejere kritiseres ofte for at gemme sig bag et uigennemsigtigt netværk af firmaer og fonde i Holland, Cypern, De Britiske Jomfruøer og Lichtenstein.
Torbjörn Törnqvist og Gennady Timchenko blev tvunget til at gå ud i flere internationale medier, da The Economist i 2008 antydede, at Gunvor Groups økonomiske succes byggede på russisk korruption. Og to år senere blev koncernen også nævnt i dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste, som Wikileaks afslørede. I de hemmelige dokumenter anklagede USA's ambassadør i Rusland den russiske præsident Vladimir Putin for at have store privatøkonomiske interesser i Gunvor Group.
Ifølge svenske medier har Gennady Timchenko dog kun bekræftet, at han kender Putin, som er æresformand i deres fælles judoklub i Skt. Peterborg.
Og Torbjörn Törnqvist, som har en personlig formue på ti milliarder kroner, men indtil 2008 var helt ukendt i den svenske offentlighed, har kun bekræftet, at Gunvor Group har haft en tredje medejer, som nu er købt ud:
En russisk forretningsmand, der for ti år siden hjalp det svensk-finske makkerpar med at finansiere firmaets ekspansion i Rusland, men som ikke ønsker at få sit navn frem.
Vladimir Putin eller ej: Torbjörn Törnqvist falder i lighed med Larry Ellison, Patrizio Bertelli og oliesheikerne fra De Forenede Arabiske Emirater fint ind i den lange America's Cup-histories omfattende persongalleri af rigmænd, som godt kan lide at sejle i penge.