I større både er bomningen i større grad et spørgsmål om koordination mellem besætningsmedlemmerne, end et spørgsmål om hvordan man flytter kroppen, hvordan man bruger sværdet osv. Der er flere hænder involveret på større kølbåde, og kræfterne er tit så store at det hele helst skal passe sammen - opstår der en misforståelse eller dårlig timing, så kan man ikke bare holde igen med håndkraft, eller bruge kropsvægten til at kompensere med. Så sker der ting, som det er svært og ikke mindst tidkrævende at ordne op i.
Præsident Alofsin - igen
Denne gang kigger vi på bomning i større både, stadig med den ærværdige præsident John Alofsin som kilde - han præsiderer ikke over en nation, som det måske kan lyde, men derimod over en større sejlskole i USA.
Nogle ting de samme uanset båd
En del af de ting vi har været igennem i de to tidligere søndagsprædikener om den svære bomning, gælder også i større både - det drejer sig især om hvordan man styrer, og hvornår storsejlet skal over. Se evt. tidligere episoder for en genopfriskning af dette.
Aftal opgaver
Det er indlysende at det er vigtigt, at en besætning øver og øver, så opgavefordeling og timing sidder. Er der ikke mulighed for det - sådan er livet jo nogle gange - så er det i hvert fald kritisk at man forinden har talt igennem helt nøjagtig hvem der gør hvad.
Brug mærker på tovene
Der er også en del forberedelser der kan gøres allerede inden man går ud. Sæt for eksempel et mærke på spilerstagens ophal (topping lift), så man lynhurtig kan se hvor langt ned den skal, for at kunne svinges igennem til den anden side. Man kan også sætte mærker på skøderne i forskellige farver, så man har en ca. position at sætte dem i når man kommer ud af bomningen.
Nyttig ved skiftende besætninger
For eksempel kan det resultere i at en trimmer automatisk kører gajen (luv spilerskøde)ind efter bomningen, for fuld speed, indtil et blåt mærke kommer ind på spillet. Så ved han at den er lige omkring der den skal være. Den sidste justering kommer så ved at kigge på spileren og vurdere kurs og forhold i øvrigt. Hvis du sejler på et hold, hvor medlemmerne skifter, er den slags ting særlig nyttige.
Trim sejlene normalt
Hvis vi tager det fra begyndelsen, så starter det hele jo i sagens natur med at man faller af. Men rorsmanden gør det, køres gajen tilbage, op i luv, mens læ skøde slippes. Præcis som om man bare faldt af, og ikke havde tænkt sig at bomme. Storsejlet slippes også ud. Sejlene holdes i korrekt trim, med mindre der er en særlig grund til at lade være (f.eks. at man ikke kan nå det, pga pressede situationer ved mærkerundinger, etc.).
Kort og enkel kommunikation
Kommunikationen omkring bomningen, anbefaler Alofsin er kort og enkel: Taktiker siger "klar til bomning", eller bare "vi bommer". Rorsmanden falder af, og når han mærker det rigtige tidspunkt er inde, råber han "trip" (spilerstagen klikkes fri fra gajen). Derefter kører det automatisk, og der skulle ikke være nødvendigt at sige mere. Man bør kunne gå ud fra at mandskabet er klar til at bomme på ethvert givent tidspunkt.
Trip når storsejlet skal over
Tidspunktet for at trippe spilerstagen er som sagt op til rorsmanden, men en god pegepind er det samme som gør sig gældende for hvornår storsejlet skal over: Et kort øjebliks lettere tryk i storsejlskødet, i det man bevæger sig forbi 100% plat læns. Er mandskabet ikke helt samkørt, er det en god idé at trippe spilerstagen lidt tidligere, så de lettere kan hænge med i processen.
Signal også til storsejltrimmer
Signalet om at trippe spilerstagen er ikke kun et signal til dem der beskæftiger sig med spileren. Det er også et signal til storsejltrimmeren om at få bommen ind, og storsejlet over.
Dobbelte skøder eller ej?
Mange bruger dobbelte skøder, for at kunne bomme i god ro og orden. Men er vinden let, bør man vurdere om det er nødvendigt. Et godt signal om at pille dobbelte skøder af, og klare sig med et enkelt sæt, er at skødernes tyngde begynder at påvirker spileren. Ser man det, er det en god pegepind om at tidspunktet er inde for at sejle med enkle skøder.
Fange den nye gaj
Hvis man bommer ved at dykke spilerstagen, i stedet for at bomme ved at bytte ende på den, er det nødvendigt at en mand fanger den nye gaj omkring midtskibs, og går frem med den - så den kan klikkes i spilerstagen - altså hvis man sejler med enkle skøder.
Hold ballonen fyldt
Rorsmand og trimmere arbejder hele tiden med at holde spileren fyldt, mens spilerstagen skifter plads og storsejlet kommer over.
Taktisk handicap
Mange undgår at bomme hvis de kan, for ikke at risikere problemer. Det er et stort taktisk handicap, påpeger Alofsin. Gode sejlere lader aldrig frygt for manøvre påvirke deres taktiske og strategiske valg!
Har du noget på hjertet?
Er der nogen der ude der har tanker og erfaringer der kan belyse emnet yderligere, er de hjertelig velkomne til at gøre det nedenfor. Næste søndag haster vi videre på sidste kryds her i Søndagsskolen.