Vigtig kontrol af mast
Vinter rengøring med masteolie røbede, at masten var revnet ved undervantets fastgørelse.
Det var heldigt at kluden hang fast i noget, da jeg et efterår rensede masten med beskyttendeolie. Det viste sig at være en revne ved fastgørelsen af et undervant, som kluden hang fast i, for vantet var ved at rive sig løs af masten!
Nu var der hele vinteren til at reparere i og ingen panik ved forårstid.
Mastefabrikanten sagde, at der bare skulle sættes et større og kraftigere stålbeslag ind i masten. Det beslag, der var revnet, var 5 år og 10.000 sømil gammelt, og det brugte de ikke mere, for det var for svagt. Ja, åbenbart.
To nye beslag blev købt, for naturligvis skulle begge undervanters fastgørelse forbedres.
De gamle beslags 6 mm popnitter blev boret ud og det indvendige stålbeslag blev fisket ud af masten med en ståltrådskrog. De nye beslag skulle have større hul i masten, men aluminium files let med en grov trærasp eller saves med el-stiksav. En almindelig kniv kan også skære spåner af. Spånerne må støvsuges ud af ma-sten. Så var det bare at bore nye nittehuller og nitte de nye beslag fast. De har siden holdt 22.000 sømil og 10 år.
Nyt middel til rengøring af mast
Ved rengøring af aluminiumsmast bruger jeg normalt autoriseret masteolie, som frisker op på solfalmet aluminium, og som renser og hindrer tæring under beslag, når der sjaskes rigelig olie på, så det kan sive ind.
Men der var nogle små, ukendte mørke pletter på masten, som ikke kunne fjernes. Jeg prøvede med sprit, acetone og terpentin, men kun kradsning med negle var nogenlunde effektiv og meget besværlig.
I desperation prøvede jeg med spyt på en klud, og pletterne forsvandt legende let. Hermed et gratis tip.
Naboen spurgte mistænk-somt: ”Hvad har du drukket, siden spyt virker?” Indrømmet, en cola en times tid før, så om det er spyt eller cola, der virker, vides ikke helt præcist.
Presenning eller ej?
På bådpladsen ses både, som er pænt dækket med vinterpresenning, og der ses både helt uden presenning. Her er fordele og ulemper:
Fordele ved vinterpresenning:
• Beskytter mod regn, syreregn, sne og snavs der følger med nedbør.
• Beskytter især alle samlinger og fuger, dæksgennemføringer, sprækker i teaktræ, el-forbindelser og elektronik i cockpit, lanterner, lugers tætningslister, dårlig gelcoat mv.
• Hindrer vandpytter på dækket, hvis båden står forkert, så regnvand ikke kan løbe af.
• Der kan arbejdes på bådens fribord og undervandsskrog selv i regnvejr under presenningen.
• Giver nogen tyverisikring, fordi det er svært at klatre ind i båden.
Ulempe ved vinterpresenning:
• Giver stort vindfang i vinterstorme, så en båd i dårligt stativ kan blæse omkuld.
• Fugt trænger ned i sprækker, hvis ikke alt er 100% perfekt i gelcoat, teaktræ, fuger, lak eller maling, lanterner samt alle samlinger. Fugt i sprækker giver frostsprængninger og større utæthed og dermed endnu mere fugt osv.
• Presenningen kan blafre og slide på gelcoaten, hvis båden ikke tilses ofte.
• Ét lag plastpresenning bliver drivende våd på undersiden af kondens, når lufttemperaturen stiger, mens presenningen endnu er nattekold (som et koldt, dugget spejl på badeværelset).
• Presenning giver ringe beskyttelse mod støv og snavs, der blæser rundt på havnepladsen.
• Vintertag og presenning koster penge og arbejde.
• Sommeropbevaring af presenning med vintertag af træ eller rør kræver plads og arbejde.
Poler båden nu
Det kan sagtens lade sig gøre at polere bådens fribord om vinteren, bare temperaturen er over ca. 5 grader og vejret er tørt eller der er læ for regn under en presenning. På en god vinterdag kan du polere nogle kvadratmeter. Det behøver ikke at være hele båden i én arbejdsgang, og du bør nemt kunne se, hvor langt du er nået med poleringen.
Ofte er en sejlbåds skrå, op-advendte agterspejl udsat for vejret, især hvis det rager uden for vinterpresenningen. Poler det allerførst.
En fordel er at den nypolere-de båds glatte overflade er bedst muligt beskyttet mod vejr, væde, snavs og syreregn i vinterens løb. Poleremidlet fylder de ganske små sprækker og huller i gelcoaten, så der ikke kan gå fugt ind og senere forårsage små frostsprængninger, der kun bliver værre vinter efter vinter.
Fordelen er også, at til foråret er båden allerede poleret, så du kun skal behandle undervandsskroget før søsætningen.
Den væsentligste fordel er dog, at du ved poleringen samtidig tjekker hele skroget. Antagelig finder du ridser og måske revner fra små påsejlinger af søm i en havnepæl eller i en drivende planke, fra beslag i fiskerbøjer osv. som du ikke anede noget om. Måske er ridserne dybe, så de skal repareres til foråret, når temperaturen er 15-20 grader til epoxy- og polyesterarbejde. Det er godt at være forberedt. Er der en dyb skramme ind til selve glasfiberen, bør den straks dækkes med presenning eller tape, så den kan tørre ud til forårets reparation.
For øvrigt polerer rigtige mænd med håndkraft, ikke poleremaskine. Så sparer man at gå til styrketræning. Der skal nemlig gnubbes så hårdt ved håndpo-lering, at det efter en halv dag giver en tilfreds fornemmelse som om man har klaret hundreder af armbøjninger. Gratis.
Tag alting af masten
Ofte ligger masterne i havnens masteskur i en rodet bunke, for-di de sidst ankommende flytter lidt rundt for at få plads til egen mast. Derfor er der en bestemmelse om at vanter og salinger mv. skal afmonteres for at give bedre plads.
Det er også klogt at hale alle fald, især wirefald, ud af masten og erstatte dem med en 3-4 mm line om vinteren. Det gøres ved at binde den tynde line fast med en knude, hvis der er øje i faldet og hvis knuden kan passere skivgattet. Ellers gøres det ved at sy den tynde line fast med nål og stærk tråd over 10 cm af tovdelen i faldet.
Når der kun er en tynd line inde i masten, hænger der ikke et stort kvejl wire eller kostbar tovværk i masteskuret (tyveri?). Vigtigst er det at stålwire ikke efterlades på aluminiumsmasten, for de to forskellige metaller giver galvanisk tæring af aluminium i fugtig luft. Der er set master med spiralformet tæring hvor en wire har været snoet rundt.
Bemærk at aluminiumsmasten nok er beskyttet med eloxering, men det er kun udvendigt. Eloxering foregår ved elektrisk ”galvanisering”, og det kan kun sætte sig på masterørets yder-side, ikke indvendigt. Der er fri adgang for tæring med en stålwire derinde.
Hold også øje med at fremmede masters wirer og stålbeslag ikke rører ved din egen mast.
Når masten står på båden, kommer der regnvand ind ad skivgat mv., og det løber ud forneden. Når masten ligger ubeskyttet af et tag om vinteren, kommer der også lidt regnvand ind ad skivgat mv. Hvordan skal dette vand løbe ud? Det bliver ofte derinde i masten og kan med-virke til galvanisk tæring i mastens indre. Sørg straks for vinteroverdækning af din mast.