Jeg er ikke naiv og ved godt, at et hårdt arbejdsklima, få jobmuligheder og krav om karriere betyder, at stadig færre personer har tiden til at engagere sig i frivilligt arbejde. Det er reelt set den største risiko for sejlsportens fremtid. Egentlig er det underligt, for man kan dårlig åbne for TVet uden, at et livsstilsprogram dukker op, eller åbne en avis eller et magasin uden der er historier om unge smukke mennesker med bare så meget overskud. Det næsten blevet trendy at være en engageret forælder; det kan næsten ses som en samfundsopgave. Er du ikke aktiv i dit barns fritidsaktiviteter, stemples du som en dårlig forælder - hvorpå jeg gætter, at mange forældre går rundt med evig dårlig samvittighed.
Bagsiden er desværre, at man forældre bakker helt ud, inden deres børn overhovedet når ud og sejle. De få, der yder en indsats, skræmmes simpelthen bort, fordi kravene fra sejlklubben og andre, ikke aktive forældre, bliver for store. Og tak for indsatsen, det skal ingen forvente – jeg ved det helt personligt.
Dialog og forståelse
Vejen frem er dialog mellem forældrene, skabe forståelse for at forskellige forældre har forskellige muligheder for at hjælpe til, er vigtig. Nogle er måske aleneforældre eller allerede engagerede i en anden idræt. Børn har jo en evne til at dyrke flere sportsgrene på samme tid. Men det er også vigtigt, at foreningerne giver noget tilbage og ikke bare stille krav om engagement. Det gælder om at skabe et forældresammenhold, gennem grillaftener eller fælles udflugter. Mange griner meget og længe af min grillvogn. Fakta er, at den har skabt mere sammenhold børn og forældre imellem, end alverdens aktiviteter fra Dansk Sejlunion.
Jeg vil godt citere Mikkel, den kloge høvding: "Vores kære sejlsport er på en lang række områder væsentlig forskellig fra almindelige sportsgrene; vi kan dyrke den fra vugge til krukke, kan udleves uden det kun tager udgangspunkt i dyst men også i opdagelse, gamle og unge kan konkurrere direkte mod hinanden, ingen ringvrag, stort socialt element i sporten uanset dyrkelsesformen og ikke mindst: Det er sundt og karakterdannende".
Lad børnene selv finde deres passion
Gid flere børn fik muligheden og forståelsen for sejlsportens glæder. Mikkels tese og erfaring, som jeg bakker op om, er, at give ungerne de bedst mulige rammer for SELV at finde deres passion og lyster og så støtte op om deres egne valg. Men for at komme så langt kræves der forældreengagement - bare ikke i for store doser.