Det andet er udsagnet fra Dansk Sejlunions formand, Hans Natorp, som både her på Baadmagasinet.dk, i Børsen Weekend og snart også på Bådmagasinet print har udtalt: "Dansk Sejlunion har en klar forventning om, at især Jonas Høgh, som rollemodel, kan styrke ungdomsarbejdet".
Gid det var tilfældet, men virkeligheden er desværre nok lidt mere brutal. OL er ovre, TV kameraerne er slukket, og mange unge er videre i deres vildt stressede hverdag. Der skal mere til, før de unge mennesker vil komme ned på havnen. Jeg ved med statsgaranti, at jeg inden ret længe har høvdingen i KDY piraterne og gæste Bagsideskribenten, Mikkel Styrbjørn Hartvig Andersen, på nakken. Tilbage til den 2. marts under overskriften: Bagsiden: NALLERNE VÆK, Far!, skrev Mikkel begavet, at for megen forældreengagement skader sejlsporten.
Alligevel våger jeg pelsen, for engagerer du dig ikke i sit barns idræt, er der overvældende risiko for at junior fravælger idrætslivet. De fleste danske sejlklubber er i afhængige af, at vi som forældre byder ind - dels for at træne børnene i den givne sportsgren, og dels for at drive klubberne administrativt. Den store udfordring for mange forældre er, at det ikke kun for vores eget barn, vi skal engagere os i, men hele fællesskabet.
Barnet som middel til voksenprestige
Og her har Mikkel en pointe, for mange unge oplever en omklamring af deres nye passion i sejlsporten. Det er dømt til at gå galt, for er junior meget mere end ti år, sker omklamringen midt i en svær alder, hvor ungerne er driftigt i gang med en fundamental løsrivelsesproces fra deres forældre. Vi opleves som åbenlyse båtnakker og en pestilens i deres dagligdag. Men løsrivelsesprocessen er jo basalt set hele missionen som forældre? Altså klargøre barnet til egen selvopretholdelsesdrift og selvstændighed. Det gælder vel også deres passioner? Udfordringen er, at alt for mange af de unge fravælger sejlsporten som passion, takket være en lidt for stor forældre passion. Jeg erkender åbent, at de gør det i kærlighedens tegn, bare ikke til deres barn – det er her, problemet ligger. Det er alene kærlighed til eget ego og egen position i lokalsamfundet. Barnet er alene et middel til voksenprestige, hvilket er skidt for dansk sejlsports fremtid.
Hvor engageret skal man være som forældre i barnets sport?
Jeg har selv været voldsomt engageret i ungdomsarbejdet, personlig oplevede jeg mig ikke som værende særlig omklamrende. Måske har junior en anden opfattelse, og fakta er, at hun ikke på nuværende tidspunt sejler aktivt – trods alle muligheder og opfordringer. Fakta er desværre, at når en forældre engagerer sig for meget, så engagerer hver anden forælder sig slet ikke i sit barns idræt. Fakta kommer fra en svensk undersøgelse, foretaget af Familjeliv.se og Riksidrætsförbundet i Sverige. Du skal bare køre ned på din lokale havn, og se forældre som dårligt kan stoppe bilen, før de skubber junior ud, og så forsvinder igen. Disse forældre er om nogen afhængige, at andre forældre gider yde en indsats for fællesskabet.
Jeg er ikke naiv og ved godt, at et hårdt arbejdsklima, få jobmuligheder og krav om karriere betyder, at stadig færre personer har tiden til at engagere sig i frivilligt arbejde. Det er reelt set den største risiko for sejlsportens fremtid. Egentlig er det underligt, for man kan dårlig åbne for TVet uden, at et livsstilsprogram dukker op, eller åbne en avis eller et magasin uden der er historier om unge smukke mennesker med bare så meget overskud. Det næsten blevet trendy at være en engageret forælder; det kan næsten ses som en samfundsopgave. Er du ikke aktiv i dit barns fritidsaktiviteter, stemples du som en dårlig forælder - hvorpå jeg gætter, at mange forældre går rundt med evig dårlig samvittighed.
Bagsiden er desværre, at man forældre bakker helt ud, inden deres børn overhovedet når ud og sejle. De få, der yder en indsats, skræmmes simpelthen bort, fordi kravene fra sejlklubben og andre, ikke aktive forældre, bliver for store. Og tak for indsatsen, det skal ingen forvente – jeg ved det helt personligt.
Dialog og forståelse
Vejen frem er dialog mellem forældrene, skabe forståelse for at forskellige forældre har forskellige muligheder for at hjælpe til, er vigtig. Nogle er måske aleneforældre eller allerede engagerede i en anden idræt. Børn har jo en evne til at dyrke flere sportsgrene på samme tid. Men det er også vigtigt, at foreningerne giver noget tilbage og ikke bare stille krav om engagement. Det gælder om at skabe et forældresammenhold, gennem grillaftener eller fælles udflugter. Mange griner meget og længe af min grillvogn. Fakta er, at den har skabt mere sammenhold børn og forældre imellem, end alverdens aktiviteter fra Dansk Sejlunion.
Jeg vil godt citere Mikkel, den kloge høvding: "Vores kære sejlsport er på en lang række områder væsentlig forskellig fra almindelige sportsgrene; vi kan dyrke den fra vugge til krukke, kan udleves uden det kun tager udgangspunkt i dyst men også i opdagelse, gamle og unge kan konkurrere direkte mod hinanden, ingen ringvrag, stort socialt element i sporten uanset dyrkelsesformen og ikke mindst: Det er sundt og karakterdannende".
Lad børnene selv finde deres passion
Gid flere børn fik muligheden og forståelsen for sejlsportens glæder. Mikkels tese og erfaring, som jeg bakker op om, er, at give ungerne de bedst mulige rammer for SELV at finde deres passion og lyster og så støtte op om deres egne valg. Men for at komme så langt kræves der forældreengagement - bare ikke i for store doser.
