Det andet er udsagnet fra Dansk Sejlunions formand, Hans Natorp, som både her på Baadmagasinet.dk, i Børsen Weekend og snart også på Bådmagasinet print har udtalt: "Dansk Sejlunion har en klar forventning om, at især Jonas Høgh, som rollemodel, kan styrke ungdomsarbejdet".
Gid det var tilfældet, men virkeligheden er desværre nok lidt mere brutal. OL er ovre, TV kameraerne er slukket, og mange unge er videre i deres vildt stressede hverdag. Der skal mere til, før de unge mennesker vil komme ned på havnen. Jeg ved med statsgaranti, at jeg inden ret længe har høvdingen i KDY piraterne og gæste Bagsideskribenten, Mikkel Styrbjørn Hartvig Andersen, på nakken. Tilbage til den 2. marts under overskriften: Bagsiden: NALLERNE VÆK, Far!, skrev Mikkel begavet, at for megen forældreengagement skader sejlsporten.
Alligevel våger jeg pelsen, for engagerer du dig ikke i sit barns idræt, er der overvældende risiko for at junior fravælger idrætslivet. De fleste danske sejlklubber er i afhængige af, at vi som forældre byder ind - dels for at træne børnene i den givne sportsgren, og dels for at drive klubberne administrativt. Den store udfordring for mange forældre er, at det ikke kun for vores eget barn, vi skal engagere os i, men hele fællesskabet.
Barnet som middel til voksenprestige
Og her har Mikkel en pointe, for mange unge oplever en omklamring af deres nye passion i sejlsporten. Det er dømt til at gå galt, for er junior meget mere end ti år, sker omklamringen midt i en svær alder, hvor ungerne er driftigt i gang med en fundamental løsrivelsesproces fra deres forældre. Vi opleves som åbenlyse båtnakker og en pestilens i deres dagligdag. Men løsrivelsesprocessen er jo basalt set hele missionen som forældre? Altså klargøre barnet til egen selvopretholdelsesdrift og selvstændighed. Det gælder vel også deres passioner? Udfordringen er, at alt for mange af de unge fravælger sejlsporten som passion, takket være en lidt for stor forældre passion. Jeg erkender åbent, at de gør det i kærlighedens tegn, bare ikke til deres barn – det er her, problemet ligger. Det er alene kærlighed til eget ego og egen position i lokalsamfundet. Barnet er alene et middel til voksenprestige, hvilket er skidt for dansk sejlsports fremtid.
Hvor engageret skal man være som forældre i barnets sport?
Jeg har selv været voldsomt engageret i ungdomsarbejdet, personlig oplevede jeg mig ikke som værende særlig omklamrende. Måske har junior en anden opfattelse, og fakta er, at hun ikke på nuværende tidspunt sejler aktivt – trods alle muligheder og opfordringer. Fakta er desværre, at når en forældre engagerer sig for meget, så engagerer hver anden forælder sig slet ikke i sit barns idræt. Fakta kommer fra en svensk undersøgelse, foretaget af Familjeliv.se og Riksidrætsförbundet i Sverige. Du skal bare køre ned på din lokale havn, og se forældre som dårligt kan stoppe bilen, før de skubber junior ud, og så forsvinder igen. Disse forældre er om nogen afhængige, at andre forældre gider yde en indsats for fællesskabet.
