Dansk Sejlunions blad "Sejler" (den kan læses på en interessant måde, red.) :-)
Med hensyn til bladet "Sejler", så har jeg siddet og talt artikler med "Sejlerfokus". De er nu i klart flertal i forhold til det forenings rettede stof. Men jeg vil have mere! Flere gode råd, brugtbådstests, tests af grej etc.
(Jeg ved godt, at det vil være i direkte konkurrence med blandt andet Bådmagasinet, men det er jo fordi Bådmagasinet jo også godt ved, hvad der er af værdi for sejlerne.)
Dette er helt centralt: Min far har været medlem af Tysklands svar på FDM – ADAC – i noget der ligner 40 år. Han har stort set aldrig gjort brug af de mange fordelsordninger, vejhjælp etc. man kan få i sådan en forening. Men han modtager hver måned sit blad, der svarer til Motor. Det er af stor værdi i sig selv! Sådan skal Sejler også være for DS' medlemmer. Og her er jeg sikker på, at det nye blod i afdelingen vil give bladet et løft. Og det skal der til, før jeg er klar til topkarakter.
Lassen har lige et hurtigt indspark: Kære Steen
DS Strategiens punkt "Kommunikation" er jo i bund og grund med til at lægge den første sten til bådmediernes død. Personlig er jeg ikke bange for Bådmagasinets eksistens. Holdet bag er ikke bange for konkurrencen. Under navnet: "Bådmagasinet" vil der altid udkomme et bådmedie, om det så elektronisk, traditionel blad eller hvad fremtiden nu bringer – det kan ingen forudsige.
Eneste spørgsmål er alene om gamle redaktør skal herfra til sin tid i en smuk lakeret mahogni-kiste eller i billige spånplader, der er slået sammen i hjørnerne? Men de øvrige bådmedier risikerer en hurtigere død, end ellers. Er det Dansk Sejlunions virkelige mission, med deres kommunikation til sejlerne?
Steen, din model du i DS strategien fremlægger, har ingen gang her på jorden. Fantastisk at du sammenligner Dansk Sejlunion med FDM og deres 238.000 husstande som medlemmer. Bladet motor har over 400.000 læsere. Når farmand Hillebrecht betaler sin årlige kontingent til den tyske søsterorganisation ADAC er han sammen med sine cirka 15 mio. medlemmer, verdens største bil organisation, den lader vi lige stå et øjeblik!
Det er fuldkommen absurd, at sammenligne FDM og ADAC med Dansk Sejlunion med sine kun 50.000 medlemmer. Der er ikke - og vil aldrig blive den økonomi, der skal til for at få tingene til at ske som beskrevet i DS strategien. Jeg læste på FDM´s hjemmeside at det årlige kontingent for er 620 kr. Jeg erindrer lige Steen om den uro, der ofte dukker op når kontigentet til DS skal stige! I fremtiden skal det altså stige med mere end 500 kr. – alene til DS kommunikationen? Så garanterer jeg, at mange sejlere taber gebisset!
Jeg tror ikke du er klar over hvor mange penge, der skal til, hvis Christian Borch og Joakim Rechnitzer skal til at bedrive ægte journalistik – altså "ude i marken" frem for nu, bag skrivebordet i "Idrættens Hus" i Brøndby. Det er en "ommer".
Ordet tilbage til Steen.