Bådmagasinet fanger Martin Kirketerp hjemme i Aarhus, hvor han er på en tiltrængt ferie efter hårdt arbejde for Volvo Ocean Race holdet Sanya. OL-guldvinderen er del af shore crewet, og det betyder lange arbejdsdage og fysisk hårdt arbejde.
Ingen stjernenykker
Det bekymrer dog ikke sejleren der siden OL i Kina har rundet 100 kg med fokus på muskelmasse. Kirketerp har ingen stjernenykker, for det kommer man ikke langt med i det game, som han forklarer det. Målet er at knokle igennem, og byder chancen sig for en plads om bord på det kinesiske VOR-hold, så slår han til.
Martin Kirketerp får masser at se til, når Sanya skal genopbygge deres båd i Cape Town.
Om den forestående opgave fortæller han:
Der er ved at blive bygget et nyt skrogstykke i Cape Town. Vi har valgt at gøre det dernede, så vi ikke risikerer uheld under transport af den nye skrogdel.
Vi skal egentlig til at gøre det samme, som Ericsson 3-holdet gjorde under sidste Volvo Ocean Race. Vi skærer den ødelagte del ud af skroget med en stor vinkelsliber og klistrer det nye stykke ind. Det lyder relativt enkelt, men det er en svær proces.
Skaden er heldigvis ikke strukturel og den stærke konstruktion er intakt. Man kan se det som en lille hudafskrabning.
Når I at blive klar til in-port sejladsen i Cape Town?
Ja, det gør vi.
Hvis vi ikke kunne nå at blive klar, havde vi ikke sendt båden til Cape Town. Men med den svære opgave vi står over for, skal der ikke gå meget galt før tidsplanen skrider...
Hvordan vurderer du lige nu dine chancer for en plads om bord på Sanya? Fordækkeren blev jo skadet i Middelhavet.
Det er helt klart, at vi har væres primære fordækker Andy Meiklejohn, der er meget erfaren, men nu er skadet. Så har vi belgieren Bert, der også er dygtig, men ikke lige så erfaren som Andy.
Det ville ikke være godt at sætte Bert og mig på fordækket sammen, og holdet er ikke begrænset af, at erstatningen for Andy skal være under 30 år. Så de får nok en erfaren reserve ind indtil Andy er klar igen.
Men jeg er helt klart på reserveholdet og så er jeg under 30 år, hvilket er et plus. Jeg er den eneste på shore crewet der har et mål om at sejle med, og derfor sejler jeg også alle de testsejladser og pro-am sejladser med holdet jeg kan.
Jeg er glad for mit arbejde på shore crewet, og jeg tror helt sikkert, at jeg nok skal få min chance for en etape eller flere.
Bådmagasinet følger naturligvis Martin Kirketerps videre færd i Volvo Ocean Race med Sanya-holdet... Du kan læse endnu et interview med Kirketerp i Bådmagasinet december der allerede i dag kan købes som online magasin og til iPad.
Sanya-båden er nu om bord på et Mærsk-skib med ekstra brændstof for at det hurtigere kan nå frem til Cape Town. Foto: Andres Soriano/Team Sanya.