Da jeg skrev forleden, fik jeg på puklen over at have nogle negative udsagn. "Lassen ser hullerne i osten", jamen fredagen bekræftede mine udsagn. Igen og igen er mit pressekort ikke det plastik værd, det er printet på. VOR organisationen har lagt så mange restriktioner ind, så det er ganske svært at arbejde konstruktiv for Jer - kære læsere.
Jeg fornemmede redaktøren pulsende som et damplokomotiv, siddende med sin Woodoo dukke og spidde mig med redaktionens to sidste papirclips. Hvorfor kommer der ikke noget spændende fra Göteborg?
Men så hørte jeg et hurtigt snakkende kvindemenneske bag mig, Lisbeth Kjær Landmark – yderst energisk frivillig i Snekkesten Sejlklub.
{redmod}Af sted med Øresundstoget klokken sort nat, for at nå Gøteborg tidlig morgen. Lisbeth kom endelig til en sommerdag, med både moderat vind og høj sol. En dag med masser af muligheder for gode oplevelser. De blev da også hurtigt også indfriet, sejladserne foran den store tribune var yderst spektakulære.
Bådene er så store, eller bassinerne så små, at der kun var plads til to både på startlinjen af gangen! Besætninger sejlede så tæt på kajen, at bådene ofte skyggede for solen, mens de forreste tilskuere, sprang tilbage for ikke at blive ramt af et vildfaren skødespil. Det var lidt som sejlernes frie leg, på sidste skoledag.
Underholdningen var i top, men også lidt trivielt på den lange bane. Flot ser det ud, men med garanti sjovere at være om bord. Så snakken gik hurtig over på det ungdomsarbejde som Lisbeth brænder så voldsomt for? Hvordan mulighederne var for, at få de ældre medlemmer ind i klub arbejdet? Hvor skulle der angribes, for at få mange nye medlemmer ind i sejlklubben og frem for alt fastholde dem i sejlsporten?
Ganske pudsigt er Bådmagasinets juli udgave netop udkommet med et ganske interessant bud på den opgave. Glyngøre har opskriften – køb bladets online version her.
Lisbeth er ny i opgaven, og har stadig en tyrkertro på mulighederne. Selv er hun genfødt i sejlsporten, gået på duelighedskursus i vinters efter ikke at have sat siden fødder i en båd siden barndommen i forrige årtusinde.
Dialogen kørte, munden stod ikke stille på Lisbeth der har, ligesom i Glyngøre, succes med sit arbejde, fra at have overtaget en stendød ungdomsafdeling, til nu snart 30 aktive medlemmer på under 1 år.
Volvo Ocean Race og især Vestas Winds deltagelse, grundstødning og genopbygning har været en stor del af mange af børnenes hverdag. Lisbeth måtte selv få sat en ekstra skærm op på arbejde, for at følge sejladserne dagligt og hele tiden.
Og begyndte der at være lidt substans i historien, for et besøg på Vestas Wind og hilse på de to danske gaster, Peter Wibroe og Nicolaj Sehested stod ret højt på Lisbeths ønskeseddel.
Umiddelbart en overskuelig opgave, især med de relationer jeg har til de to sejlere og Vestas projektet. Men igen havde jeg forregnet mig i forhold til VOR organisationen. Den ellers flinke 'Kombardo-mand' fortalte lakonisk, at jeg manglede et tre tal på mit pressekort!
Heldigvis kender jeg Vestas organisationen godt, så udfordringen blev løst. Personlig har jeg ikke set Peter og Nicolaj siden de hektiske dage tilbage i august 2014. Forandringen var markant, vi sendte to sejlerdrenge af sted, og der kom 2 hærdebredde mænd hjem.
Lisbeth var begejstret, over de to flotte fyre. Faktisk oplevede jeg, hun blev lidt blød i knæene, da hun fik et fast håndtryk, og en rundvisning på Vestas Wind.
Det er en oplevelse, en VO65 er gennemtænkt spartansk, fuldkommen systematisk. Tænk at det har været sejlernes hjem og arbejdsplads i al slags vejr, i så mange måneder? Men en stor oplevelse at se båden, men også dejlig at forlade efter 15 minutter.
Det der gør sejladsen spændende at, følge for Lisbeth og hendes sejlerunger, er live-dækningen. Igen mødte jeg Vestas Winds onboard journalist Brian Carlin, ikke bare er han en fantastisk fotograf og dygtig journalist. Han må også være bygget af noget helt særligt. Manden kan ikke kende til begrebet "søsyge". Hans arbejdsplads, der er under dæk bagerst, er så lille og lav, omgivet af rørkøjer og snorkende besætningsmedlemmer, at mange med stor sandsynlighed ville få klaustrofobi. Brians to andre opgaver er, at tømme vand, en opgave oftest med hoved nedad og så være kokken der mixer varmt vand i pulvermaden.
Navigationspladsen om bord på Vestas Wind. En arbejdsplads som på en eller anden måde har skrevet sig ind i sejlsportens historie. To computere, hvoraf ingen af disse viste det skæbnesvangre rev. Foto: Nicolai Lassen
Med både Peter og Nicolai samlet, er det naturligt at spørge om de så var klar til en tur til? Eller om historien endte her? Nicolai Sehested var fuldkommen klar i spyttet, han skulle – hele – jorden rundt i næste VOR i 2017 / 2018. Nicolai har også den fordel, at han til den tid stadig er under de magiske 30 år. En af besætningsreglerne siger at, der skal være 2 ombord under 30 år.
Begge har de vist en markant TV tække, hvor de igen og igen har brændt gennem skærmen og betaget publikum – også Lisbeth. Den egenskab er næsten vigtigere end at være en super god sejler, i et om sejlende sponsor cirkus som Volvo Ocean Race.
Peter sagde også ja, men trak det lidt ud. Spørgsmålet er så, om Vestas er med næste gang? Ansvarlig fra Vestas Morten Kamp Jørgensen, sagde at denne første tur havde været en stor succes for Vestas. Selv om projektet kom sent i gang, havde holdet hurtigt indhentet de andre i pressedækningen i udbredelsen og på de sociale medier. Grundstødningen og den efterfølgende oprydning og genopbygning havde boostet projektet helt fantastisk. Det varer ikke længe før Vestas har truffet den endelige beslutning om Danmark er repræsenteret i Volvo Ocean Race når starten går i efteråret 2017.
Lisbeth fik masser af inspiration, da Morten fortalte om skolebørn rundt omkring i verden havde sendt tegninger og udvist stor bekymring for skibet og besætningen. Hun blev bekræftet at store projekter som VOR, er med til at skaffe nye sejlere til Snekkersten Sejlklub.
Der hvor store ånder er, kommer store ånder. Så Lisbeth fik også mulighed for at få en god dialog med DS formand Hans Natorp på kajen. Han lyttede interesserede til de udfordringer og muligheder Lisbeth har i sit frivillige arbejde.
Her stod formanden jo over for en af sejlsportens helteinder, for det er jo Lisbeth frivillige indsats, der skal skubbe liv i projekter som "Puls og vand i håret" og Nordea fondens nye store tiltag – " Vild med Vand – Velkommen på havnen" - der også skal åbne Snekkersten Havn op, så langt flere af de lokale får let adgang til de mange oplevelser og aktiviteter, som havnen indbyder til – men trods Lisbeths ihærdighed - slet ikke får indfriet sit potentiale. Blandt de mange initiativer, har Lisbeth gang i at få aktiveret de mange indvandrer som Helsingør Kommune er så rigt befolket af.
Men denne fredag, gjaldt det inspiration, suge indtryk til sig. Forhåbentlig fik Lisbeth så meget spændende med hjem, at det give lidt street-credit hos de unge sejlere. Måske er det Lisbeth på forsiden af baadmagasinet.dk der vil hjælpe hende på vej?
