Da jeg skrev forleden, fik jeg på puklen over at have nogle negative udsagn. "Lassen ser hullerne i osten", jamen fredagen bekræftede mine udsagn. Igen og igen er mit pressekort ikke det plastik værd, det er printet på. VOR organisationen har lagt så mange restriktioner ind, så det er ganske svært at arbejde konstruktiv for Jer - kære læsere.
Jeg fornemmede redaktøren pulsende som et damplokomotiv, siddende med sin Woodoo dukke og spidde mig med redaktionens to sidste papirclips. Hvorfor kommer der ikke noget spændende fra Göteborg?
Men så hørte jeg et hurtigt snakkende kvindemenneske bag mig, Lisbeth Kjær Landmark – yderst energisk frivillig i Snekkesten Sejlklub.
{redmod}Af sted med Øresundstoget klokken sort nat, for at nå Gøteborg tidlig morgen. Lisbeth kom endelig til en sommerdag, med både moderat vind og høj sol. En dag med masser af muligheder for gode oplevelser. De blev da også hurtigt også indfriet, sejladserne foran den store tribune var yderst spektakulære.
Bådene er så store, eller bassinerne så små, at der kun var plads til to både på startlinjen af gangen! Besætninger sejlede så tæt på kajen, at bådene ofte skyggede for solen, mens de forreste tilskuere, sprang tilbage for ikke at blive ramt af et vildfaren skødespil. Det var lidt som sejlernes frie leg, på sidste skoledag.
Underholdningen var i top, men også lidt trivielt på den lange bane. Flot ser det ud, men med garanti sjovere at være om bord. Så snakken gik hurtig over på det ungdomsarbejde som Lisbeth brænder så voldsomt for? Hvordan mulighederne var for, at få de ældre medlemmer ind i klub arbejdet? Hvor skulle der angribes, for at få mange nye medlemmer ind i sejlklubben og frem for alt fastholde dem i sejlsporten?
Ganske pudsigt er Bådmagasinets juli udgave netop udkommet med et ganske interessant bud på den opgave. Glyngøre har opskriften – køb bladets online version her.
Lisbeth er ny i opgaven, og har stadig en tyrkertro på mulighederne. Selv er hun genfødt i sejlsporten, gået på duelighedskursus i vinters efter ikke at have sat siden fødder i en båd siden barndommen i forrige årtusinde.
Dialogen kørte, munden stod ikke stille på Lisbeth der har, ligesom i Glyngøre, succes med sit arbejde, fra at have overtaget en stendød ungdomsafdeling, til nu snart 30 aktive medlemmer på under 1 år.
Volvo Ocean Race og især Vestas Winds deltagelse, grundstødning og genopbygning har været en stor del af mange af børnenes hverdag. Lisbeth måtte selv få sat en ekstra skærm op på arbejde, for at følge sejladserne dagligt og hele tiden.
Og begyndte der at være lidt substans i historien, for et besøg på Vestas Wind og hilse på de to danske gaster, Peter Wibroe og Nicolaj Sehested stod ret højt på Lisbeths ønskeseddel.
Umiddelbart en overskuelig opgave, især med de relationer jeg har til de to sejlere og Vestas projektet. Men igen havde jeg forregnet mig i forhold til VOR organisationen. Den ellers flinke 'Kombardo-mand' fortalte lakonisk, at jeg manglede et tre tal på mit pressekort!
Heldigvis kender jeg Vestas organisationen godt, så udfordringen blev løst. Personlig har jeg ikke set Peter og Nicolaj siden de hektiske dage tilbage i august 2014. Forandringen var markant, vi sendte to sejlerdrenge af sted, og der kom 2 hærdebredde mænd hjem.
Lisbeth var begejstret, over de to flotte fyre. Faktisk oplevede jeg, hun blev lidt blød i knæene, da hun fik et fast håndtryk, og en rundvisning på Vestas Wind.
