I mandags fortalte Nicolai Sehested om den nat Vestas Wind ramte revet. Hvordan han oplevede det da de ramte revet, om en lang nat, kort sagt følelserne i de dramatiske sekunder og timer efter den dramatiske grundstødning og rednings på et rev i det Indiske Ocean
Læs også: Ekstremt heldigt at ingen kom til skade, da vi ramte revet
Nicolai er i Danmark en uges tid, inden holdet igen samles i Abu Dhabi, hvor der mellem jul og nytår forventes en udmelding om Vestas Wind og holdets fremtid.
Bådmagasinet talte også med Nicolai om sejladsen indtil da, ikke mindst første etape, oplevelserne, holdet, tekniske problemer med mere.
Fortæl om første etape, det var din første havkapsejlads og i det hele taget første sejlads på åbent hav ?
Oplevelsen at komme i gang med første etape var helt fantastisk. Det var en drøm, der blev realiseret, vi var meget spændte, også lidt nervøse, fordi man ikke aner, hvor hårdt det vil blive, hvor udkørt man bliver. Det var kun noget vi havde hørt om.
Dels skulle Peter og jeg være ’drivere’, altså rorsmand, og man håber selvfølgelig, at man er hurtig nok til at styre båden – og dermed kan blive ved med det. Det viste sig, at det gik godt, og vi lærte meget hurtigt båden at kende, under mange forskellige forhold. Og jeg blev derfor fast driver på det ene vagthold, og Peter på det andet.
Det var en meget lang etape, tids- og distancemæssigt. Vi har prøvet al slags vejr. Det har været hårdt både fysisk og mentalt, da man stort set er presset hele tiden for at sejle optimalt. Bådene sejler meget ens og det bliver marginalerne som tæller, konstant optimering teknisk og trimmæssigt.
Som bådkaptajn er det også min opgave at holde alle systemerne i gang, gennemgå alt, hele tiden, så der er hele tiden noget at lave, når jeg ikke er på dæk i min vagt.
Man får ikke så meget søvn, men det er selvfølgelig afhængig af vejret, der har været dage hvor vi har fået minde end én time, nogle dage to en halv time, og i et godt døgn omkring 4 timer. Når man er på dæk, så er det hele tiden 100%, der er ikke tid til et power-nap på dæk, det er kun når man sidder en stund nede i båden. Det den er rytme man har i 27 dage. Det er spændende, intenst, hårdt, men også sjovt.
Første fire dage til Gibraltar var hårde, med 30-40 sejlskift, og så tænker man, bliver det sådan de næste mere end 20 dage ude i Atlanterhavet, ja så bliver det hårdt fysisk.
Vi vidste på forhånd, at ’trade winds’ ikke ville virke som de plejede på grund af nogle høj- og lavtryk som modvirker fri passage, og det var derfor feltet sejlede ned langs Afrikas kyst. Det viste sig så, at man faktisk alligevel kunne være gået mere vestpå ud i ’trade winds’, men feltet var samlet, så det var ligegyldigt.
Nicolai blev fast "driver" på det ene vagthold. Foto Brian Carlin
I havde nogen tekniske problemer på første etape ?
Ja, vi havde mange problemer med installationerne. Vi har jo ikke fået testet dem så meget som de andre både, som har opdaget problemer under deres relativt mange testsejladser. Det havde vi jo ikke tid til, så der var problemer med el-systemerne, hydraulikken og motoren.
Motoren er helt afgørende for at kunne få strøm til alle bådens systemer, så hvis vi ikke havde fået løst det, så havde vi ikke kunnet gennemføre etapen. Men det lykkedes heldigvis.
Når der er problemer, så har vi kontakt til vores shore manager Coxy over satelittelefonen, hvor vi taler det hele igennem og fejlfinder. Så vi har efterhånden lært alle systemerne godt at kende.
Den spanske båd havde ligeledes problemer, og brændte nogle systemer ned. De har jo heller ikke fået testet så lang tid, som de øvrige både.
Vores køl holdt for eksempel heller ikke 40 grader, men gled hele tiden ned. Vi måtte derfor låse den i yderpositionen. Det gjorde det samtidig mere vanskeligt i vendinger og bomninger.
Jeg oplever, at vi generelt på Vestas Wind har mere teknisk kompetence om bord end de andre hold, ikke mindst på grund af de tre ’gamle’ - Nico, Tray og Salty som har sejlet tre Volvo Ocean Race sammen. Det var også afgørende for at vi kunne løse de relativt mange tekniske udfordringer på etapen.”
