Helsinkis centrum har promenade vendt mod havnen og kæmpefærger til Stockholm og Tallinn. På havnepladsens marked sælges utrolige mængder jordbær og kartofler. Fra småbåde ved kajerne sælges også kartofler og et væld af blå kornblomster. Der er en gammel, overdækket saluhal (salgshal) med boder.
Vin købes i Alko, specielle "systembolag" som i Sverige.
Domkirkens grønne kuppel og græske søjler rager over byens hvide huse. En seværdighed er den moderne Tempelkirke, som er hugget ind i bjerget. Væggene derinde er det rå bjerg, mens en transparent kuppel sørger for Vorherres ovenlys.
Vandet er grønt og plumret
Vandet i Finland er grønt af alger, så man kun kan se trekvart meter ned. Det er ikke muligt at holde øje med havbunden som hjemme i Danmark. Til gengæld har finnerne gode båker og IALA-sømærker med tydelige farver, men ofte uden toppe.
Havvandet er så fersk, at der lever gedder og aborrer, og vandet egner sig til tøjvask, så man sparer på egen vandtank.
Mindste dybdekurve i finske søkort er 10 m, og vandet inden for er farvet gult på søkortet. Det betyder mellem 10 og nul meter dybde, og sejler man på "gult vand", kan de nul meter komme uden varsel. Men de fleste sejlløb har over 10 m dybde.
Når en finne går på grund, siger han, at det er russiske Pjotr's skyld. Gamle søkort er nemlig opmålt af russerne i 1850'erne med håndlod, og Pjotr fandt ikke alle sten. Nye finske søkort er naturligvis fra nye opmålinger, men det er stadig risikabelt at sejle i søkortets gule vand uden for afmærkningen.
Søkort har enkelte hvide pletter helt uden dybdecifre, og øernes omrids er fra flyfoto. Vandet er så stenet, at opmålingsfartøjer ikke kan sejle der. En finsk sejler fortalte, at han engang kom gennem sådan et hvidt område, men håll-da käften, der var bare sten, og det skulle han aldrig gøre igen.
