Selvom sejlere og miljøorganisationer fortæller om den massive forurening i Guanabara Bay, så påstår borgmesteren hårdnakket, at man i dag behandler 49% af områdets kloak- og spildevand, men samtiidg indrømmer han, at man ikke vil kunne leve op til de 80 % som Rio havde lovet i sit olympiske bud.
IOC’s Executive Director for De Olympiske Lege, Christophe Bubi, sagde på en pressekonference i sidste uge, at det er hans opfattelse, at målet på de 80% fastholdes. Det bliver så fulgt op af en meget politisk udtalelse
”Der satses stadig på at nå det mål. Vi kan ikke bedømme det før vi er ved mållinjen. Vi er som atleter på den måde, at vi bliver ved med at satse, og vi må respektere den indsats der gøres.”
Selvom atleter som har været i Rio og træne det seneste halve år har klaget over sundhedsrisikoen og den kraftige forurening, så siger lederen af IOC’s inspektions team, Nawal El Moutawakel:
”Vi er blevet forsikret om at alle områder, hvor der skal konkurreres, vil være rene nok til at atleterne kan konkurrere på en sikker og forsvarlig måde.”
Dette står i skærende kontrast til at adskillige embedsmænd i Rio samt fra regeringen allerede sidste år, var ude med udtalelser om, at man ikke engang vil kunne nå 50 % reduktion af forureningen.
Forurening ved den olympiske by
Vandkvaliteten er blevet en “varm kartoffel” efterhånden som OL kommer nærmere, og der kun er meget små tegn på oprensning af den stærkt forurenede bugt.
Endvidere siges der at være tilsvarende problemer i de laguner i den vestlige del af Rio, som omgiver den Olympiske by, centrum for legene. Jacarepagua lagune systemet er også fuldt med affald og kloakspildevand, og miljøgruppen Olho Verde har taget billeder som viser en massiv bakteriel opblomstring i lagunen, som også er løbet ud i Atlanterhavet og forurenet nærliggende populære strande.
Der nævnes en én-cellet bakterie, Cyanobacteria, som giver vandet en kraftig blå-grøn farve, og som kan være giftig for mennesker, dyr og planter. Det er det vi kender fra nordiske farvande som ’blågrønne alger’. Nogle af dem producerer giftstoffer, og det kan udvikle sig til endog stærke biologiske giftstoffer. Det er specielt i forbindelse med opblomstring, at bakterierne kan blive en sundhedsrisiko for mennersker og dyr.
Rio avisen O Globo rapporterede også i sidste uge, at man skal ikke længere tilbage end til november 2014, hvor man måtte samle 60 tons døde fisk op ikke langt fra det sted, hvor man nu igen har fundet alle de døde fisk.