Yamarin 64 DC med Yamaha 150 hk: I særklasse
Vi har testet den før med en større motor og under helt andre forhold. Som alle Yamarin-modellerne har også denne fået ny betegnelse - 64 DC. I en direkte sammenligning med konkurrenterne får den for alvor vist hvad den står for.
I forrige nummer præsenterede vi nyheden AMT 200 DC med en 150 hk Honda. Det er netop både som den Yamarin 64 DC udfordrer, og det var ekstra spændende at sejle båden under nøjagtig samme forhold. Ydermere ligger Bella 640 DC og Askeladden 645 i samme størrelse. Vi kunne også have nævnt den nye Crescent, der også var med i Nordisk Bådtest - del 1.
Yamarin 64 DC har et forholdsvis højt fribord, der giver en fornemmelse af sikkerhed om bord. Specielt mærkes det når man kommer ud i lidt større sø. Der kommer minimalt med sprøjt på vindspejlet. Og passagererne i den U-formede agterbænk sidder behageligt med høje ryghynder og god beskyttelse.
Cockpittet har to gode GT-stole og en U-formet sofa agter. Under agterbænken er der fine stuverum, der er let at komme til. Førerpladsen er ergonomisk godt udformet med en fin placering af rat og motorkontrol. To runde instrumenter (Yamahas multi-instrumenter) sidder placeret i sigtelinjen for skipperen. At båden har været på markedet nogle år, ses bedst ved at GPS/kortplotteren må skrues fast på toppen - den er altså ikke integreret i instrumentpanelet, som f.eks. på den nye AMT 200. Bortset fra det, fungerer Yamarin’ens førerplads helt ok. Præcis styring og motorkontrol bidrager væsentligt til præcise havnemanøvrer og i hele fartområdet. Et soleklart plus.
På hver side af motoren er der badeplatforme med badelejder på den ene. Op til fordækket er der faste og gode trin. Gangzonen på fordækket er teakbelagt. Der er en lav pulpit rundt om fordækket. Båden har altså ikke skydedør, men en todelt hængslet dør foran passagerstolen. Indgangen er fin og fordelen er at dækket bliver stivere i og med at trappen er helstøbt. En skydedør med trin (som AMT 200) kan hurtigt blive mere ledeløs. Hvad der er bedst er en smagssag. Men forkahytten på en båd som denne benyttes nok ikke så meget til overnatning.
Det største ankepunkt på denne båd er manglen af dæksluge eller nødudgang fra kahytten. Flere af bådene i testen mangler denne luge. Nogle har for små luger. Bedste luge/nødudgang har Askeladden. På Yamarin 64 DC får man ventilation i kahytten gennem oplukkelige lysventiler i skrogsiden. Selve kahytten er forholdsvis rummelig, men med en spartansk og enkel indretning. Her kan et par fint overnatte. Plus for plads til cockpitbordet.
Når bordet sættes op ved U-sofaen i cockpittet, får man en hyggelig sofagruppe. Der er også en lille pantry-sektion med stålvask. Kogeapparat med vifte er ekstraudstyr. Viften kan bruges til at varme båden op under kalechen. Yamarin’en har en gennemført høj finish, fin dekoration på skrogsiden og gode lanterner. Men top- og agterlanternen er på en løs høj stang, der ofte glemmes og så sejles uden agterlanterne.
Alt dette er detaljer. På havet skal båden nu vise hvad den står for. Med 150 hk på hækken når den omkring 43 knob og det under de samme forhold som alle de testede både.
Båden kommer hurtigt op og plane. 150 hk føles som perfekt til den. Til at begynde med har vi lidt for meget trim på stævnen. Krap medsø på omkring en meter. Vi tilter ud og øger farten. Båden går helt perfekt! Den tager søerne blødt og helt udramatisk. Så modsø, sidesø og nye runder. 64 DC imponerer. Helt ubesværet suser den af sted. Ikke en eneste gang får vi ubehagelige slag. Det er helt klart en vinder, når sejlegenskaberne skal vurderes. I svingene ligger den hele vejen og ekstra harmonisk bliver det når styringen er så præcis. Vi sejler og sejler og tager lige en tur mere med et par konkurrenter for at sammenligne.
I testen er der flere både, som får betegnelsen ”gode sejlegenskaber”. Men Yamarin 64 DC er helt klart den bedste og er propfuld af sejlglæde. Skal du have en båd, hvor du kan holde høj marchfart selv i lidt krap sø og med høj komfort, er dette en spændende båd.
+ Super skrog
+ Gennemført kvalitet
+ Flot styring
- Ingen dæksluge
- Kombineret top/agterlanterne
- Ingen integreret skærmplads
Længde/bredde: 6,17/2,48 m
Vægt: 1100 kg
Motor: Anbefalet/testbåd Yamaha 150 hk
Brændstoftank: 140 l
Ant. personer: 7 stk.
Pris testbåd: 338.800 kr.
Inkl. teak og vinduer i skrog.
Producent: Kesko, Finland.
Importør: Yamaha Motor Scandinavia.
Forhandlere: Gjøl Marine, tlf. 98 27 75 15, Køge MC & Bådcenter, tlf. 56 65 26 19, Bådkommisæren, tlf. 65 32 18 15, Leif Larsen Marine, tlf. 62 22 89 11, Øsby Smedene A/S, tlf. 74 58 45 90, Lund Marine ApS, tlf. 70 20 98 88.www.ketneroutdoor.dk