Monterey 298 SC

Artikelindeks


Man tager et moderne skrog med dyb V-bund (22 grader), sætter to store V8’ere (2x320 hk) i motorrummet. Så støber man skroget i knaldrødt, giver det et strømlinjeformet dæk og matcher det hele med en luksuspræget indretning både inde og ude. For at understrege at dette er en båd, som skiller sig ud og har betydeligt fartpotentiale, monteres en aggressiv fremoverliggende targabøjle. Det hele døbes så i al beskedenhed til Monterey 298 SC.
Vi skal ikke bruge megen tid på at beskrive båden - her er det langt vigtigere at snakke ægte sejloplevelse.
Båden har kort fortalt et stort og komfortabelt cockpit med en stor, smart sol-seng, fine siddepladser og en bar-enhed i bagbord side. Førerpladsen er flot udformet med et lækkert instrumentpanel. Integreret badeplatform er selvfølgelig standard. Dette er kort sagt en drømmebåd til gode sommerdage.
Under dæk er der et strejf af luksus. Forude en U-formet sofa-gruppe som kan laves om til en dobbeltkøje, et separat toiletrum med en passende størrelse. Et kompakt pantry og en ekstra stikkøje under cockpittet findes også. Alt ser lækkert ud - med flot finish og fine detaljer som indirekte belysning, blankpoleret træværk og spejl forude. Båden er veludstyret og med høj kvalitet både på glasfiberarbejde og tekniske installationer.
Nogen længere beskrivelser har vi ikke tid til for de store Mercruiser-motorer er allerede startet og i farvan-det udenfor Svendborg blæser det friskt. Nu skal båden sættes på prøve!
Amerikanerne er kendt for at lave fine V-bunds skrog, men der er grænser for hvor dyb V-bund forskellige både har. Eksempelvis har Cigarette en V-bund på 24,5 grader agter. Det giver fantastiske sejlegenskaber i grov sø, men der kræves kraftige motorer for at få det til at gå stærkt. Lad os sige fra twin 500 hk og opad! I den anden ende af skalaen har man de typiske ”cruiser-modeller”. Her er V-bunden betydelig mere moderat og der kræves mere moderate motorer for at få båden op i plan og cruise behageligt i 25-30 knob. Men i grov sø klarer V-bunden ikke det samme som en sportsbåd og farten må reduceres. Det man kan sige er det største plus hos en ”cruiser”, er et stort volumen i skroget og dermed meget bokomfort. Midt i mellem ligger så ”sportscruiserne” - med et skarpere V-skrog på omkring 20-22 grader og tilpas god bokomfort. Ude-plads og lækkert design er prioriteret og giver båden pluspoint til kunder som sætter dette i højsæde.
Når det er sagt, er der også forskel på hvor sporty sportscruiserne er. Kun en lille grad eller to på V-bunden skiller de bedste fra mængden. Mindre justeringer i trinlister og små steps gør hele forskellen på gode og meget gode sejlegenskaber den dag bølgerne rejser sig i op til halvanden meters højde. Præcis som på vores testtur. At det hele er perfekt skruet sammen og solidt støbt, er en anden vigtig side af sagen.
Straks vi er udenfor molen og fartgrænsen, kan vi fyre de 640 heste af og få båden op og plane. Der er kræfter bagi og snart passerer loggen 25 knob. Det blæser friskt og stævnen skal trimmes lidt ned for at gå så blødt som muligt i de krappe søer på halvanden meter med hvidt skum på toppen. Forholdene frister ikke til topfart, men Monterey 298 SC lader sig ikke skræmme så let. Den skærer blødt gennem søerne og snart er vi fortrolige med bådens harmoniske egenskaber. Styringen er præcis, motorkontrollerne faste og det er let at give båden korrekt motoreffekt. Farten øges! Snart ligger vi på ca. 30-35 knob derudaf i lange, elegante hop. For at være helt ærlig - vi har andet at tænke på end at kigge på loggen. Tørt og blødt suser vi af sted. Uden skramlelyde fra indretningen. Båden virker solid og godt skruet sammen.
Nu kan vi virkelig teste båden. Den sejler lige godt om søen kommer skråt ind eller ind fra siden, og der kommer minimalt med sprøjt ind over båden.


 

Mange tror at det er mest sporty at sejle i modsø. Det er også sjovt at sejle en godt båd i grov medsø, men det kræver to ting: At skipperen ved hvordan båden skal sejles og at han giver båden rigtig trim og fart. I praksis betyder det nogle grader ud på drevene, så stævnen ligger højere. Trimmer du for hårdt ind, vil forskibet ligge for dybt. Det giver mere sprøjt og faren for at stævnen dykker er til stede. Sejler du for langsomt, kan det samme ske.
I medsø holder vi omkring 30 knob i starten. Vi finder det rigtige trim - båden sejler tørt og behageligt på bølgetoppene. Monterey’en går som et lokomotiv!
Efter et stykke tid indser vi at båden har potentiale. Vi trimmer drevene en grad eller to mere. Bølgerne bliver større, men vi falder ikke tilbage. Tværtimod - farten øges. Snart ligger vi i en perfekt dans på bølgerne og tro det eller ej; Den farer af sted med mellem 40 og 50 knob! I enkelte bølgedale pisker propellerne i fri luft. Lynhurtigt lettes trykket på gashåndtaget og der gives gas igen idet propellerne får fat i næste bølge. Det er sejlegenskaber og dette skrog går slet og ret superbt. Vi har sejlet andre rene sportsbåde i grovere sø og endnu hurtigere, men de har en klar svaghed: Med deres spidse forskib kan de dykke i de groveste medsøer. Og så bliver det vådt - meget vådt! Monterey’en dykker ikke og klarer en overraskende høj fart i den grove sø. Sejloplevelse hedder det! Vi bliver helt tændte og tager en tur mere. Måske går det endnu hurtigere næste gang, for nu kender vi båden langt bedre.
Monterey 298 SC får godkendt for det fine skrog, men vi må lige tilføje at det ikke er måden at sejle med familien om bord. Så må fartdjævelen blive hjemme og man må cruise behageligt og sikkert i et lavere fartområde. Men - den dag ”gutterne” skal på tur, kan man lidt overlegent vise at man har en båd som sejler godt med mange heste under solmadrassen. Husk at alt det løse i båden skal sættes godt fast, så man ikke får en overraskelse når havneøllen skal indtages. For glas, kopper og flasker er ikke helt vilde med en barsk tur.

Konklusion
Imponerende skrog med meget fine sejlegenskaber, kraftige motorer, harmonisk styring og sejlglæde i massevis. Kombineret med bådens elegante indretning, soveplads til fire og meget udstyr, kan den fint bruges til weekendture.
Den har i tilgift et elegant design og det knaldrøde skrog forstærker bådens sporty træk yderligere. Vælger du en båd som denne, med en topfart nærmere de 60 knob, må du kunne både søvejsreglerne og være kendt med det sted, hvor du vil sejle stærkt. For med 50 knob er der ikke tid til at læse kort eller kortplotter. Skal vi til slut fremhæve et par minusser, kan vi nævne at de to V8-motorer drikker meget benzin når går stærkt. Ståhøjden i kahytten kunne være bedre, men er det et krav må du heller se på en mere familiær cruising-model.
Monterey 298 SC får topkarakterer som en ægte sportscruiser - en af de bedre i klassen og til en konkurrencedygtig pris.


+ Sejlegenskaber
+ Kraftige motorer
+ Lækkert design

- Højt benzinforbrug
- Ståhøjde i kahyt
- Stor kaleche

Monterey 298 SC
Længde/bredde: 9,7/2,9 m
V-bund: 22°
Køjer: 2 + 2 stk.
Brændstoftank: 537 l
Vandtank: 57 l
Septiktank: 79 l
Vægt: ca. 3859 kg
Motorer: (benzin) Mercruiser V8 2x320 hk 
Topfart: ca. 60 knob
Pris fra: 912.411 kr.
Pris testbåd: 1.081.352 kr.
Producent: Monterey Boats, USA
Forhandler: Gnisten Marine, tlf. 62 21 49 21.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen