Forbina 40

Artikelindeks


Problematikken kender de fleste: Har man tre børn er det vanskeligt at finde både med fem faste køjer. Bevares - der findesmange både med køjer til både fem og seks, men det er noget andet. Vi snakker om ”faste køjer” som kan stå opredt hele døgnet uden at man skal ændre på siddegrupper og rede op hver eneste aften. Faste køjer til 5-6 personer er noget andet og som årene går og børnene vokser, har alle brug for at have mere udstyr med på sejlturen. Mere plads bliver nødvendigt og midt i det hele skal vi ikke glemme privatlivets fred. Både voksne og unge har brug for deres eget ”lukaf” til lidt privatliv.
Det er her Forbina 40 har sin målgruppe.
Med et stort volumen kan Forbina-skipperen fastslå at her er: Stor dæks-salon, tre kahytter, stort agterdæk, flybridge med plads til hele familien og et pantry enhver kok vil kunne lide. Ydermere kan nævnes at to af kahytterne er separate ”lukaf’er” med en stor dobbeltkøje og at båden har en topfart tæt på 35 knob.
Selvfølgelig vil en skipper på en mindre båd hævde at han har meget af det samme. Men så er det bare at invitere ham om bord i Forbina 40. Så er den diskussion over. For her er volumen og virkelig god plads.
Badeplatformen er næsten tre meter bred og 80-90 centi-meter i dybden. Under en luge ligger bade/red-ningsleider og ankerspillet agter er gemt godt af vejen. Det giver et ”rent” indtryk. Ind mod agterdækket er der stålholdere til fire store fendere. Og selvfølgelig er der en låge ind til agterdækket, der er stort med en fast bænk agterude, der sammen med et bord og et par løse stole bliver til en fin siddegruppe. Når man ser på badeplatformen og agterdækket, er det tydeligt at producenten har haft stor plads til rådighed. Så der er blevet plads til det meste uden at gå på kompromis og resultatet er at alt ser velorganiseret ud og ud fra dette virker det hele en tak større.
Da Forbina 40 blev lanceret på bådudstillingen i Stockholm, blev den hædret med ”Motorboat of the Show”. Et snert af moderne design og en funktionel indretning gjorde udslaget. På en bådudstilling kan man jo ikke prøvesejle en båd - derfor var det spændende at kaste fortøjningerne og teste sejlegenskaberne.
Vi kan slå fast at støjniveauet i båden er lavt. Ved 700 o/m målte vi 63,5 db - øgende til 64 ved 1000 o/m. I motorrummet summer to af Volvo Pentas flunkende nye D4-motorer. Med kompressor yder de nu 260 hk. Allerede i accelerationen er det imponerende hvordan D4-motorerne sender den store 40 fods båd op i fart. 2500 o/m giver 22,6 knob. Med 3000 omdrejninger viser loggen 29,8 knob.
Først ved 3300 omdrejninger stopper loggen på 34,4 knob! Det er flot af D4 motorer. For at give et korrekt billede skal nævnes at Forbina 40 vejer 7900 kg, har en længde på 11,9 meter og en bredde på 3,87 meter. På testbåden var der 600 liter diesel og 300 liter ferskvand plus fem voksne.

Sejlegenskaber
Sænkes omdrejningstallet til 3100 o/m cruiser båden stadig 31,3 knob. På fladt vand ligger den stabilt og behageligt. Den reagerer beskedent på kraftige vindstød og ligger forholdsvis stabilt selv om vinden kommer ind fra siden. Den store overbygning har et godt vindfang, men en lille justering af flapsene retter hurtigt båden op. Styringen er præcis. I hele fartområdet føles båden behagelig på rattet og styrer velvilligt derhen man vil. At båden ligger så stabilt har naturligt nok tæt sammenhæng med skrogets store bredde og faconen på V-bunden. Ca. 14 grader V agter. Det gør båden stabil, letplanende og letsejlet.
Ude i Kattegat mødte vi 2-3 meter sø. Lige mod bølgerne i 14-15 knobs fart sejler båden behageligt nok, men med et klart minus. Der kommer meget vand ind over. Forskibet er meget lige i siderne og når søen bliver tilpas stor er der ikke nok overhæng til at slå søen effektivt ud til siderne. Så kommer der sprøjt godt op over flybridgen. Kan man ikke lide at blive våd, er løsningen at forføje sig ned til den indvendige styreplads. Med søen mere ind fra siden sejler båden betydelig bedre og mere tørt.
Konklusionen må være at Forbina 40 har udmærkede fartegenskaber, den sejler stabilt i hele fartområdet op til topfart. Småsø tager den uden problemer, men ude i større bølger kommer der ret meget sprøjt ind over - i hvert fald når man sejler lige mod bølgerne.
Det er heller ikke her båden scorer de vigtige point. Badeplatformen og agter-dækket har vi allerede nævnt, men ved at hele agterdækket kan lukkes af med kaleche på begge sider og agter får man et ekstra tørt rum. Smart er det også at kalechen ligger praktisk sammenrullet under flybridgens overhang.
Der er en støbt trappe med gode trin op til flybridgen. En stor luge skal åbnes inden man kommer op på selve flybridgen. Lugen er solid og taget over agterdækket tæt. Fra flybridgen har man en fint udsyn. Den fremoverliggende vindskærm tager det meste af fartvinden. Skipperen sidder med fint udsyn placeret midtskibs. Her er godt med siddepladser og der kan rigges en solseng til. Stole og hynder er betrukket med mørkeblåt stof. Havnekalechen kan trækkes over hele flybridgen. Agter er en kraftig targabøjle med plads til radar, lyskastere og antenner. Targabøjlen kan nemt vippes ned når kan man skal transportere båden eller passere under lave broer.


 

Indretning
Dækssalonen entres gennem en bred skyde-dør. I bagbord side er en stor U-formet sofagruppe et trin oppe med et godt udsyn.
Instrumentpanelet har en tilpas moderne facon og der er også et godt udsyn fra førerstolen. God plads til kort, skærm og anden elektronik. Det meste er fint, men det er en oplagt fordel med kortskærmen placeret bedst muligt i sigtelinjen. Stolen er komfortabel og har plads til to personer. Der er skydevinduer i siderne, kraftige vinduesviskere og generelt et godt udsyn.
Hele salonen giver et rummelig indtryk. Bag førerpladsen er der en sektion med skuffer og skabe. Pantryet er ikke her, men to trin nede i en midtersektion længere fremme. Her er godt med skabsplads, L-formet bordplade og fin arbejdshøjde. Placeringen af pantryet er en smagssag. Fordelen er at pladsen omkring pantryet er god, man går ikke i vejen for hinanden - det kan være et minus at man ligesom på en sejlbåd er nede i pantryet og ikke kan se ud eller er i direkte kontakt med dem som opholder sig på agterdækket eller i den store sofagruppe. 
Agtenfor pantryet i bagbord side findes døren ind til den store gæstekahyt. Her er virkelig plads til de store armbe-vægelser, godt med stuverum, et stort klædeskab og en fin højde over den store dobbeltkøje. Læselamper og hylder. Nødudgang og tilfredsstillende ventilation.
I styrbord side findes der endnu en dobbeltkøje ind under førerpladsen. Her er en smule mørkere og med en lidt lavere højde på halvdelen af køjen ind under salonen. Derfor egner den sig bedst til kun en person, men to kan sagtens sove her. Foran køjen er der en lille bænk med et klapbord - den naturlige plads hvis man har den bærbare pc med. Kahytten afskærmes af en forhæng.
Over for pantryet ligger toiletrummet. Alt er pænt og ryddeligt. I hjørnet er der brus med rist på dørken. Skal man bade, skal der anvendes bruseforhæng. Toiletrummet er funktionelt med god plads og fuld ståhøjde. Godt så langt, men på en båd af denne størrelse havde det været et plus med en separat brusekabine.
Forude ligger ”owners cabin” med en rimelig stor og komfortabel dobbeltkøje. Kahytten er rummelig, har god ventilation gennem taglugen, to koøjer og to udluftningsventiler. Under køjen er en stor skuffe og derunder ligger motoren til bovpro-pellen. To garderobeskabe og hylder giver en forkahyt med fin bokomfort.
Adgangen til motorrummet sker gennem to store luger, der kan hægtes af, og nu afsløres grunden til det lave støjniveau. Rundt om motorerne er der sat en ekstra kasse med tykke lydisoleringsmåtter ind-vendig. Teknisk set er løsningen god, men minusset er at kassen skal fjernes for at komme til motorerne. Det er besværligt både ved den daglige inspektion og hvis man pludselig skal til motorerne. De tekniske installationer er velordnet og helt i orden.

Konklusion
Konklusionen må være at Forbina 40 er en fin båd. Skulle man endelig bruge be-tegnelsen ”flydende landsted”, så må den passe her. Planløsningen med dæksalon og pantry længere fremme giver gode trafik-zoner og følelsen af luft og meget plads. Med agterdækket som kan lukkes med en kaleche, stor flybridge, velvoksen bade-platform og et fordæk hvor man kan solbade, bliver slutresultatet en båd hvor 5-6 personer kan leve og bo komfortabelt selv på langtur.
Forbina 40 er letsejlet, sejler stærkt og stabilt under normale forhold. Det største minus er at den bliver våd ude i stor sø på 2-3 meter. Teknisk er båden gennemført med overskuelige installationer, pæn finish på træværket, glasfiberarbejdet, håndlister og beslag. Den har stor pulpit forude og langs de brede sidedæk.
Indretningen er i lys, amerikansk eg med enkelte højglanspolerede flader - for eksempel salonbordet. Finish og kvalitet er gennemført og godkendes, men båden er ikke lige så gedigen i indretningen som et par andre svenske både i samme klasse - for eksempel Nord West 390. 
På plussiden kan nævnes at båden er lidt lettere end konkurrenterne, kræver mindre maskiner for at sejle hurtigt og så koster den mindre. Det er også et vigtigt point selv om man har råd til at investere i en 40 fods båd.
Uanset hvad - Forbina 40 har utrolig meget plads og er mere et lille ”skib” end en ”båd”.


Forbina 40
Designet af: Göran Forsberg
Længde: 12,00 m
Bredde: 3,95 m
Deplacement: 7700 kg
Højde over vandlinjen: 3,50 m
Dybgang: 0,95 m
Vægt: 7900 kg
Brændstoftank: 800 l
Vandtank: 350 l
Septiktank: 100 l
Antal kahytter: 3 stk.
Faste køjer: 6 stk.
Standardmotor: Volvo D4 2 x 210 hk 
Alternativ: Volvo Penta AQ 41 2 x 260 hk
Topfart: 34,5 kn
CE-kategori: B
Pris fra: 2.398.000 kr.
Ekstraudstyr inkl. i standardprisen:
Cockpitkaleche. Kaleche på flybridge. 
Teak i cockpit. Bovpropel. Køleskab. Dieselvarmer. Log og lod med repeater 
på flybridge. Landstrøm. Varmt vand. 
Fjernstyret projektør. Fortøjningspakke m.v.
Producent: Forbinabåtar AB,
Karlstad, Sverige tlf. +46 54 85 01 00.
Importør: Forbina Boats ApS,
Solrød Strand tlf. 56 14 42 98.


+ Gedigen plads
+ Sejler hurtigt
+ Flot finish


- Tager vand i grov sø
- Separat brusekabine mangler
- Besværlig adgang til motorerne







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen