Askeladden 645 Beetle
Tryg. Med støbte buer ser Askeladden Beetle moderne og ganske strømlinet ud. Men i motorrummet på testbåden sad en lille 1,7 liters Mercrui-ser turbodiesel. Det var akkurat samme motor og samme skrog som 645 Spider, som vi havde med i vor walk around-test. Netop derfor var det overraskende at Beetlen virkede betydeligt kvikkere.
Designet er moderne og noget af de bedste er, at vindspejlet har en flot facon uden krumme flader i hjørnerne. Resultatet er et godt udsyn - også med kalechen oppe. Cockpittet går helt ud i siden og har en åb-ning i vindspejlet med en nem adgang til fordækket. Agterude er en lille integreret badeplatform. Der er ingen luge til agterdækket, men en bænk i hele cockpittets bredde. Hynderne på denne bænk kan fjernes og det er praktisk, hvis båden skal bruges til fiskeri eller dykning. Midterpuden er fast på toppen af motorkassen.
I det store og hele er bådens stærkeste kort et forholdsvis rummeligt og fleksibelt cockpit. Her har man en stor agterbænk, sæde i bagbords side på 1,5 meter med vipperyg. I fart kan en voksen og et barn sidde i sejlretningen, plus 3 voksne på agterbænken. Skal der spises, vippes ryggen på passagersædet forover, bordet sættes op og man har en fin siddegruppe kombineret med agterbænken. Bordpladen kan lægges ned og så har man en solbadeplatform - selv om den ikke er en af de største. Det hele er fleksibelt, men der kan hurtigt blive en del bøvl med plader og hynder.
Førerstolen er som sædvanligt på Askeladden helt o.k. Agtenfor denne er en lille pantry-enhed med et-blus kogeapparat, vask og køleskab. Enkelt, funktionelt og med en god arbejdshøjde.
Forkahytten har V-køje og plads til Porta Potti. Kahytten er lys og to voksne og et barn kan overnatte. Er der behov for flere køjer kan agterbænken eller solbadeplatformen under kalechen gøre nytte.
Totalt set er der ganske meget plads om bord i denne båd i forhold til størrelsen. Den er praktisk og betegnelsenmå blive nøgtern frem for luk-suriøs. I al fald hvis man sammenligner med Nidelv 725 eller de amerikanske både.
Man sidder dybt og godt beskyttet mod vinden. Instrumentpanelet er moderne og pænt med gennemførte Askeladden-detaljer.
Testbådene lå langs flydebroer og så opdager man at der mangler trin når båden skal entres fra styrbord side.
Sejlegenskaber
En 1,7 liters turbodiesel er en beskeden motor og viser yderpunkterne i tilbudene fra Askeladden. Båden kommer pænt op i plan og motoren virker be-tydeligt mere hidsig end den vi havde i 645 Spider ved WA-testen. Lidt underligt for båden kom lige fra fabrikken og motoren var helt ny.
Bådens stærkeste side er en cruisingfart på +/-25 knob. Der sejler den jævnt med et acceptabelt støjniveau. Her kan sejles langt med en usædvanlig god brændstoføkonomi og presser man båden kan den komme op over 30 knob. Med denne motor fornemmes båden tryg i hele fartområdet. Ingen racer, men en cruiser i ordets rette betydning.
Småsøer tager den pænt, større hæksøer mærkes en del på chinen - specielt når bølgerne rammer cirka midtskibs. Løfter båden sig mere, lander den blødere på V-bunden agter. I forhold til enkelte andre både i testen, er det derfor mest korrekt at betegne sejlegenskaberne som lidt over middel - der findes både som går blødere når de presses.
Ved grove drejninger kaviterer båden en del. Når propellen mister grebet sætter omdrejningsspærren ind, båden mister fart og så er det bare at trække den op i plan igen. Ifølge producenten er dette et ukendt problem og i så fald kan det løses ved at montere stålpropel. Det må vi prøve næste gang.
Uanset hvad kan vi uden tøven kalde Askeladden Beetle for ”tryg”. Grove sving med dramatiske konsekvenser nægter båden at deltage i og cruiser ellers stabilt som en bus. Skal du provokere dette skrog og opleve barske egenskaber, skal du vælge en bedre benzinmotor.
Fartpotentialet med den lille turbodiesel kombineret med god beskyttelse mod vinden og jævnt stabile egenskaber, praktisk forkahyt, fleksibelt cockpit og gode detaljer placerer denne båd som en ideel familiebåd med mere komfort end en skærgårdsjeep eller walk around.
Udstyr
• Fuld kaleche Standard
• Havnekaleche Ekstra
• Pantry Standard
• Køleskab/boks Ekstra
• Toilet Standard
• Kompas Ekstra
• Radio/stereo Ekstra
• Teak badeplatform Ekstra
• Teak dørk Ekstra
• Dusch badeplatf. Standard
• Farvet skrog Standard
• Solseng Ekstra
• 2 batterier Ekstra
Askeladden 645 Beetle
Længde: 6,45 m
Bredde: 2,52 m
Motor: Maks. 220 hk
Motor: 116 hk
Testbåd . Mercruiser 1,7 l diesel
CE-kategori: C
Køjer: 2+2 stk.
Maks. Antal pers.: 6 stk.
Pris fra: 409.995 kr.
Pris testbåd: 440.800 kr.
Producent:
Henrik J. Askvik, Norge,
tlf. + 47 56 30 87 00.
Importør: Ketner Outdoor,
tlf. 43 27 11 66.
+ god kvalitet
+ fleksibelt cockpit
+ trygge egenskaber
- kaviterer i grove sving
- trin i cockpit
- motor for lille ved stor last
http://www.skibsplast.no