Dengang sprang embedsmanden fra Fødevareministreret over i et hjerteprojekt, hvor hans egne børn var en aktiv del ude i Brønshøj Husum Gruppen, hvor Mads selv er minileder. Dengang gjaldt det udnævnelsen som Generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, en organisation med lige så lang en historie som Dansk Sejlunion, og mindst lige så mange frivillige ledere. De seneste 4-5 år er medlemstallet vokset støt i Det Danske Spejderkorps, hvor stadig flere melder sig ind, og stadig færre melder sig ud.
Et modigt valg af ny generalsekretær
Lad os være hudløse ærlige overfor læserne. Ansættelsen af Mads Kolte-Olsen er sket under redaktionens radar. Mads stod ikke på de forhåndsartikler, der var forberedt den seneste uge. Det er et modigt valg, men et flot valg af Hans Natorp. Godt at det ikke blev en af de frelste, der på en eller anden måde har været fedtet ind i "et eller andet" inden for sejlsporten.
Mads Kolte-Olsen er det mest oplagte valg, når man ved, hvem der ikke søgte stillingen som ny generalsekretær. Ærligt skal jeg derfor være den første til at ønske tillykke - for posten som ny generalsekretær i Dansk Sejlunion er en meget svær stol at skulle udfylde efter mere end 27 år med Dan Ibsen.
Mads har engagement og er en fantastisk inspirationskilde
Kolleger, der har været spejderledere i flere år, fremhæver Mads Kolte-Olsens lysende engagement som hans særkende. Hans smittende entusiasme kan få folk til at se på opgaven med helt nye øjne. Fælles for de mange, der gerne udtaler sig, er, at det altid er Mads Kolte-Olsen, der med sin personlige begejstring puster nyt liv i projektet.
Kommentarerne redaktionen har kunnet nå at indhente på ganske kort tid, går lige fra begejstring til let undren. Mange har ikke hel klarhed over, hvem Mads Kolte-Olsen egentlig er?
Anette Oldenborg Petersen, tidligere udvalgsformand, medlem i Det Danske Spejderkorps og kasserer i Kvindelig Sejlklub, er ærgerlig som spejder, men glædelig overrasket som sejler. "Mads er det helt rigtige valg. Han er en fantastisk kommunikator, fantastisk til at inspirere – derfor et fantastisk godt valg for dansk sejlsport. Bare for at få lov til at arbejde med Mads igen, kunne jeg overveje at kaste mig ud i frivilligt arbejde i Dansk Sejlunion". Blandt de adspurgte anses det mere som en headhunting, end en åben jobansøgningsproces som Mercuri Urval gennemført sammen med formand Hans Natorp.
Før posten i Det Danske Spejderkorps kom Mads fra en stilling som leder af direktionssekretariatet i Fødevarestyrelsen. Ambitionen var dengang som nu at kombinere "legen" med hans massive ledelseserfaring. Årene i Det Danske Spejderkorps bliver et værdifuldt aktiv for ham, når han nu skal afløse Dan Ibsen. Hos spejderne har Mads bevist, at han mere end magter opgaven at stå i spidsen for en frivillig organisation, som både spejderne og Dansk Sejlunion basalt set er. Folkene omkring Mads, både hos spejderne, i ministeriet og ude i lokalsamfundet fortæller, at Mads lynhurtigt skaber sig et overblik og "træffer" de rigtige beslutninger på ledelsesniveau. Han har både fra ministeriet og spejderne erfaringen i at rulle ambitiøse visioner og komplekse strategier ud i livet.
Mads Kolte-Olsen er klar til at løse opgaverne i Dansk Sejlunion
Assistent for Natorp?
Godt nok er Mads Kolte-Olsen lovet stor frihed til at løse opgaven i Dansk Sejlunion, men spørgsmålet er, om det er sandheden, eller er den nye generalsekretær assistent for Hans Natorp? Hans er dels lønnet formand, derfor også meget synlig i arbejdsdagen. Mads Kolte-Olsen får en formand med vilje til at få sine synspunkter igennem, og ikke bange for at skære til, når det findes nødvendigt.
Læs videre på næste side
Nogle af de væsentligste udfordringer, Mads Kolte-Olsen får som ny generalsekretær, er at få skabt et stærkt samspil med bestyrelse og de mange medarbejdere i Dansk Sejlunion. Spørgsmålet er, om det bliver nogen let opgave, når hans forgænger, Dan Ibsen, stadig har sin daglige arbejdsplads på nabokontoret. Den organisation (DS, red.) som Mads Kolte-Olsen overtager, er bygget op fra grunden af Dan Ibsen, gennem hans livslange karriere i organisationen. Alle ansatte, undtagen den nye generalsekretær og formanden selv, har Dans signatur på ansættelseskontrakten.
Læs også: Dan Ibsen i ny rolle
Skal styre supertankeren Dansk Sejlunion
Mads Kolte-Olsen skal sikre, at missionen om at være det nationale samlingspunkt for alle sejlere gennemføres. Strategien er fastlagt i DS Strategi 2011, og hovedbudskabet er: Sejlerfokus. Mads har så til opgave at styre den supertanker, som Dansk Sejlunion er, gennem sin magtposition som et af de 10 største idrætsforbund i Danmark. Brøndby er et minefelt med Danmarks Idræts Forbund og Team Danmark som centrale organisationer i en økonomisk verden, hvor det næppe bliver lettere at få økonomien til at hænge sammen.
Dertil kommer de store danske sejlklubber, der ikke altid jubler, når sejlunionen sætter deres projekter i søen. Mads kan hurtig skaffe sig mange fjender rundt omkring i dansk sejlsport, alene fordi hans ansættelse har succeskriterier, der kræver, at han går på rov hos de store klubbers traditionelle jagtmarker for økonomiske sponsorering. Sail-Biz, der er Dansk Sejlunions nye erhvervsnetværk, bliver et minefyldt farvand. Overfor erhvervslivet lokkes der med ekstraordinære sejloplevelser, som kombineres med et professionelt netværk blandt sejlinteresserede beslutningstagere. Sejlunionen lokker med maritime godbidder med det formål at øge sponsorporteføljen i dansk sejlsport. Skal Mads Kolte-Olsen være en succes set med klubbernes øjne, skal han udvide feltet af potentielle sponsorer. Umiddelbart virker det ikke som Mads Kolte-Olsen spidskompetence.
Går Dansk Sejlunion derimod på rov, blandt de allerede interesserede, får Mads Kolte-Olsen store problemer, og Dansk Sejlunion megen ballade blandt medlemmerne. KDY, Middelfart og Aarhus klubberne vil ikke sidde stille og se, at Dansk Sejlunion går på strandhugst hos deres sponsorer og økonomiske samarbejdspartnere. De store klubber har qua deres mange medlemmer, den reelle magt over Dansk Sejlunion, og dermed ovre Mads Kolte-Olsen udfoldelsesmuligheder på den lange bane.
Skal udvikle Dansk Sejlunion til en succes
Mads Kolte-Olsen vigtigste opgave bliver at udvikle Dansk Sejlunion til at være en synlig og proaktiv medlemsorganisation for de 270 sejlklubber og deres 60.000 sejlere. Kort sagt, Mads Kolte-Olsen skal genskabe succesen fra spejderne og få bremset medlemsflugten ude i sejlklubberne, Dansk Sejlunion er tæt på at ryge ud af sportens top 10. Udfordringen er, at hovedparten af de 60.000 medlemmer slet ikke ved, at der er sket et generationsskifte i Dansk Sejlunion. Værre er det nok, at de også er fuldkommende ligeglade. Kunsten bliver at implementere strategiarbejdet på en måde, så sejlerne også forstår det, og klubberne IKKE oplever, de bliver kørt over!
Med Mads Kolte-Olsen som generalsekretæren får Dansk Sejlsport en superstærk kommunikator, der har bevist, at han har gode relationelle kompetencer. Spørgsmålet er, om Mads kan motivere medarbejdere i Brøndby – onde tunger vil sige vække dem - i en organisation med så mange frivillige ressourcer? Kan Mads omsætte strategien til mere aktivitet ude i de mange sejlklubber og flere medlemmer? Lad os håbe det.
Lykkedes Mads Kolte-Olsen, ser jeg ham også som fremtidens ambassadør for dansk sejlsport. Det har sejlsporten også stærkt brug for - tænk blot på den aktuelle afgiftssag, hvor politikerne har fuldkommen forkerte billeder i deres hoveder til økonomisk skade for sejlerne og erhvervet.
Generalsekretæren har historisk siddet der altid, mens formænd er kommet og gået. Stabiliteten har givet en magt og mulighed for at styre skuden Dansk Sejlunion i den retning, som Dan Ibsen har ønsket. Sådan er det ikke mere, Mads Kolte-Olsen er ansat på en årskontrakt. Det tegner godt for fremtiden, der sikrer dynamik i organisationen.
Har Dan Ibsen fået et hold kæft bolsje?
Dan har været kongen af sejlsport i Dansk Sejlunion og i ISAF, internationalt som vicepræsident i European Sailing Federation siden marts 2008 med ansvar for EUROSAF Events Committee. Siden 1994 formand for World Sailing Rankings Sub-Commmittee i ISAF - altså 18 år i inderkredsen af magthaverne i al international sejlsport. Sådan en kapacitet smider du ikke ud med badevandet, så Dan Ibsen fortsætter i unionen med fokus på det internationale (ISAF, red.), og samtidig skal Dan stå i spidsen for planlægningen af Dansk Sejlunions 100 års jubilæum som oprinder i juni 2013." Ude i erhvervslivet hedder det uddeling af et stk. "Hold kæft" bolsje.
Læs videre på næste side
Det store spørgsmål er, om den gamle generalsekretær forstår begrænsningerne i at skulle træde et skridt tilbage for at give plads til en ny generalsekretær? Sandhedens time kommer, når Dansk Sejlunions 100 års jubilæum er overstået næste sommer. Jeg tror personligt, at så bliver der udstedt en enkeltbillet til ISAF. Men det vil heller ikke være så ringe, Dan Ibsen kan her gøre et unikt arbejde til gavn for sejlsporten world wide.
Mads glæder sig til igen for alvor at blive aktiv sejler. Med virkning fra 3. december 2012 er Mads Kolte-Olsen medlem af Troense Bådelaug. Men for at citerer Admiralens vise:
"Stå aldrig til søs! Lad de andre stå! I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!"
Jamen, foreløbig er Mads Kolte-Olsen for anden gang i sin erhvervskarriere blevet udnævnt til generalsekretær. Forhåbentlig kan Mads med sine friske øjne se muligheder frem for problemer, så velkommen om bord herfra Bådmagasinet.
Fakta om Mads Kolte-Olsen
- Født i 1966. Opvokset i Troense på Tåsinge, hvor han begyndte at sejle Optimist som otteårig.
Mads Kolte-Olsen er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet. I gymnasieårene tog han et år på udvekslingsophold i USA med ungdomsorganisationen AFS Interkultur. Den relation har han siden udbygget med flere års frivilligt arbejde i organisationen.
I de tidlige drengeår var han selv spejder, men det var først, da han var med sin nu 17-årige datter på en weekendtur med Det Danske Spejderkorps, at han for alvor blev grebet af idéen om selv at blive involveret i det frivillige arbejde. Det havde egentlig aldrig ligget i kortene, at han fra sin udkigspost i det lokale spejdermiljø skulle blive generalsekretær - først hos spejderne og nu i sejlsporten.
Gift med ingeniør Annette Kolte-Olsen. Parret har tre piger på 17, 13 og 8 år. Familien bor i Husum. Mads løber, cykler, dyrker fitness og er aktiv langrendsløber. Foruden sit fortsatte virke som frivillig spejderleder, er Mads medlem af skolebestyrelsen på Husum Skole. Bestyrelsesmedlem i Lokale og Anlægsfonden og desuden bestyrelsesmedlem i Foreningen til udvikling af Energicenter Voldparken, hvor målet er at skabe kvarterløft i Husum og Tingbjerg. Lokalt engagement betyder meget for Mads Kolte-Olsen.