Ret og vrang i Tuborg Havn

Artikelindeks

Kære læser af Bådmagasinet.dk

Henrik Andersen sad i KDY's bestyrelse i den periode, hvor aftalerne omkring Tuborg Havn blev indgået. Som bestyrelsesmedlem var Henrik med sin juridiske ekspertise, med ved etablering af de juridiske aftaler med Carlsberg omkring KDY´s fremtidige muligheder og begrænsninger i Tuborg Havn.

I dag er Henrik ude af bestyrelsen og har absolut ingen aktier i den nuværende konflikt udvalgte pladsejere og KDY. Henrik Andersen har fremsendt denne kommentar, "Ret og vrang i Tuborg Havn", en kommentar der kommer et spadestik dybere end hidtil.

God læselyst

Søren Øverup

Redaktør

 

Ret og vrang i Tuborg Havn

Set fra bestyrelsens bord var det på alle måder en meget positiv sag, idet vi herved fik skabt et nyt hjemsted for klubben og samtidig fik etableret en ny havn til gavn for klubben og vores medlemmer.

På denne baggrund smerter det mig meget, at der nu er opstået en tvist mellem KDY og medlemmerne af det tidligere havneudvalg i Tuborg Havn. Jeg oplever, at den positive stemning hvori Tuborg Havn blev skabt, nu er ved at blive ødelagt, hvilket jeg finder umådeligt trist for alle omkring vores klub.

Når jeg som nu menigt medlem af klubben og uden tillidsposter, griber pennen er det fordi, jeg oplever de ting der skrives i et ikke uvæsentligt omfang bygger på ukendskab til de forudsætninger der lå til grund for at KDY indgik aftale med Carlsberg om fremtiden i Tuborg Havn. I et vist omfang bygger konflikten også på en række misopfattelser, af de faktuelle forhold omkring klubben og dens økonomi.

Det er mit håb, at jeg med nærværende artikel kan kaste lys på disse forudsætninger og aflive misopfattelser, samt at dette kan være med til at løse op for sagen. Alt sammen til gavn for dansk sejlsport.

Forhistorien

KDY kom begyndelsen af 00'erne i kontakt med Carlsberg A/S, i søgen efter et nyt hjemsted til afløsning for Langeliniepavillonen. På det tidspunkt var Carlsberg A/S i fuld gang med at udvikle de arealer omkring Tuborg Havn, der tidligere havde huset bryggeri m.m., til et blandet kontor- og beboelsesområde.

De overordnede rammer for aftalen, mellem Carlsberg og klubben lå tidligt klart. KDY skulle etablere sig med klubhus i havnen, og som modydelse hertil, skulle KDY forestå administrationen af havnen. Det var en serie vanskelige forhandlinger, før hele aftale grundlaget faldt på plads. Der blev blandt andet brugt megen tid på drøftelser om hvem der skulle formidle salget af anvisningsretterne til pladserne i havnen.

Bestyrelsen I KDY så gerne, at dette var KDY's anliggende, således at vi kunne tilgodese vore medlemmer, uagtet at Carlsberg stod som sælger af anvisningsretterne. Carlsberg ønskede imidlertid, at fastholde det koncept, som de også havde anvendt ved etableringen af havnen i Tuborg Nord (nord for klapbroen), nemlig at de i forbindelse med salg af ejerlejlighederne, som tilkøb gav køberne mulighed for at erhverve en anvisningsret til en bådplads i havnen. 

Carlsberg satte af forståelige grunde - læs Finanskrisen - omkring 2008 udbygningen af arealerne på Tuborg Syd i stå, og endnu ikke har aktuelle planer om at genoptage udbygningen. Dette har den konsekvens, at der heller ikke afsættes anvisningsretter, hvilket i dag skaber problemer for KDY's drift af havnen, ikke mindst i økonomisk henseende.

Det var dengang magtpåliggende for bestyrelsen, uagtet fordelene ved aftalen med Carlsberg, at KDY fuldt ud fik afdækket de ikke uvæsentlige økonomiske risici der var, ved etablering af endnu et klubhus og de forpligtigelser der lå i aftalen omkring den fremtidige vedligeholdelse af Tuborg Havn. Det var derfor - fra bestyrelsens side - et ufravigeligt krav, for at gå med på aftalen med Carlsberg, at havnedriften ikke blot var uden udgift for medlemmerne, men tværtimod gav et betydeligt årligt bidrag som kunne anvendes til medlemsrelaterede aktiviteter.

Dette er fremhævet gentagende gange både i klubmagasinet "Sejlsport" og på flere generalforsamlinger, senest i en artikel i Sejlsports årspublikation 2006. Internt i bestyrelsen var kravet, og forventningen til dette, et årligt driftsoverskud på kr. 1.000.000.

Medlemskabet af KDY

Det var ligeledes et krav fra KDY's side, at alle der erhvervede anvisningsretter til pladser i havnen, skulle være medlem af KDY. Det er således forståeligt, at de pågældende kan føle sig som "tvangsmedlemmer". Dette medlemskab af KDY er imidlertid set fra en økonomisk synsvinkel, en win-win situation for både medlemmet og KDY.


 

Forklaringen herpå er, at udlejning af havnepladser til egne medlemmer er momsfritaget, hvorimod udlejning af havnepladser til andre er belagt med moms. Uden at have regnet præcist på dette, er jeg af den opfattelse, at den gennemsnitlige forhøjelse af havnelejen, som en momsregistrering vil medføre, overstiger det kontingent medlemmet betaler til KDY. I det perspektiv er det gratis, for disse at være medlem af KDY. Skulle man være i tvivl om rigtigheden af dette, vil det være en relativ simpel sag, at få dette verificeret med bistand fra en revisor.

Dermed ikke sagt at medlemskabet af KDY ikke bør være en god oplevelse. For mit eget vedkommende har jeg haft 50 års jubilæum, som betalende medlem af KDY.

Driftresultat for Tuborg Havn 2013/14

Det er en af havneudvalgets mange opgaver, at følge med i havnens drift. Både på den korte, såvel som på den lange bane. Det er min opfattelse, at det tidligere havneudvalg har taget sine pligter seriøst. Det er i den forbindelse helt naturligt, at havneudvalget har haft en løbende dialog med klubbens ledelse (direktør og bestyrelse) om havnens langsigtede økonomi. Set i forhold til de vedligeholdelsesmæssige forpligtigelser, der påhviler KDY i relation til havnens fremtid.

Det er ligeledes en god ide, at sådanne drøftelser munder ud i en form for referat af det, man har drøftet. Et sådant internt referat har en karakter af et fortroligt dokument, hvilket også er anført nederst i dokumentet. Hvorfor det ikke burde være publiceret, som nu sket med det tidligere havneudvalgs medvirken.

Når dette alligevel er sket, finder jeg anledning til at knytte følgende bemærkninger:

Uden at gå nogen for nær, er dokumentet særpræget, og bærer tydeligt præg af drøftelserne omkring budgettet er foregået i en al andet end god stemning. Muligvis fordi parternes holdninger ej heller dengang stemte overens, hvilket bekræftes af oplysningen i dokumentet om, at Michael Lynenskjold i forlængelse af mødet trak sig fra KDY's bestyrelse. Endelig er det tydeligt at dokumentet var et forsøg på, at få skabt en slags borgfred. Det er derfor forventeligt, at opfattelsen af hvad der kan udledes af aftalen næppe er den samme. 

Dokumentet indeholder i al væsentlighed, ikke bindende hensigtserklæringer fra KDY's side. Det afsluttes med en erklæring om, "Bestyrelsen i KDY er enige om, at Bestyrelsen på vegne af KDY har ansvaret for investeringer og forpligtigelser der i fremtiden måtte komme vedrørende havnens drift." Det er således her præciseret, at ansvaret for havnedriften alene ligger hos bestyrelsen i KDY. Skulle det derfor gå galt ligger ansvaret ikke hos havnebestyrelsen.

De i dokumentet angivne beløb på hensættelser og KDY's muligheder forekommer meget indforståede og derfor for udenforstående svære at forholde sig til. Det er tvivlsomt om det i økonomisk henseende er muligt at udlede noget mere håndfast af dokumentet, medmindre de parter der deltog og underskrev dette har en næsten sammenfaldende opfattelse af, hvad der blev aftalt på mødet. Det lyder for nuværende ikke realistisk.

De tidligere havneudvalgsmedlemmer har under sagen gjort gældende, at der ikke skulle foreligge et budget for Tuborg Havn, hvilket jeg har lidt svært ved at tro på. I min tid i bestyrelsen blev der af de enkelte udvalg lavet budgetter for de enkelte aktivitetsområder, som efterfølgende blev godkendt af det daværende forretningsudvalg. Sandsynligvis er budgettet for havnen udfærdiget på samme måde som det fremgår af årsrapporten, dvs. kun indeholdende de direkte indtægter og udgifter.

Jeg er sikker på at udvalget, med bistand af KDY's økonomiansvarlige, kunne have fået udarbejdet et retvisende driftsbudget visende driften som den ville se ud, såfremt driften i det hele var udskilt fra KDY. De i note 5 (forklarende note) til KDY's regnskab 2013/2014 indeholder alene havnens direkte indtægter og udgifter.

Der mangler således lokale(leje)omkostninger, andel af fællesadministration og afskrivninger på havneanlæg tilhørende KDY (kran og tankanlæg). Da KDY ikke ejer havneanlægget som sådant, kan KDY regnskabsmæssigt ikke afskrive på dette, men må på anden vis i regnskabet tage højde for disse forpligtigelser til fremtidig vedligeholdelse, eksempelvis ved at forhøje afskrivningerne og afvikle gæld.

Jeg har over for det nu tidligere havneudvalg redegjort for, at KDY's overskud baseret på ovennævnte regnskab, før der tages højde for KDY's forpligtigelser overfor havnen, er på ca. kr. 800.000. Når KDY's direktør Christian Lerche tidl. i sin redegørelse på KDY's hjemmeside har anført, at det reelle resultat er på kr. 425.000 har jeg derfor ikke grund til at betvivle rigtigheden af dette. Det er disse penge KDY kan anvende til medlemsrelaterede aktiviteter jævnfør aftalen med Carlsberg A/S. Et godt stykke under forventningen til Tuborg Havn, med et årligt driftsoverskud på kr. 1.000.000, dengang jeg sad i bestyrelsen.

Når det af årsrapporten fremgår, at overskuddet af havnedriften er kr. 1.800.000, er dette et resultat af den måde KDY vælger at aflægge regnskab, hvor kun direkte udgifter bogføres på de enkelte aktiviteter, mens indirekte udgifter afholdes over den fælles kasse. Ulempen er, at man ikke umiddelbart af årsrapporten kan se de enkelte aktiviteters reelle driftsresultat. Fordelen er, at klubben formentlig sparer på både bogførings- og revisionsomkostninger.

Klubhus og restaurant

Ved siden af havnedriften i Tuborg Havn, driver KDY til lige et klubhus. Et klubhus, der udover sekretariatet indeholder en offentlig restaurant og 4 værelser til udlejning, ligesom KDY udlejer lokaler i klubhuset. Af regnskabet for KDY for 2013/2014, kan man udlede at overskuddet før afskrivninger, selv hvis man medregner en lokaleindtægt for havnekontoret og bade og toiletfaciliteterne, vil ligge i niveauet kr. 450.000. 


 

KDY afskriver, efter regnskabet ikke på bygninger. Gjorde man det ville overskuddet blive stærkt reduceret eller muligt helt forsvinde.

Det er selvfølgelig legalt, at de nu tidligere medlemmer af havneudvalget, som de har tilkendegivet, ønsker at KDY fremover skal drive Tuborg Havn "non profit", dvs. uden overskud til KDY. Det vil i så fald være et brud med de for medlemmerne af KDY kendte forudsætninger, der lå til grund for KDY's etablering i Tuborg Havn. Da en sådan ændring har betydning for alle medlemmer af KDY, vil det med stor sikkerhed kræve, at dette bliver behandlet og vedtaget på en generalforsamling.

Skulle et sådan beslutning blive truffet, vil det selvsagt påvirke KDY's aktiviteter i negativ retning. Endvidere være et brud med en langvarig praksis om, at aktiviteter der kan karakteriseres som erhvervsmæssige skal bidrage positivt til KDY's drift. Ser man på kontingent indtægterne udgør de kun ca. 1/3 del af KDY indtægter. En klubdrift der fremover hovedsagelig baserer sig på kontingenter vil ændre klubben på en radikal, og for flertallet af medlemmer, formentlig lidet ønskværdig måde.

Havnelejens størrelse

Det er fra medlemmerne af det tidligere havneudvalg senest anført at havnelejen, der for dem med anvisningsret andrager kr. 325 pr. kvm., er alt for høj og trinvis bør nedsættes til kr. 175 pr. kvm. Til sammenligning kan anføres at havnelejen i Skovshoved nu efter en mindre nedsættelse andrager kr. 285 pr. kvm.

Jeg kan sige for den bestyrelse jeg sad I, af mange årsager, ikke mindst hensynet til vore medlemmer, ønskede at drive en havn med rimelige lejepriser og bestemt ikke havde noget ønske om at flå vore medlemmer. Jeg har ikke fantasi til at tro, at den nuværende bestyrelse skulle have en anden holdning til dette.

Ja, vi tog fejl

Når det er sagt har den nuværende bestyrelse arvet et problem fra min tid, og som ligger i aftalen mellem Carlsberg og KDY. Det er det forhold, at de pladser som Carlsberg ikke har solgt ikke må udlejes, og endvidere at Carlsberg ikke betaler havneleje for disse pladser.

Til KDYs forsvar skal siges, at i 2005 og begyndelsen af 2006 - hvor vi forhandlede aftalen på plads - var begge parter af den klare opfattelse af pladserne hurtigt ville blive udsolgt. Hvorfor det forhold, at der ikke blev betalt havneleje for Carlsbergs havnepladser ikke blev vurderet som noget stort problem. Ja, tiden har fortalt os, at vi alle tog fejl.

Da det forhold at dele af havnepladserne nu her snart 10 år efter stadig ikke anvendes er ikke holdbart i en ellers attraktiv havn. Som jeg ser det, må KDY se at få en dialog med Carlsberg om dette problem, ikke mindst af hensyn til dem, der har købt pladser af Carlsberg med henblik på at få disse pladser i spil. Måske ad den vej rundt, at få reduceret havnelejen så den kommer i niveau med Skovshoved, og gerne længere ned henset til Tuborg Havns fordel ved ikke at være momspligtig.

KDY's økonomi

Det er fra medlemmerne af det nu tidligere havneudvalg gjort gældende, at KDY har en usund økonomi og næppe vil være i stand til at leve op til sine forpligtigelser i Tuborg Havn.

Sandt er det, at KDY i slut 00'erne kom ud i et økonomisk uvejr. Der blev brugt flere penge, end der kom ind. I nødens stud viste en del af de mere formuende medlemmer deres sande klubsind, og som en engangsbetaling donerede betydelige midler til klubben. Vi kom igennem uvejret, uden at klubben led væsentlig skade. Omvendt har det naturligvis betydet, at klubbens ledelse i de efterfølgende, år har haft en økonomisk genrejsning af klubben som en meget væsentlig opgave.

Når man skal afgøre om KDY er en sund virksomhed, er det ikke størrelsen af overskuddet man skal se på. Faktisk er det af flere årsager ønskværdigt, at overskuddet er beskedent. En strategi gående ud på, at der skal fremvises store overskud vil formentlig gøre det endnu sværere at tiltrække sponsorere.

Der hvor man kan kikke for at afgøre om driften er sund, er blandt andet på størrelsen af afskrivningerne. Som det ses i årsrapporten har KDY i de foregående år afskrevet omkring kr. 1.400.000. I det seneste år er dette forøget til kr. 1.800.000.

Det kan selvsagt være svært, at afgøre om der afskrives mere end nødvendigt i relation til nedslidning af materiellet. På et enkelt punkt er det imidlertid muligt at danne sig et billede af dette. Klubbens flåde af fartøjer er nedskrevet til 2.449.087. Omvendt er den samlede forsikringssum oplyst til kr. 8.359.000. Der ligger således en skjult formue på omkring kr. 5.000.000 gemt i disse tal.

Den rentebærende gæld i regnskabsåret, er gået ned med kr. 600.000. Som jeg ser det, er KDY økonomisk på rette spor.

Det er muligt at KDY er påholdende med fornyelser af havneanlægget i Tuborg Havn, men dette er ikke nødvendigvis et udtryk for dårlig økonomi, mere et udtryk for at man anvender de trods alt begrænsede midler som KDY råder over, hvor ledelsen finder at de bør anvendes til klubbens bedste.

Jeg håber at vi hurtigt får bilagt konflikten, således at alle indsatser kan koncentreres om vores 150 års jubilæum til næste år.

Med venlig hilsen

Henrik Andersen







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen