Kronprins Frederik ligner mere end nogensinde nøglen til den første danske deltagelse i America's Cup.
Dagen efter, at det danske IOC-medlem under stor mediebevågenhed i sidste weekend havde gennemført sin første Ironman i København og omegn, fløj kronprinsen nærmest ubemærket til San Francisco, hvor han kastede royal glans over Oracle Team USA's træning til America's Cup-finalen, som begynder 7. september.
Efter sin optræden som gæste-rorsmand hos amerikanerne fortalte Danmarks tidligere medlem af den internationale sejlunion ISAF i et interview til det forsvarende mesterholds hjemmeside, at han følte sig heldig over at være inviteret om bord, og at han var meget imponeret over kapsejladsens ellers så udskældte AC72-katamaraner.
Kronprinsen betegnede blandt andet katamaranerne som 'store fugle, der flyver lavt hen over vandet'. Og på kajen i San Francisco foran America's Cup-pokalen 'The Auld Mug' forklarede han i et længere tv-interview, at det ikke blot kræver en ekstra stærk fysik at sejle bådene, men også stor, taktisk forudseenhed og reaktionsevne.
Den royale danske sejler understregede desuden, at de udskældte katamaraner er med til at sikre sejlsportens fremtid, fordi de lynhurtige både og spektakulære sejladser kan tiltrække et helt nyt publikum, som ellers ikke interesserer sig for sejlsport.
Og på et spørgsmål om, hvorvidt det nogensinde lykkes dansk sejlsport at realisere den danske OL-legende Paul Elvstrøms gamle drøm om en dansk båd i America's Cup, svarede kronprinsen, at det tror han bestemt på, fordi Danmark er en sejlsportsnation med mange flotte resultater, blandt andet til OL. Han ønskede dog ikke at sætte nogen dato på, hvornår det sker.
Arven fra far
Det er langt fra første gang, Danmarks kommende konge ytrer sig positivt om America's Cup, hvis største stjerner han ofte har sejlet med i andre kapsejladser rundt omkring på kloden.
Kronprinsen har f. eks. tidligere udtalt, at han ikke alene vil gøre alt for at støtte en eventuel dansk satsning i America's Cup, men at han også gerne selv sejler med i en dansk besætning.
Drømmen om America's Cup har kronprinsen arvet fra sin far, som han også har givet æren for sin store sejlsportsinteresse.
Prins Henrik var for 25 år siden stærkt involveret i etableringen af Dansk America's Cup Syndikat A/S, som med Valdemar Bandolowski ved roret i tre år forsøgte at blive den første danske America's Cup-udfordrer, inden selskabet måtte lukke på grund af svigtende interesse fra danske sponsorer.
Hvis det er i det sejlsportshistoriske lys, kronprinsens lynvisit på den amerikanske vestkyst skal ses, giver hans lange flyrejse halvvejs rundt om jorden med en opslidende Ironman i kroppen et langt større perspektiv, end han umiddelbart gav udtryk for i sine interviews med de udenlandske sejlsportsjournalister i San Francisco.
For selv om de fleste sejlsportsfans hellere end gerne rejser meget langt for en tjans som gæste-rorsmand på en America's Cup-båd, er den danske kronprins ikke en hvilken som helst sejler.