Ulykken betød, at Artemis Racing skulle bygge en ny båd og først kunne deltage i udfordrernes såkaldte semifinale. Her tabte debutanterne alle sine sejladser til italienske Luna Rossa, som derfor møder Emirates Team New Zealand i finalen, der afgøres i de kommende uger.
Det hold, som først får syv sejre, vinder retten til at udfordre Oracle Team USA på vandet i næste måned – medmindre amerikanernes snyd på vægten får følger i form af sanktioner, som helt udelukker de forsvarende mestre fra at sejle.
Ifølge Luna Rossas danske designer Michael Richelsen er italienerne efter sine sejladser mod Artemis Racing nu langt stærkere end i indledende runde, hvor Prada-holdet tabte alle sine opgør mod de newzealandske favoritter. Desuden gør begge finalister en lige stor dyd ud af, at den daglige flid under såvel træning som konkurrence foregår uden fedtspil og snyd.
"Nu er det alvor. Jeg frygter, at kiwierne stadig har en højere topspeed. Og i modsætning til os har de trænet meget mere i at sejle på foil i modvind. Men taktisk kører det fint for os. Og de seneste dage har vi afprøvet nye ror og tippere på vores foil, som forhåbentlig kan være med til at give newzealænderne mere modstand i finalen. Jeg tror, vi får tætte sejladser", siger Michael Richelsen til baadmagsinet.dk.
Og uanset, hvem der vinder udfordrernes finale, er danskeren overbevist om, at selve America's Cup-finalen til september helt åben.
"Jeg er meget i tvivl om Oracle Team USA's styrke. Hele sagen omkring deres ekstra vægt på AC45-katamaranerne er en speget affære, som er omgærdet af stor mystik, fordi Russell Coutts netop plejer at have total føling med alt, hvad der foregår på hans hold", siger Michael Richelsen.
"Men der går også rygter om, at amerikanerne har brugt avancerede hydrauliske systemer på deres AC72-både, som måske også er blevet underkendt. For hvor deres sværd tidligere nærmest fløj op og ned, som om de blot trykkede på en knap, står deres grindere nu også og pumper i hydraulikken som gale. Præcis som vores grindere gør. Det er lidt mystisk".
Finalen i Louis Vuitton Cup, hvor banen i forhold til tidligere nu er kortet ned fra syv til fem ben, begynder lørdag og søndag med to sejladser begge dage.