America's Cup-udfordrerne Luna Rossa fra Italien og Emirates Team New Zealand har fået medhold af den internationale jury i deres protest over regatta-direktør Iain Murrays omstridte krav om, at alle fire deltagende hold i kapsejladsen skal ændre deres AC72-katamaraners ror af sikkerhedsmæssige hensyn.
"Det lyder til at være den rette afgørelse, hvilket vi naturligvis er tilfredse med", siger Luna Rossas danske designer Michael Richelsen til baadmagasinet.dk.
Han har i sin 30 år lange America's Cup-karriere som ekspert i hydro- og aerodynamiske strømningsberegninger på skiftende hold aldrig tidligere oplevet lignende forsøg på at ændre en klasseregel uden samtykke fra alle deltagere.
"Der er helt afgjort mere i kravet end bare en sikkerhedsregel. Jeg ser det mere som et spørgsmål om performance, hvor nogle (de forsvarende mestre fra Oracle Team USA, red.) ville have fået en fordel fremfor andre".
Juryens afgørelse faldt i aftes dansk tid. Umiddelbart efter opgav Luna Rossa sin principielt begrundede boykot af sejladserne og scorede sit første point på San Francisco-bugten i en solosejlads uden den planlagte modstander Artemis Racing. Den svenske udfordrer er på grund af forsinkelser efter dødsulykken i maj, som kostede den britiske sejler Andrew Simpson livet, endnu ikke konkurrenceklar.
Læs også: Dansk designer: Surt Show
Da Luna Rossa havde fået luft under vingerne, blev Michael Richelsens italienske kolleger på vandet, hvor de trænede mod Team New Zealand, inden de to eneste sejlklare hold tørner sammen lørdag i det første egentlige matchrace i den første Louis Vuitton Cup/America's Cup i USA siden 1995.
Våbenkapløb
Mens flere internationale medier spekulerer i, at sponsoren Louis Vuitton overvejer at kræve et millionbeløb tilbagebetalt, fordi der er langt færre udfordrere i San Francisco end de mindst fem, der var forudsat i America's Cup-arrangørens kontrakt med det franske modefirma, koncentrerer den 57-årige dansker sig om at beregne de californiske vand- og luftstrømmes påvirkninger af farten i italienernes newzealandsk designede AC72-katamaran.