Kommer HUGO BOSS virkelig til Svendborg for at sejle Silverrudder? – det var det helt store spørgsmål da tilmeldingen åbnede søndag.
Mens medlemmer og venner af Svendborg Amatør Sejlklub fik sig en lille forfriskning og den traditionell Stadion-pølse, var deres blikke fikseret mod skærme opstillet i klubbens nye hus. Under den hyggelige sammenkomst viste skærmene nemlig løbende tilmeldingerne til årets Silverrudder. Og vurderet på deltagerinteressen, ja så synes succesen stort set at være hjemme. I løbet af godt et par timer var ni ud af ti deltagerbeviser afsat til den niende udgave af nonstop solo-sejladsen rundt om Fyn.
- Vi er meget tilfredse. Det er helt forrygende. Og vi har endda sat deltagerantallet op til 450, siger stævneleder Ole Ingemann fra Svendborg Amatør Sejlklub.
Verdensstjerne - eller falsk tilmelding?
En enkelt tilmelding fik dog i særlig grad Ole Ingemann og de øvrige i klubhuset til at spærre øjnene op. Pludselig dukkede det britiske solosejler-topnavn Alex Thomsons tilmelding med HUGO BOSS op på deltagerlisten.
- Vi skal lige have tjekket om tilmeldingen er ægte. Hvis det er tilfældet, er det en sensation. Det ville kunne få verdenspressen hertil, siger Ole Ingemann til Søsiden.
Silverrudder sejles som sædvanlig op til den tredje weekend i september. I går søndag, var der præcis 200 dage til, melder nedtællingen på Silverrudders web. Det vil sige, at starterne for 450 enkeltmands-både vil gå fra Christiansminde fredag den 18. september.
Kilde: Fyens Amts Avis - Søsiden