Traditionen tro skal de erfarne besætninger fra de fire klubber dyste om trofæet doneret af det danske Bryggeri Harboe og Mr. Lowell Chang fra Hong Kong, som Prinsgemalen grundlagde trofæet sammen med i 1988. Formålet med kapsejladsen er at fremme sejlsport og styrke forholdet mellem sejlere verden over. Siden har den internationale kapsejlads haft sin sejrsgang i de fire deltagende lande, som hvert år skiftes til at afholde eventen.
Der sejles i den internationale bådklasse Drage, som var olympisk klasse indtil 1972. Hver klub stiller med et mandskab på i alt ni sejlere fordelt på tre hold, som sejler mod hinanden.
Kapsejlads af international betydning
Med denne event ser arrangøren af Prins Henrik Silver Trophy, Sailing Aarhus endvidere muligheder for, at den jyske hovedstad også i fremtiden kan rumme store sejlevents og slå sin status fast på det internationale søkort.
Sailing Aarhus har netop afgivet bud på værtskabet af ISAF VM 2018 (VM i samtlige olympiske discipliner). I lyset heraf synes signalerne om byens store potentiale som vært for verdensmesterskabet blot yderligere styrket ved besøget af Prins Henrik Silver Trophy ifølge direktør for Sailing Aarhus, Thomas Capitani: "Det at afvikle internationale sejlsports-arrangementer er en del af vore sejlklubbers spidskompetencer," fortæller Thomas Capitani. "Vore medlemsklubber er topprofessionelle, og at afvikle en kapsejlads for Prinsgemalen og Kronprins Frederik, som jo begge er dygtige og internationalt anerkendte sejlere, ligesom Kronprinsen også er IOC medlem, er ikke kun en stor ære, men også et godt signal at sende til den internationale sportsverden om, at Aarhus er klar!"
Dermed er alle forudsætninger for en succesfuld udgave af Prins Henrik Silver Trophy til stede, og når startskuddet lyder den 16. juni til Drage dyst på Aarhus Bugten, vil det være med forhåbninger om endnu et vellykket kapitel i Aarhus' samling af udmærkelser inden for kapsejlads.