Sejlsportens fremtid afhænger af rekruttering og fastholdelse af børn og unge i klubberne, og i det internationale perspektiv er resultaterne en god indikator for den kommende generations potentiale på vej mod en OL-karriere.
Dansk Sejlunions strategi "Aldersrelateret træning" for talenterne har gennem en årrække været, at man først begynder at støtte sejlerne med træning, trænere og økonomi, når de begynder at satse mere konkret efter Optimist eller andre begynderjoller. Det vil sige, når sejleren finder et "spor" i f.eks. jolle, windsurfing eller katamaran, hvor målsætningen på sigt skal være at satse i en af de olympiske klasser.
Skal man fremhæve nogen resultater i år, er det specielt de ganske flotte resultater i Europajolle klassen, hvor søskendeparret Anna Livbjerg og Matthias Livbjerg vandt VM-guld i Europajolle for henholdsvis kvinder og mænd. Samtidig vandt Trine Bentzen guld ved Ungdoms-EM i Europajolle, og Frederik Rask vandt sølv. Man kunne håbe, at vi snart ser nogle af disse dygtige unge sejlere i en af OL-klasserne.
Læs også: Junior EM titel til Trine Bentzen
I Formula Windsurfing vandt Christian Justesen Ungdoms VM og satte et fornemt punktum for sin juniorkarriere.
I henholdsvis 49er og 49er Fx var danske besætninger også i top ved Ungdoms VM, hvor det blev til flotte 5.-pladser for både Mads Emil Lübeck & Christian Lübeck og Lin Ea Cenholt & Line Just.
Lin Ea Cenholt og Line Just på vandet
Går vi nogle år tilbage havde Danmark en række år, hvor danske sejlere næsten hvert år var på medaljeskamlerne ved ISAF Ungdoms VM, og Danmark var blandt de førende nationer. Unionen understregede, at ISAF Ungdoms VM er et af de vigtigste ungdomsmesterskaber for Dansk Sejlunions talentsatsning. Men i 2013 blev det kun til én enkelt top 10 placering, deltagelse i kun fire ud af syv klasser og nr. 20 i nationskonkurrencen.