For den hidsigt kapsejlende – som vil påstå, jeg her taler for en mindre elitær tilgang - har jeg et forslag, som alene vil søge at finde de bedste sejlere, frem for ressourcestærke "campaignere": Lav hele Optimist-feltet om til et "omrejsende cirkus" ejet af Dansk Sejlunion (vores fælles organ), som har en fast stab af folk til flytte rundt på en flåde af 200 (eks.) plomberede og identiske både. Sejlerne medbringer kun egne sejl og betaler en årlig "circuit-fee" på eks. DKK 15.000 p.a. Arrangér logistik og transport fra forskellige landsdele i større busser til værtsbyen, og børnene bliver i udgangspunktet kun ledsaget af deres lokale trænere og udvalgte forældre som hjælpere for fællesskabet. Væk er "arms-race", fokus er kun på børnenes færdigheder, ungerne får deres selvstændighed og nu kan den brede danske befolkning være med uanset (næsten) ressourcemæssig formåen. Forældrene får måske også overskud til det 0,8 andet barns interesser eller endda til sig selv (ja undskyld, det er da en skræmmende tanke). Rent kommercielt får DS meget nemmere ved at sælge "circuit-pakken" til eksterne sponsorer til alle aktørers og klubber fordel. Goddag talent-bredde, farvel bøvl ...
Engagerede forældre – uanset sportsgren – er et "must" for at få ungdommen til at spire. Det er et nødvendigt brændstof sammen med de mange frivillige trænere og hjælpere, der landet over giver de unge et støttende underlag for dyrkelsen af deres passion. Men i iveren for at gøre det bedst mulige for yngelplejen, synes jeg også, at vi skal nøje overveje (og genoverveje) om alle disse skønne kræfter ikke kunne kanaliseres mere uegennyttigt og sundt, så ungerne får de bedst mulige betingelser for at modnes og blive "bidt" af at blive i sejlsport på livslang sigt. F.eks. ved at hjælpe med at udvikle klubbernes fællesaktiviteter lokalt og lade de dygtige og passionerede frivillige trænere, der vil bruge deres fritid på vores børn, få de bedst mulige betingelser.
Olin Stephens (Sparkman & Stephens) sagde engang til mig under en frokost i mit barndomshjem, da han erfarede jeg også havde smag for saltvandets tilbud: "Make sure to always have fun; Seriously!". Ordene bliver mere og mere begavede i mine ører i takt med min fremskredne modenhed og forståelse (nu ved jeg der er nogle, der lér!), men som den elegantiér han var, fik han meget fint pointeret, at enhver ypperlig indsats er drevet af en lyst, man skal tage meget alvorligt ...
Børnene gør det. Olin vidste det. Burde vi forældre så ikke gøre det?
PS.
Jeg har set udviklinger de sidste par år hvor klubber, forældreskarer og børn sammen har udviklet fællesskaber omkring sejladsen som IKKE blot drejer sig om de kapsejlende, men om et mere socialt og lystbetonet omdrejningspunkt.
Hatten af for jer derude, som gør noget anderledes end normen. Jeres børn vil elske jer for det
Hvem er så ham Mikkel Styrbjørn Hartvig Andersen sidder du måske og tænker, læs mere om MSHA på næste side:
