Jeg elsker elitesport og er absolut IKKE tilhænger af den traditionelle danske forfladigelseskultur. Men jeg er også helt opmærksom på vi alle har vores forskellige tilgange til passion. Det store – og meget snæversynede - fokus på kapsejlads i de små årgange synes ikke at tage hensyn til de, der IKKE vægter træningsregimer og ranglister synderlig højt - endsige har ressourcerne til rådighed for at kunne markere sig. Når en purk starter med at "gå til sejlads" er det traditionelt lige i Optimisten og straks bliver han/hun allerede stemplet som C-sejler.
Praktisk kompetenceklassificering fra et voksensyn, men barnet opfatter det med det samme som en placering i den indbyrdes hakkeorden blandt kammeraterne, som alene tager udspring i kapsejladsregimet uden at have haft chance for at få smag for dyste-genet. Ikke som jævnbyrdig sejlkammerat. Hele trænersystemet og klubbernes tilbud er som regel baseret på kapsejlads. Havde dette været en dansk skoleordning havde der været et pædagogisk ramaskrig og en kommission var blevet nedsat. Måske burde den organiserende del af dansk ungdomssejlsport smugkigge på begrebet "læringsstile"?
Min tese - og erfaring - er, at give ungerne de bedst mulige rammer for SELV at finde deres passion og lyster og så støtte op om deres egne valg. Fuldstændig som i skolegården, hvor nogle er til dyster og andre er til social omgang. I dag tilbydes ungerne at træde ind i en centrifuge af bjørnetjenester, forældre-ræs og kapsejlads-træningsregimer og kan man ikke lide det, kan man gå. Jeg tør godt påstå, at vi formentlig alene på denne konto, har tabt adskillige "Ben Ainslies" og "Troels Kløvedal'er" i Danmark ...
