Dengang i maj 2010 var Bagsiden en sommerspøg, der skulle skrives 5-6 gange. Men 6 blev til 7 til 10, og ja i dag er vi ved nr. 100. Havde jeg sagt det dengang til redaktør Øverup, var han gået i koma. Givet cigaren en heftig omgang oral massage, så gløden var slukket i en syndflod af mørkebrunt mundvand, der havde opløst hans uundværlige Fallossymbol midt i hans måbende kuglerunde ansigt.
Bagsiden har gang på gang argumenteret for en dynamisk tankegang. Igen og igen har jeg søgt nytækning, og glædeligt skældt ud på al det statiske i dansk sejlsport. I alle årene har jeg forsøgt at bekæmpe den stigmatisering jeg igen og igen oplever af os aktive sejlere, der åbent tør tænke anderledes. Stolt står jeg gerne i spidsen for den lille hårdt kæmpende – desværre uddøende gruppe af anderledes tænkende i dansk sejlsport. Åbenlyst har resten af sejlsporten ikke fattet, at vi alle sammen er en stadig mindre minoritetsgruppe i det danske samfund.
Hvad gør "vi" så ved det?
De mange kommentarer og andre indlæg de sidste tre år viser en uheldig udvikling, hvor konformitet bliver en større og større magtfaktor, og hvor man i ramme alvor kan bruge "normal" som et argument for at vise sin utilfredshed.
Vi har en Sejlunion, hvor du og jeg og alle andre er medlemmer. Derude i Brøndby fortæller de om alt det, vi IKKE må. Det er ret smart, for det betyder, at hvis ikke noget er nævnt i loven, er det altså lovligt og ofte grobund for surhed. Atter et behov for en regel, der genskaber normaliteten. Fællesskabets mantra, det giver størst mulig frihed – min bare røv. Undskyld mit sprogbrug.
Derudover begynder subjektive begreber som "moral" og "følelser" at spille ind i, hvad samfundet og sejlsporten vil give individet den menige tilbageværende sejler, dig og mig lov til. Det er en glidebane, der dræber glæden ved at sejle. "Normalitetsforbandelsen" hviler tungt over dansk sejlsport. De nypuritanske vinde rykker mere end både rummere og skraldere tilsammen. "Man" kan åbenbart ikke længere være til "noget", ikke længere er der reelt lov til at tænke "nyt" - uden det har en årsag. Du skal for enhver prise ikke forsøge noget, uden det skal forklares og forstås af sejlsportens mange "Dummies".
Man skal som anderledes tænkende affinde sig med, at en selv og ens nærmeste bliver sat i bås, der er bestemt af fællesskabet. Det er der, at normalitetsforbandelsen hjerter virkelig banker - og ikke til vores fælles bedste.
Alles ejendom, ingens ansvar
Derfor er sejlsportens fremtid blev alles ejendom, men ingens ansvar. Der er jo ingen ende på folks initiativrigdom, når molebajeren indtages. Men når ærmerne skal smøges op, og det sure arbejde begynder – så stopper initiativet. Forklaringerne er så mange, at de er til at brække sig over. Igen og igen er det de samme få individer som trodser normalitetsforbandelsen, og yder den indsats alle efterfølgende nyder godt af.
Ofte mores jeg over de meget initiativrige, der forsvandt i samme øjeblik, den smukke tale blev til hårdt arbejde. Skægt nok står de igen oftest forrest, når resultaterne skal nydes. Skægt nok er det de samme som forarget brokker sig højlydt over udgiften, når regningen skal betales. Men i "fællesskabet" har de jo retten på deres side, de er "normale".
Bagsiden er et frirum
Jeg har altid elsket at tage initiativ, selv skrivning af "Bagside" efter "Bagside" har været et lille frirum. Nej, jeg er ikke normal, men tro mig, jeg ligger ikke under for forbandelsen. Det jeg gør nu i min afsluttende "Bagside", historisk og fremadrettet, er alene: "Fordi det FØLES rigtigt".
Overskriften "Normalitetsforbandelsen" har jeg elsket, lige siden jeg faldt over den tidligere i år, hvorfor det er naturligt at lade ophavskvinden Maya forklare sig: "Det er pissesvært at erkende, man er en kinky mother fucker. For hvor går man hen? Hvem kan man tale med? Identitetskrise on the go". Jamen, kan det siges meget mere præcist, og Maya sejler ikke engang.
Det er også vigtigt, at "Bagsiden" tager sin egen medicin, før jeg selv bliver statiske og værst af alt: Bagsiden bliver "normal" i sin argumentation. Bagsiden nummer 100 er en unik anledning til at smutte. Den vil hverken jeg eller redaktør Øverup lade ligge.
Stopper Lassen helt?
Stopper jeg nu med at kommenterer? Næppe, jeg har trods alt været aktiv på tasterne i sejlsportspressen længe før, den rundbuede redaktør Øverup havde hår på den der, han i dag både skal hive op i vommen og finde et langskaftet undervognsspejl for at iagttage eksistensen af. Hvordan og hvor? Afhænger alene af de tilbud som dukker op? To ting tæller: Redaktionel frihed og god hyre.
Bedste, værste, sjovest Bagside?
Vi har internt på Bådmagasinet i de sidste uger læst mange udvalgte bagsider. Spurgt os selv, hvilken var den bedste? Hvilken var den værste? Jamen, klik på knappen og find dine egne favoritter. Du har rigelig læsestof i lang tid fremover.
Mit personlige højdepunkt var nu alligevel den 28. november 2011, da Philip kommenterede Bagsiden nummer 56: "Tørhavn" slår "Vådhavn" med flere banelængder". Philip spurgte: "Lassen, jeg håber, din livsforsikring er dækkende. At du kalder Øverup for alverdens ting, må han nok overleve, men putte Fru Øverup ind i rollen som \"lillemor\". Det falder nok ikke i god jord i det lille redaktørhjem, du er en modig mand".
Lad dronningen over dem alle – og der er mange - på Bådmagasinet, Fru redaktør Gitte Øverup få det sidste ord på historiens sidste bagside. For uden redaktørens viden skrev hun sin egen kommentar og svar på spørgsmålet:
"Kære Philip
Du har fuldstændig ret. Jeg må sige, at jeg bestemt ikke fandt den "sjov" !!! absolut ikke........ i hvert tilfælde ikke i første omgang . Ja, jeg må sige, at jeg nærmest var ved af få min eftermiddagskaffe galt i halsen, og jeg var lige ved at ringe og først give min mand sit livs skideballe og herefter stod Lassen i kø. Men efter at have læst den igen, så syntes jeg nu alligevel, at den er rigtig rammende for, hvad Lassen ikke ved, så har jeg aldrig, og dermed heller ikke fam. Øverup, holdt campingferie, men jeg har faktisk lige netop overvejet det til vores næste sommerferie, og så er det jo, at bagsidens kommentarer bliver rammende. For så er det lige, man kan se mig og chefredaktør Øverup i campinghabit, og jeg står klar med frokostsilden og de lune deller...
Med venlig hilsen Fru Øverup".
Lassen siger tak for nu til alle Jer og måske på gensyn. Bagsiden er hermed lukket.
