Dengang i maj 2010 var Bagsiden en sommerspøg, der skulle skrives 5-6 gange. Men 6 blev til 7 til 10, og ja i dag er vi ved nr. 100. Havde jeg sagt det dengang til redaktør Øverup, var han gået i koma. Givet cigaren en heftig omgang oral massage, så gløden var slukket i en syndflod af mørkebrunt mundvand, der havde opløst hans uundværlige Fallossymbol midt i hans måbende kuglerunde ansigt.
Bagsiden har gang på gang argumenteret for en dynamisk tankegang. Igen og igen har jeg søgt nytækning, og glædeligt skældt ud på al det statiske i dansk sejlsport. I alle årene har jeg forsøgt at bekæmpe den stigmatisering jeg igen og igen oplever af os aktive sejlere, der åbent tør tænke anderledes. Stolt står jeg gerne i spidsen for den lille hårdt kæmpende – desværre uddøende gruppe af anderledes tænkende i dansk sejlsport. Åbenlyst har resten af sejlsporten ikke fattet, at vi alle sammen er en stadig mindre minoritetsgruppe i det danske samfund.
Hvad gør "vi" så ved det?
De mange kommentarer og andre indlæg de sidste tre år viser en uheldig udvikling, hvor konformitet bliver en større og større magtfaktor, og hvor man i ramme alvor kan bruge "normal" som et argument for at vise sin utilfredshed.
Vi har en Sejlunion, hvor du og jeg og alle andre er medlemmer. Derude i Brøndby fortæller de om alt det, vi IKKE må. Det er ret smart, for det betyder, at hvis ikke noget er nævnt i loven, er det altså lovligt og ofte grobund for surhed. Atter et behov for en regel, der genskaber normaliteten. Fællesskabets mantra, det giver størst mulig frihed – min bare røv. Undskyld mit sprogbrug.
Derudover begynder subjektive begreber som "moral" og "følelser" at spille ind i, hvad samfundet og sejlsporten vil give individet den menige tilbageværende sejler, dig og mig lov til. Det er en glidebane, der dræber glæden ved at sejle. "Normalitetsforbandelsen" hviler tungt over dansk sejlsport. De nypuritanske vinde rykker mere end både rummere og skraldere tilsammen. "Man" kan åbenbart ikke længere være til "noget", ikke længere er der reelt lov til at tænke "nyt" - uden det har en årsag. Du skal for enhver prise ikke forsøge noget, uden det skal forklares og forstås af sejlsportens mange "Dummies".
Man skal som anderledes tænkende affinde sig med, at en selv og ens nærmeste bliver sat i bås, der er bestemt af fællesskabet. Det er der, at normalitetsforbandelsen hjerter virkelig banker - og ikke til vores fælles bedste.
Alles ejendom, ingens ansvar
Derfor er sejlsportens fremtid blev alles ejendom, men ingens ansvar. Der er jo ingen ende på folks initiativrigdom, når molebajeren indtages. Men når ærmerne skal smøges op, og det sure arbejde begynder – så stopper initiativet. Forklaringerne er så mange, at de er til at brække sig over. Igen og igen er det de samme få individer som trodser normalitetsforbandelsen, og yder den indsats alle efterfølgende nyder godt af.
Ofte mores jeg over de meget initiativrige, der forsvandt i samme øjeblik, den smukke tale blev til hårdt arbejde. Skægt nok står de igen oftest forrest, når resultaterne skal nydes. Skægt nok er det de samme som forarget brokker sig højlydt over udgiften, når regningen skal betales. Men i "fællesskabet" har de jo retten på deres side, de er "normale".
