Marstrand er og bliver en perle. Øen og byen er besøgt af talrige sejlere og kendt for sin fantastiske sommerstemning med et utal af fester og glade mennesker. Et af sommerens højdepunkter er når verdens bedste matchracesejlere mødes til Match Cup Sweden, hvor det ikke er usædvanligt at omkring 100.000 tilskuere dukker op i godt vejr.
Forsvarsværket
Højst oppe på Marstrandsøen troner den store Carlstens Fæstning, der i mere end 300 år har beskyttet den lille by nedenfor. Fæstningen er det første man ser når man ankommer med båd til Marstrand. Det er også fra fæstningens mure at man får den flotteste udsigt.
Et paradis for sejlere
Er man tur- eller kapsejler er Marstrand et paradis. Det er her man møder ligesindede fra nær og fjern. Marstrandsøen byder på kulinariske oplevelser, flot natur og fester til de lyse morgener.
Læs videre og se flere billeder på de næste sider...
Kongen kommer – igen
Hvert år bliver der afholdt adskillige kapsejladser i farvandet omkring Marstrandsøen. I år er et af højdepunkterne Dragernes Gold Cup der sejles fra den 5.-13. august. Det rygtes at den svenske konge, Carl XVI Gustav, møder op for at følge sejladserne. Og det bliver ikke første gang at en svensk kongelig sætter benene på øen. Marstrand har huset adskillige kongelige der om sommeren mødtes med det bedre borgerskab til sejlads og badning.
Så er du alligevel på vej mod den svensk skærgård så slå et smut forbi Marstrand – øen er et besøg værd.
Læs mere om Marstrand